En læser fortæller: Mine piger gav mig juleglæden tilbage

Allerede da den første julepynt ramte butikkerne lige efter efterårsferien, mærkede jeg et sug i maven. Det var for tidligt. Jeg følte mig slet ikke klar.

Og følelsen blev ikke bedre ved tanken om, at det var min og Sørens tur til at have hans familie på besøg første juledag. Det var blevet en tradition, at julefrokosten gik på skift.

Sidste år var det Sørens søster, Mette, der havde stået for arrangementet, og alle sejl var sat til. Intet var overladt til tilfældighederne. Alt fra konfekt til pynt var lavet fra bunden, og alle var vildt imponerede over hendes indsats.

– Jamen, jeg elsker bare denne tid på året, smilede Mette, men det var også tydeligt, at hun nød at blive rost.

– Det var godt nok lækkert, havde Søren sagt på vej hjem, og vores tvillingepiger Stine og Sofie på ni år var enige.

– Og det snelandskab, hun havde lavet i vindueskarmen, det var vildt flot. Kan vi ikke lave sådan et til næste år?

– Jo, vi kan da prøve, sagde jeg, velvidende at mine kreative evner slet ikke ville slå til. Men vi kunne jo forsøge, tænkte jeg fuld af optimisme.

Den optimisme forsvandt hurtigt. Det blev et særdeles hårdt år for os. Søren fik en virus på balance­nerven, og det tog det meste af året for ham at komme på højkant igen.

Undervejs måtte han erkende, at han ikke længere kunne klare presset som chef for en større butik, og han sagde derfor sit job op og skiftede branche. Det var bare ikke nemt, og lige nu arbejdede han om natten på en produktionsvirksomhed. Det var nødvendigt, for efter hans lange periode på sygedagpenge var vores økonomi meget presset.

Vores situation blev ikke bedre, da den forfremmelse, jeg i lang tid havde arbejdet for, faldt ud til fordel for min kollega. Skuffelsen over at blive forbigået drænede mig for energi, og jeg følte ikke samme arbejdsglæde som før. Nu nærstuderede jeg i stedet jobannoncerne, men havde endnu ikke fundet noget, der passede til mine kvalifikationer.

Træt og opgivende

For at sige det kort så havde det været et tungt år. December nærmede sig, og jeg følte mig mere og mere træt og opgivende. Mine piger kunne selvfølgelig godt mærke, at jeg ikke var i topform.

– Hvornår skal vi i gang med at lave konfekt? spurgte de flere gange.

– Og pynte op til jul? Du lovede også, at vi skulle lave sådan et snelandskab, som faster havde sidste år.

– Ja, ja, vi ser på det, så snart der er lidt mere tid, svarede jeg som regel.

Men jeg kunne ikke blive ved med at verfe pigerne af. Da kalenderen viste 1. december, var huset endnu ikke pyntet op, og en gennemgang af vores økonomi efterlod mig med en panisk følelse i maven. Der var ikke penge til store gaver, og der var knap nok penge til at holde julefrokost for familien.

Jeg prøvede at tale med Søren om det, men opgav hurtigt. Efter sin sygdom kunne han ikke rumme for meget stress, og natarbejdet tog det meste af hans energi. Jeg var nødt til at værne om ham. Men jeg var ikke klar over, at jeg var så nedkørt, før Stine med alvorlig mine satte sig over for mig ved køkkenbordet.

– Mor, er du ked af det? Glæder du dig slet ikke til jul?

Jeg åbnede munden for at sige, at selvfølgelig glædede jeg mig, men ordene sad fast, og jeg fik tårer i øjnene. Jeg åbnede armene, da Stine gled ned af stolen og kom hen til mig. Jeg trak hende ind i min favn.

– Undskyld, men jeg er bare så træt, mumlede jeg og snøftede.

Min kærlige datter knugede sig ind til mig.

– Det er okay, mor. Sofie og jeg skal nok hjælpe. Vi kan gøre klar til jul.

Jeg smilede gennem tårerne. Pigerne havde klaret mange ting selv, mens Søren var syg, og det gjorde helt ondt at mærke, hvordan Stine nu tog ansvaret på sine skuldre.

– Må vi pynte op? spurgte hun og trak sig ud af min favn. – Du skal bare finde kasserne, så ordner Sofie og jeg det hele.

Et nej lå på min tunge, men heldigvis nåede jeg at holde det tilbage. I et splitsekund analyserede jeg min modstand mod forslaget. Og det handlede især om Mette. Alting havde været så perfekt og smukt sidste år, og inderst inde havde jeg en drøm om at kunne leve op til hendes niveau.

Så rystede jeg på hovedet af mig selv. Livet var svært nok i øjeblikket, og nu tilbød mine døtre at hjælpe. Hvorfor i alverden tænkte jeg på at konkurrere med min svigerinde lige nu?

– Selvfølgelig kan I det, sagde jeg og gik straks op på loftet for at finde kasserne med julepyntet.

Pigerne gav et begejstret hvin fra sig, da det gik op for dem, at jeg gav dem helt frie hænder.

– I pynter bare, som I vil. Så laver jeg lidt varm kakao imens.

Pigerne hjalp

En time senere var de færdige, og som jeg havde forudset, så hang der julepynt overalt. Nogle steder havde de sat pynten en smule i system, men det meste var blot blevet placeret helt tilfældigt. Vores hjem lignede ærligt talt en rodebutik, men glæden i deres øjne gjorde mit hjerte varmt.

