Mit mystiske stofskifte
Jeg har en stofskiftesygdom kaldet Hashimotos sygdom. Det er ikke, fordi jeg mærker meget til den. Et par piller hver dag tager hånd om den, og så skal jeg sådan set bare til en kontrolblodprøve en gang imellem. Lægen er tilfreds, og så er jeg også.
En ting undrer mig dog, og det er vores snak om de regelmæssige blodprøver.
Når det såkaldte TSH måles og er lavt, siger lægen, at mit stofskifte er lidt for højt, og er TSH omvendt for højt, er mit stofskifte så for lavt.
Kan du forklare lidt om dette?
S.
Hashimotos Thyreoiditis er en autoimmun sygdom, der skaber en ikkebakteriel betændelse i din skjoldbruskkirtel, også kaldes glandula thyroidea.
Sygdommen er en kronisk inflammationstilstand i skjoldbruskkirtlen, og samtidig danner kroppen antistoffer, der helt eller delvist ødelægger skjoldbruskkirtlen, og således falder produktionen af de hormoner, kirtlen ellers normalt laver.
I hjernen findes stoffet TSH, hvis opgave er at sætte skjoldbruskkirtlen i arbejde. Danner kirtlen ikke nok hormon, stiger koncentrationen af TSH fra hjernen for at signalere, at kirtlen skal arbejde mere, og modsat falder koncentrationen af TSH, hvis kirtlen arbejder for meget.
TSH bruges også til at måle, om din behandling er i orden. Den mest almindelige behandling er tabletter kaldet Eltroxin, som sjældent giver bivirkninger, og som indeholder de stoffer, kirtlen producerer. Er TSH for lav under behandlingen, får du altså for meget medicin, mens du får for lidt, hvis TSH er høj.
Det er lidt indviklet, men forhåbentlig er det lykkes mig at forklare det. Hvis ikke, kan din læge forhåbentlig gøre det næste gang, du snakker med ham om, hvorvidt din behandling ligger, som den skal.
Kærlig hilsen Lotte
Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.
Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk
Er Alzheimers arveligt?
Hvad er bronkitis?
Prævention uden øget risiko for blodpropper
Hvordan nyder vi bedst vores otium?
Bør mine børn få sunde julesnacks i stedet for slik?
Forældre medbringer børn med børnesår
Skal feberen have lov at være der?
Der er intet skamfuldt ved kvindens underliv