Lige fra hjertet: Min veninde skjulte sin psykiske sygdom

Selv om alle mine kolleger i transportfirmaet er mænd, har vi det godt sammen. De er rare mennesker, men kvinder og mænd er trods alt lidt forskellige.

Derudover arbejder de andre som chauffører, mens jeg sidder på kontoret, så dagene kan hurtigt blive lidt ensomme. Heldigvis går firmaet godt, og for nogle år siden fik vi besked om, at der skulle ansættes flere folk, herunder endnu en sekretær.

Da jeg blev præsenteret for Line, var jeg først skeptisk. Hun var klædt i dyrt tøj og virkede lidt hovmodig, men det tog ikke mange minutter, før jeg indså, at vi ville trives rigtig godt sammen.

Hun var flere år yngre end mig, men aldersforskellen betød ingenting. Vi blev gode veninder fra første dag. Hun var meget dygtig, og det var dejligt endelig at få hjælp på arbejdet.

Derudover var hun et festfyrværkeri af en person, og vi havde det så sjovt, at det næsten var trist, når arbejdsdagen sluttede.

Vi arbejdede effektivt og fik ros af både kunder og chefen selv. Vi blev også hurtigt venner på Facebook, men jeg undrede mig over, at vi slet ikke havde nogen fælles venner. Vores by er ikke særlig stor, så vi burde jo kende nogle af de samme mennesker.

Da jeg en dag nævnte det for hende, grinede hun det bare væk og kom med en vag forklaring om, at hun ikke havde så mange venner på Facebook.

Jeg syntes, at over 200 var ret mange, men jeg sagde ikke mere om det og slog det i stedet hen med, at de manglende fælles bekendtskaber måtte skyldes vores aldersforskel.

Første gang, hun gav mig en gave, blev jeg meget overrasket. Der var ingen anledning, hun sagde bare, at hun ville glæde mig, fordi jeg havde taget så godt imod hende. Jeg blev rørt af omtanken, men da jeg så, hvad hun havde købt til mig, blev jeg stum. Det var et armbånd til flere tusinde kroner.

Min første reaktion var, at jeg aldrig kunne tage imod noget så dyrt, men hun insisterede, og til sidst gav jeg efter. Det var her, hun begyndte at fortælle mig om sin baggrund.

Hun var egentlig ikke fra vores by, hun havde kun en moster og onkel her. Hun kom selv fra et af de bedre kvarterer i København, og hendes familie var velhavende.

Hun følte sig ikke godt tilpas blandt de rige og havde aldrig kunnet lide at leve et luksusliv. Derimod ønskede hun at arbejde for pengene og leve et almindeligt liv.

Nu var hun flyttet hjem til sin moster og onkel for en stund, selv om hendes far ikke ligefrem var begejstret for idéen. Alt, hvad hun ønskede, var at blive holdt af for den person, hun var, og ikke for de penge familien havde. Derfor håbede hun inderligt, at jeg ikke ville fortælle nogen det, hun nu havde delt med mig.

Hun så på mig med blanke øjne, og jeg kunne med det samme mærke, hvordan mit hjerte fyldtes med kærlighed for denne pige. Jeg gav hende et langt kram og lovede, at jeg aldrig ville fortælle det til en sjæl.

Hun overdyngede mig med gaver

Efter dette blev vores venskab kun endnu stærkere. Det var umuligt ikke at respektere et menneske med sådanne holdninger. Hun var rig, men hvor rig vidste jeg faktisk ikke. Alligevel tog hun job som sekretær i et transportfirma, selv om hun formentlig slet ikke behøvede at arbejde. Her kan man snakke om at have benene solidt plantet på jorden.

Hun fortsatte med at give mig gaver. Selv om jeg nu vidste, at hun havde råd til dem, syntes jeg stadig, det var svært at tage imod. Jeg havde ikke brug for dyre gaver for at værdsætte vores venskab. Det forsøgte jeg flere gange at få hende til at forstå, men hun ville ikke høre.

Hun krammede mig bare og sagde, at hun ønskede at vise, hvor meget jeg betød for hende. Jeg vidste godt, at hun bare ville vise sin taknemmelighed, og at penge desuden ikke betød lige så meget for hende som for mig. Men når man bliver overdynget med gaver, som jeg blev det, bliver det for meget til sidst.

Jeg kunne ikke hele tiden bruge det dyre armbånd, den smarte mærkevarepung eller alle de andre eksklusive ting, hun forærede mig.

Det var heller ikke naturligt for en som mig at have sådanne ting. Det ville blive bemærket, og folk omkring mig ville undre sig over, hvor jeg havde fået fat i disse ting. Det tror jeg dog ikke, Line tænkte over.