– Det er, ligesom det skal være, sagde jeg beundrende. Da Søren vågnede op efter sin lur, gik han med store øjne rundt i huset.

– Det er pigerne, der har ordnet det hele, forklarede jeg stolt, og han roste dem hurtigt. Men efter deres sengetid lagde han hovedet på skrå og så undersøgende på mig.

– Sådan plejer her normalt ikke at se ud op til jul. Kan du virkelig klare at gå rundt i det rod?

Jeg trak på skuldrene: – Jeg ved godt, at det langtfra ser ud, som jeg havde forestillet mig, men hvem siger også, at det skal det?

Det gav Søren mig ret i, og jeg fik et lille pust af energi. De mange tanker om, at alt skulle være perfekt, havde gjort mig trist og tung, og jeg besluttede at gøre alt for at slippe dem.

– I år gør vi en masse ting anderledes, sagde jeg beslutsomt til pigerne.

Weekenden efter kastede vi os over at lave konfekt og småkager. Stine fik ansvaret for at skære dejen ud til pebernødder, og det gik sport i at lave forskellige udformninger. Nogle pebernødder lignede mennesker, andre dyr og nogle helt tredje monstre.

Det inspirerede Sofie og mig til at lave konfektstykker, der lignede alt fra biller til fisk. Jo grimmere jo bedre, og jeg kunne ikke lade være med at grine over slutresultatet. Det så fuldkommen kikset ud, men underligt nok føltes det helt rigtigt.

Selv om juleglæden så småt var begyndt at tage plads i mit hjerte, så følte jeg mig stadig tynget ved tanken om skulle lave mad til hele familien første juledag.

– Ring til Mette, hun vil hellere end gerne hjælpe, foreslog Søren. – Så skal jeg nok give en hånd med resten.

Det tog nogle dage for mig at overvinde min modstand mod at ringe til min svigerinde, men da jeg endelig gjorde det, indså jeg, hvor fjollet det var ikke at spille med åbne kort og ærligt bede om hjælp. Vi havde jo brug for det. Og der var ikke noget, Mette hellere ville, viste det sig.

– Jeg ved jo, at det har været et hårdt år, og jeg har ikke helt vidst, hvordan jeg skulle støtte jer, så jeg vil meget gerne give en håndsrækning med maden. Tænk ikke mere på det. Det ordner jeg.

På jagt efter juletræ

Jeg fik en klump i halsen over hendes forståelse og takkede varmt. Det var en skøn følelse ikke længere at stå med ansvaret alene.

Julegaverne blev købt i de sidste dage før juleaften, og jeg overskred budgettet en anelse.

– Vi skal ikke have det dyreste juletræ, sagde jeg formanende til pigerne dagen efter. Vi var på vej til et lille skovbrug, hvor man selv kunne vælge sit juletræ og hugge det ned. Det var billigere end at købe i byen, og Søren og pigerne syntes heldigvis, det var dejligt med en køretur på landet. Det sneede en smule, mens vi gik rundt og ledte efter et passende træ. Der var flere andre familier derude, og de fineste træer forsvandt hurtigt.

– I bestemmer, sagde jeg til pigerne.

– Træet må bare ikke være for højt. Så får vi problemer med at få plads til det i stuen.

– Okay! råbte de i kor og forsvandt ind mellem grantræerne. Det tog lang tid, for hvert enkelt træ blev åbenbart nøje vurderet og bedømt.

Da kulden til sidst begyndte at bide i kinder og tæer, kom pigerne omsider løbende. De så meget højtidelige ud.

– Vi har fundet et træ, sagde Stine. – Og skovmanden siger, at vi må få det gratis.

Jeg rynkede panden. – Hvorfor dog det?

– Fordi det er anderledes, sagde Sofie og vinkede os med hen til et grantræ, der stod lidt ensomt i en lysning. Det var ikke særligt højt og var uden tvivl det mest sølle af alle de træer, vi havde kigget på. Det manglede grene i toppen og forneden, og træet hang til den ene side. Det så virkelig trist ud.

– Tja, det ser ud til, at jeres døtre har forelsket sig i det her træ, sagde skovmanden og kløede sig i nakken. – Det er sådan et skravl, at I må få det gratis.

Jeg skulle lige til at protestere, for træet var virkelig ikke kønt, men Stine kom mig i forkøbet.

– Mor, du sagde selv, at vi skulle gøre tingene anderledes i år. Hvorfor skal det her træ ikke have lov til at komme ind i en varm stue og blive pyntet fint op?

Hendes alvorlige tonefald stoppede alle mine protester.

– Stine og Sofie, det er det helt perfekte træ, sagde jeg smilende.

Og sådan blev det.

Det skæve træ blev pyntet så fint, at det ikke længere så sølle ud. Det var smukt på sin helt egen måde. Og julen blev anderledes og mere varm, end jeg længe havde oplevet.

Sørens familie roste med store muntre øjne Stine og Sofies måde at pynte huset. Konfektstykkerne og småkagerne gav anledning til en masse snak og grin, og juletræet stod i stuen og huskede mig hele tiden på, at den stræben efter at være perfekt ikke var nødvendig for at få tingene til at lykkes.

Mine kære piger, Mette og resten af familien havde i den grad hjulpet mig de sidste uger, og jeg var fuld af både taknemlighed og glæde ved den dejlige jul, vi havde oplevet sammen.