Når nisserne, pebernødderne og julepynten gør deres indtog i landets butikker, er der ét bestemt spørgsmål, som TV 2’s vejrvært og meteorolog Lone Seir Carstensen kan være helt sikker på at få stillet en hel del gange.
– Det handler naturligvis om, hvor store chancerne for hvid jul er i år. Jeg oplever, at det er et emne, der i den grad optager danskerne i tiden op mod jul. Problemet er, at det langt de fleste år også er umuligt at forudsige en hvid jul helt frem til et par dage før juleaften, fortæller Lone.
Men hvordan definerer man egentlig fænomenet? Eller sagt på en anden måde: Hvilke betingelser skal være opfyldt, for at meteorologerne officielt kan fastslå, at vi har hvid jul i Danmark?
– Der skal være faldet mindst en halv centimeter sne i 90 procent af landet klokken 17 juleaften. Det specifikke målingstidspunkt sidst på eftermiddagen skyldes, at man ”skal kunne køre i kane til kirke”, som det lidt spøjst og bevidst nostalgisk hedder i den definition, vi anvender. Så vidt jeg ved, er den udarbejdet af meteorologen Stig Rosenørn, som er forfatter til bogen ”Dansk vejr i 100 år”, og som jeg har arbejdet sammen med på DMI.
I Danmark begyndte vi at dokumentere vejret udførligt i meteorologiske årbøger fra og med 1874 og har altså 150 års detaljeret materiale at gøre godt med.
– I den periode har vi 12 gange oplevet hvid jul. I gennemsnit er det med andre ord end ikke hver 10. år, vi er så heldige.
Den decemberkulde, der er forudsætningen for et sneparadis, er kort sagt sjældent forekommende. Men det er ikke nødvendigvis noget langvarigt forløb, der er gået forud.
– Et enkelt døgn med den rigtige vindretning er faktisk alt, hvad der skal til. Det handler om, at den massive kulde nordfra skal sætte sig i bevægelse, siger Lone.
De aktuelle klimaforandringer har fået mange til at spekulere i, om det i nær fremtid kan være definitivt slut med hvid jul. Til det siger meteorologen:
– Med sin beliggenhed på den 55. nordlige breddegrad ligger vores land temmelig nordligt og altså ikke langt væk fra egne af kloden, hvor der absolut ingen energi er at hente fra solen. Så selv om vi i disse år oplever gradvist varmere temperaturer, vil muligheden for kulde og sne stadig være til stede under de rette vilkår. Også i en varmere fremtid. På lang sigt vil vi nok opleve hvid jul gennemsnitligt sjældnere end nu, men den vil stadig kunne være over os, før vi aner det.
Og de fremtidsperspektiver er Lone dybest set godt tilfreds med.
– Man skal lede længe efter nogen, der er gladere for sne end mig. Alene den knirkende lyd, der opstår, når man går hen over sneen, er skøn, men også det fænomen, at sollyset spiller i alt det hvide, så man næsten bliver blændet. Selv er jeg så privilegeret at have oplevet årene 2009 og 2010, hvor vi helt exceptionelt havde hvid jul to år i træk. Og den slags oplevelser har de fleste af os heldigvis fortsat nogle stykker til gode af, siger Lone Seir Carstensen.