En læser fortæller: Jeg var drengen fra Knivstikkerbyen

En meget tidlig junidag i 1935 kom jeg til verden på Rigshospitalet. Det var pinsemorgen, og siden fortalte min mor mig, at det ville bringe mig held at være pinsebarn. I dag, hvor jeg er fyldt 89 år, tænker jeg, at hun nok havde ret.

De første fire år af mit liv boede mine forældre, jeg og mine fire ældre søskende i et lille kolonihavehus på Amager. Min far forsørgede vores familie som chauffør, men lønningerne var lave, der var udbredt bolignød, og desuden var det dyrt med så stor en børneflok.

Jeg kan svagt huske, at der nogle gange var is på indersiden af kolonihavehusets vægge, når vi vågnede på vintermorgener. Udluftningen var nok ikke så god, og det var mulighederne for opvarmning vist heller ikke.

Om sommeren var det herligt at bo i en kolonihave, og sammen med mine søskende eller min bedste legekammerat, Per, som også boede i et kolonihavehus, gik jeg ud på opdagelse. En af vores bedste lege var at finde larver, som krøb rundt i hækkene mellem de små huse. Hækkelarverne kunne blive temmelig store, og de havde et spydlignende horn på bagdelen. Den, der fandt flest, havde vundet.

Per og jeg kravlede også tit op i et højt piletræ, som stod ved indgangen til havekolonien. Så sad vi deroppe og skrålede i vilden sky, og vi var især begejstrede for sangen ”Vi vil bygge en verden, men helt for os selv”. Den var populær i 1940, og vores unge alder til trods kunne vi både tekst og melodi på fingrene.

Det var det år, Danmark blev besat af tyskerne, og jeg kan svagt huske, at min far gravede et dybt hul i jorden ude i haven. Tanken var, at med nogle brædder lagt over skulle det i forbindelse med luftalarmer fungere som et slags beskyttelsesrum, men jeg kan ikke huske, om det nogensinde kom i brug.

Sendt på børnehjem

Bolignøden til trods var det ikke tilladt at bo i et kolonihavehus om vinteren, og da efteråret 1940 kom, blev mine søskende og jeg sendt på børnehjem af kommunen. Måske havde de offentlige instanser fået øje på os, fordi mine søskende var begyndt at gå i skole. Desuden spillede det nok også ind, at min mor nu ventede barn nummer seks.

Jeg husker ikke så forfærdelig meget fra børnehjemmet, som lå lidt uden for en stor, sjællandsk provinsby. Måske har jeg fortrængt det, for jeg ved dog så meget, at det absolut ikke var et rart sted at være. Overordnet fik jeg og mine søskende opfattelsen af ikke at blive regnet for noget, og at vi bare havde at makke ret.

Nogle enkelte detaljer kan jeg dog genkalde mig, deriblandt at børnehavelederen, frøken Bjørn, klippede vores negle helt ned til blommen. Det løste jo til dels problemet med at have sorte negle, men det var ubehageligt, for fingerspidserne blev utroligt ømme.

Jeg savnede min mor og far og de vante omgivelser, som forekom mig meget tryggere end børnehjemmet, og en dag kom jeg desværre til at tisse i bukserne. Som straf for den forseelse skulle jeg derefter gå med pigebukser, og det føltes som en stor skam for mig.

Jeg har også en erindring om at sidde i en stor sandkasse og synge en masse sange, sikkert for at trøste og opmuntre mig selv. De forskellige tekster udsprang af min egen fantasi, og de var vist alle på den samme melodi.

Nogle nætter var der luftalarm, og så måtte alle vi børn forlade vores senge og løbe ned i kælderen sammen med de få vagthavende voksne, indtil alarmen blev afblæst igen. Det var skræmmende.

Glædeligt gensyn

Efter tre-fire måneders ophold på børnehjemmet kom vores far heldigvis og hentede os, og det var en glædens dag. Vi skulle med ham hjem til en rigtig lejlighed, som han og mor havde fået i Vanløse. Den lå i nogle nyopførte husvildebarakker, og i folkemunde gik stedet under det noget drabelige navn Knivstikkerbyen.

Far tog os med i toget fra provinsbyen og ind til Hovedbanegården, hvor vi skiftede til S-toget. Alene togrejsen var noget af en oplevelse for os. Da vi ankom til Peter Bangs Vej Station, kørte toget hen over en højt anlagt strækning, og vi kunne se bilerne under broen. Det havde vi aldrig prøvet før.

Det sidste stykke gik vi til fods, og det var uendelig rart at gense vores mor og samtidig møde vores nye lillebror for første gang. Spændende var det også med lejligheden, som var på hele 65 kvadratmeter.

Fra opgangen kom man ind i en korridor, hvor der var fem døre: En til stuen, en til køkkenet, en til toilettet og en til et soveværelse, hvor alle vi seks børn skulle sove. Desuden var der en sidste dør til et rum, der var beregnet til opbevaring af koks og brænde. Der hørte også et mindre loftsrum til hvert lejemål.

Mor og far sov i stuen, og her var der en kakkelovn. I vores værelse var der et stort klædeskab samt senge af forskellig art og størrelse: En køjeseng, en gammel sofa, en udslagsbriks og en udtræksseng.

Det var vinter, da vi flyttede ind, og det kunne være lidt koldt at komme i seng. Derfor fik vi gerne varmet vores dyner op inde i kakkelovnen inden sengetid.