Jeg havde heller ikke mulighed for at gengælde gaverne, og for mig førte det til, at vores venskab ikke føltes ligeværdigt. Jeg kunne ikke længere slappe af på samme måde som tidligere, når vi var sammen.

Pludselig forsvandt hun

En dag mødte hun ikke på arbejde, så jeg både ringede og skrev selvfølgelig, men fik intet svar. Næste dag dukkede hun heller ikke op, og nu var hendes telefon også slukket. Jeg blev bekymret og gik ind til chefen for at høre, om han vidste noget.

Han fortalte, at Line ikke ville komme tilbage. Han vidste hvorfor, men ønskede ikke at sige mere. Dog gav han mig nummeret til Lines forældre, og jeg ringede til dem, så snart jeg var færdig med arbejdet den dag.

De inviterede mig hjem til dem, og det viste sig, at de ikke boede i København, men derimod i en anden lille by et stykke væk. Allerede samme dag tog jeg hjem til dem, og jeg blev noget overrasket, da det viste sig, at de boede i en helt almindelig villa.

De var dejlige, varme mennesker, men de fortalte om en helt anden Line, end hende, jeg troede, jeg kendte. Line var to dage tidligere blevet taget for butikstyveri i en af Københavns dyreste butikker med flere dyre smykker i håndtasken.

Det var ikke første gang. Hun var psykisk syg, og når hun var på vej ind i en ny, dårlig periode, kunne sådanne ting ske. Hendes familie var slet ikke rige, men hun drømte om at eje dyre ting, og det, hun ikke havde råd til, stjal hun.

Når hun blev syg, forsvandt evnen til at træffe rationelle beslutninger. For egentlig var hun en klog, fornuftig og samvittighedsfuld pige.

Pludselig forstod jeg, at alle mine gaver var tyvekoster. Jeg følte skam, og mens tårerne pressede sig på, fortalte jeg Lines forældre om alle de ting, jeg havde fået. Vi blev enige om, at jeg skulle kontakte politiet.

Heldigvis havde jeg næsten ikke brugt noget af det. Af en eller anden grund føltes det aldrig rigtigt at gå med noget af det, og igen fik jeg bekræftet, at det er klogt at følge sin mavefornemmelse.

For Lines forældre var det her ikke noget nyt. Hun havde perioder, hvor hun var stabil og sig selv, som de kaldte det, og hun havde haft en lang, god periode op til, at hun begyndte i jobbet som sekretær. De havde håbet, at det måske ville vare ved denne gang.

I en god periode var hun den sjove, behagelige og udadvendte Line, som, jeg vidste, var dygtig til sit arbejde. Men efter et stykke tid, især hvis hun ikke tog sin medicin, fik hun det værre og mistede kontrollen. Så var det, hun begyndte at gøre ting, som hun ellers ikke ville have gjort.

Til sidst kulminerede det og ofte med en depression og indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Det var også der, hun var nu. Jeg syntes, det var synd for hende, men samtidig var det svært at forstå, at jeg var blevet løjet for i al den tid. Jeg kunne ikke lade være med at føle mig snydt.

Lines forældre vidste, at deres datter var meget ked af det, både over at have stjålet, men mest af alt over at have ødelagt et venskab, som hun havde sat meget højt. De forklarede, at hun ikke havde været sig selv, da hun gjorde disse ting, og de vidste, at hun håbede på, at jeg en dag ville kunne tilgive hende.

Jeg svarede, at jeg desværre ikke var klar til det endnu, men at jeg følte med hende og ønskede hende alt det bedste.

Vi genoptog kontakten

Der er gået et par år siden mit møde med Line, og jeg tænker stadig meget på hende. Før alt dette havde jeg stort set ingen erfaring med psykiske lidelser. Det havde jeg heldigvis været forskånet for at skulle forholde mig til.

Efterfølgende har jeg dog læst en del om det, og jeg har forstået, at Line ikke kan gøre for, at hun er syg. Hun er afhængig af medicin for at holde sygdommen i skak, men de fleste typer medicin har bivirkninger, nogle af dem meget store.

Måske var det derfor, hun igen og igen undlod at tage medicinen og dermed kastede sig selv ud i en dårlig periode?

For nylig besluttede jeg at tage kontakt til Line igen. Jeg spurgte, om vi kunne tage en kaffe en dag, og her beklagede jeg, at det havde taget mig så lang tid at række ud til hende igen. Jeg vidste nu, at jeg gerne ville fortsætte med at være hendes ven og samtidig lære hende at kende på ny.

Hun blev glad og lovede desuden, at hun ikke ville forære mig flere gaver, og det har hun holdt.