Lige fra hjertet: Jeg elskede ham jo ikke

Efter min mands død blev jeg kastet ud i et kaos. Udover den lammende sorg over at have mistet min elskede, som var den eneste mand, jeg nogensinde havde været i et forhold med, var det også første gang, jeg skulle bo alene.

Jørgen og jeg blev gift som 18-årige, fordi vi ventede vores første barn, og vi var begge rykket direkte fra vores barndomshjem og ind i det ægteskab, der endte med at vare i mere end 40 år.

Jeg var fortvivlet over pludselig at være alene. Mine for længst voksne børn gjorde, hvad de kunne for at hjælpe mig igennem den første, svære tid, men de kunne jo ikke sidde og holde deres mor i hånden hele tiden.

Jeg var kun i begyndelsen af 60’erne, så jeg havde stadig en håndfuld år tilbage på arbejdsmarkedet. Efter en måneds orlov begyndte jeg så småt at arbejde igen.

Det var nemlig på arbejdet, jeg havde det bedst. Sorgen kunne jeg ikke flygte fra, den lå som en tung dyne over mig, hvor end jeg gik og stod. Men på jobbet slap jeg i det mindste for at gå alene rundt i mit store, tomme hus.

Hver dag efter fyraften var det en daglig overvindelse at trække cyklen ind gennem havelågen og vide, at jeg om lidt ville åbne døren til … ingenting.

En sød bordherre

Lidt over et år efter Jørgens død var jeg til en rund fødselsdag hos nogle venner. Her fik jeg en bordherre, jeg ikke havde mødt før.

Therkel, hed han. Han var vældig sød, og vi snakkede godt sammen under hele middagen. Senere dansede vi også en del, og da festen var ved at være slut, spurgte han, om han måtte invitere mig på en kop kaffe en dag.

Et par uger senere mødtes vi på det lokale konditori, og kort efter inviterede jeg ham på middag hjemme hos mig.

Therkel var et rart menneske, vi havde let ved at omgås hinanden, og når vi var sammen, mærkede jeg ikke længere den ensomhed, der havde omsluttet mig så massivt siden Jørgens død.

En dag inviterede jeg ham på overnatning. Jeg var tæt på at fortryde, men jeg tvang mig selv til at skubbe tanken om Jørgen væk. Han var her jo ikke, og hvis han fulgte med et sted fra, var jeg (næsten) sikker på, at han ville unde mig kærligheden igen.

Det blev heldigvis en dejlig nat, hvor jeg i fulde drag nød at blive elsket og holdt om igen.

Hen over de næste måneder blev vi stille og roligt et etableret par i omverdenens øjne. Vi havde det stille og roligt med hinanden, Therkel og jeg.

Jeg kedede mig med Therkel

Jørgen havde været et iltert menneske, der gik glødende op i politik og samfundsforhold over en bred kam, men sådan var Therkel overhovedet ikke.

Han holdt af at se en god film, og han var også ret ferm i et køkken, så vi lavede en del mad, og jeg tog en del kilo på. Det var hyggeligt nok, men førte sjældent til nogen dybere samtale. Vi snakkede løst om vejr og vind, lidt om mit arbejde, lidt om hans fortid og – set i bagklogskabens lys – mest om ingenting.

Det kunne indimellem føles kedeligt, men hellere kede sig en smule end være overladt sig selv. Det var sådan, jeg havde det, og blev det indimellem for stillestående, kunne jeg jo altid invitere nogle gæster.

Efterhånden tilbragte Therkel og jeg hver weekend sammen og sommetider også både tre og fire hverdage i løbet af ugen. De dage, hvor vi ikke sås, tænkte jeg stadig meget på Jørgen. Jeg savnede ham.

Gennem mere end 40 år var han altid fuld af overraskelser. Som dengang han pludselig pakkede bilen og sagde, at vi skulle en tur til Vadehavet og se ”sort sol”, fordi han lige havde læst et eller andet sted, at det var nu, de store stæreflokke samledes for at flyve mod syd.

Han kunne blive noget så forarget, når regeringen vedtog et eller andet, der gik ud over de svageste i samfundet, og så for han i blækhuset og skrev lange læserbreve. Jørgen havde altid gang i et eller andet, var optaget af det, der foregik omkring ham, blandede sig gerne og mente noget om det meste.