Der var altid en belønning til den af os børn, som først lagde sig, så jeg tænker, at det måske har været svært at få jaget os i seng. Belønningen bestod af en lille pose bolsjer, som gerne måtte spises i sengen. Tandbørster havde vi ikke, så det var egentlig utroligt, at vores tænder holdt til det. Men det gjorde de faktisk.

I køkkenet var der et vindue og en vask, hvor vi på skift blev etagevasket. Der var også en tallerkenrække samt et lille klapbord og to gasapparater til madlavning. For at få gas skulle der lægges en 25-øre i gasmåleren.

Stuen havde to vinduer mod gården, og midt på gulvet stod et stort spisebord med stole omkring. Mellem vinduerne stod radioen på et lille bord, og desuden var der et dækketøjsskab og den udtrækssofa, som mor og far lå på om natten.

Tøjvask foregik også i køkkenet, men vi havde ikke ret meget tøj, og nogle gange var det lige før, at vi måtte blive inde og vente på, at det tørrede efter vask.

Vi var uønskede

Vi børn fra barakkerne var ikke specielt velsete i skolen eller i det øvrige samfund, men jeg mindes alligevel min opvækst som rigtig god. Der var ikke mere vold og ballade i Knivstikkerbyen end alle andre steder.

Alle vi unger i Knivstikkerbyen kendte hinanden og var gode til at lege sammen. Vi spillede fodbold og rundbold, legede gemmeleg og kæde-tagfat, og så spillede vi med kugler og terninger.

Fra vores hjem var der kun 15 minutters gang til Damhussøen og Damhusengen, og vi var tit en flok, der gik ned til Damhus-Tivoliet i Rødovre.

I Damhussøen fiskede vi med vores hjemmelavede fiskestænger, som bestod af en god kæp, noget fiskeline med en krog for enden og en prop, så vi kunne se, om der var bid. Vi fiskede med orm efter aborrer, og skulle vi have en gedde på krogen, var det nødvendigt at fange en lille fisk først og bruge den som lokkemad.

Man skulle have tilladelse til at fiske i form af et fiskekort, og indimellem kørte en opsynsmand rundt for at kontrollere, at folk havde det. Rygtet om hans tilstedeværelse bredte sig som en løbeild, og så gjaldt det ellers om at få gemt fiskegrejet af vejen i en vis fart. Jeg husker ikke, at jeg eller mine venner nogensinde blev taget. Vi besøgte også tit Damhus-åen, hvor vi fangede salamandere, hundestejler og haletudser.

35 øre

Hver søndag fik mine søskende og jeg 50 øre, og for det beløb kunne vi købe en børnebillet i Vanløse Bio. Der var dog kun tre børnerækker. Hvis vi ville i biografen, gjaldt det om at møde op en halv time før forestillingens begyndelse, og så stod vi i kø og ventede på at komme ind.

Der var også en anden mulighed for søndagsunderholdning, nemlig Rio Bio i Rødovre. Her var prisen for en almindelig billet kun 35 øre, og så kunne vi sidde over hele salen og havde tilmed 15 øre at snolde for, hvilket var en luksus. Der var bare det, at det tog tre kvarter at trave ud til Rio Bio, men nogle gange gjorde vi det. Filmene var gerne med cowboys og indianere, Chaplin eller Gøg og Gokke, og det var spændende for os.

Nogle gange blev der også arrangeret sammenkomster på Vanløse Skole for børnene i skolens omegn. Det deltog vi gerne i, for det var gratis. Først sang vi et par sange, og bagefter blev der vist film på et stort lærred, der var hængt op på væggen i gymnastiksalen. Det var nogenlunde de samme film, som blev vist i biograferne.

Da jeg var fyldt otte år, blev jeg meldt ind i FDF, og her fik jeg mange gode oplevelser. Vi drenge lærte at morse, at binde forskellige knob, og vi var på vandreture og nogle gange også weekendture til en spejderhytte i en skov. Sådan en udflugt krævede en cykel og en sovepose, men jeg måtte låne mig frem, for den slags havde vi ikke penge til.

Det var stadig under besættelsen, og der måtte spares på alt, også på strømmen. Tit sad vi i den mørke stue med lemmen til kakkelovnen åbnet, og det var hyggeligt at kigge ind i gløderne. Mor sang gerne imens, og hun lærte os mange sangtekster. De fleste kan jeg stadig huske.

Far arbejdede stadig som chauffør og kørte nu også taxa. Da vores yngste bror var blevet et par år, begyndte mor at gå ud at servere til større selskaber. Så tjente hun nogle penge på det.

Blandt andet serverede hun i en villa i Vanløse, hvis beboere ejede mange af de kørende forlystelser ude på Dyrehavsbakken. Mor fik tit fribilletter, og det nød vi unger godt af. Utroligt nok fik vi lov at tage alene af sted med S-toget til Klampenborg. Vi medbragte madpakker og vand i flasker og hyggede os i timevis på Bakken.

I 1945 sluttede besættelsen, og i 1949 blev jeg konfirmeret og fik mit første job. Jeg blev boende hjemme, indtil jeg i en alder af 17 år opdagede, at min storebror lånte mine skjorter.

Så forlod jeg Knivstikkerbyen og flyttede på et pensionat ved Nyhavn, hvor jeg havde fået arbejde på et vinlager. Én af mine kammerater boede der også, og vi kaldte stedet for Pensionat Sult og Kulde. Helt ved siden af var det ikke, men vi klarede os, og det har jeg gjort hele mit lange liv.