Det var meget langt fra Therkels mere stille måde at være i verden på. Den største forskel på de to var dog, at Therkel var levende. Det var Jørgen ikke.

En chokerende besked

En dag kom Therkel ligbleg og tydeligt rystet forbi. Vi havde ikke nogen aftale om at ses, så hvad var der sket?

Han fortalte mig, at hans nabo var blevet stukket ned med en kniv, da han aftenen før var gået ud for at lægge en dæmper på nogle af de unge rødder, der hujede rundt i opgangen. Nu havde han lige læst i nyhederne, at naboen var kvæstet og åbenbart stadig kæmpede for sit liv.

– Der var ambulancer og politi ud over det hele, blå blink og udrykning og jeg kan ikke bo der mere, rablede han, før han sank sammen ved køkkenbordet og stirrede tomt fremfor sig.

Dybt chokeret satte jeg mig ved siden af og lagde armene om ham.

– Det skal du heller ikke, sagde jeg højt, før jeg overhovedet nåede at tænke nærmere over det.

Therkel drejede hovedet. Han havde blanke øjne.

– Tak, sagde han dybfølt og greb mine hænder.

Lige i det øjeblik følte jeg mig fanget i en fælde. Therkel tog åbenlyst mit udsagn som en invitation til at flytte ind hos mig.

Det kunne jeg ikke fortænke ham i. Hele situationen taget i betragtning samt det faktum at vi jo alligevel tilbragte en meget stor del af vores tid sammen.

Selvfølgelig regnede han med, at han kunne bo her. Hvordan kunne det også næsten tolkes anderledes?

En skærende klarhed

Gid, jeg aldrig havde sagt det. Nok havde jeg haft mange hyggelige stunder med Therkel i det halve års tid, der var gået, siden vi mødte hinanden. Men jeg elskede ham jo ikke. Det mærkede jeg med skærende klarhed i samme sekund, det gik op for mig, at han var klar til at flytte ind i mit liv for alvor.

Jeg rejste mig og gik hen til køkkenvasken, hvor jeg begyndte at sætte kaffe over, udelukkende for at vinde tid. Jeg var tør i munden og tom for ord.

Den situation, jeg havde bragt mig selv i, føltes helt umulig. Jeg ville jo ikke bo sammen med Therkel.

På trods af at Therkel overnattede her adskillige gange hver uge, havde jeg kun ryddet 20 cm bøjleplads til hans skjorter ved siden af mine egne kjoler.

Jeg havde aldrig givet ham nøglen til mit hus, for han skulle ikke være her uden mig, og at tage ham med på campingtur til sommer var udelukket, for campingvognen var mit og Jørgens rum.

Sådan var der mangt og meget, der hele tiden havde signaleret, at Therkel ikke måtte komme for tæt på. Der var ikke andet at gøre end at trække den syge tand ud i ét ryk.

– Men du kan ikke bo her, sagde jeg derfor og vendte mig om mod ham igen.

Det lød brutalt, og Therkel reagerede da også ved at rejse sig brat op og stirre målløs på mig.

– Jeg er ked af det, men jeg elsker dig ikke, sagde jeg bundløst ærligt.

Hvor barskt det end var at give ham den besked, mærkede jeg omgående en kolossal lettelse. Jeg havde jo vidst det længe, men jeg havde hverken turdet eller villet indrømme det over for mig selv og slet ikke over for ham.

Som den knudemand, Therkel inderst inde var, så han først forbitret på mig, hvorefter han pludselig drejede om på hælen, samlede sine få ejendele sammen og gik uden et ord. Det var meget ubehageligt, men måske løn som forskyldt? Jeg ved det ikke.

Vi har ikke talt sammen siden.

Heldigvis ved jeg fra vores fælles venner, at han hurtigt mødte en anden, som han nu bor sammen med, og det tager jeg som et tegn på, at han egentlig heller ikke elskede mig. Han var min faste støtte gennem en svær periode, og det vil jeg altid være ham taknemmelig for. De dybere følelser kunne han desværre bare ikke få frem i mig, og det blev jeg jo nødt til at stå ved.

Måske møder jeg en dag en mand, jeg virkelig kommer til at elske. Hvis ikke, er det også ok. Jeg har lært at være alene med mig selv, og det har gjort mange ting lettere.