En læser fortæller: Hunden Lulu helede mine sår

Jeg voksede op med min mor og uden kontakt til min far.

Hvordan min mor selv var vokset op, ved jeg stadig ikke meget om. Kun, at hun som mor var en hård hund, der viste tænder, hvis jeg forsøgte at nærme mig hende følelsesmæssigt.

Godt nok sørgede hun for, at jeg fik mad, tøj på kroppen og tag over hovedet, men ikke med den store empati eller nogen fysiske kærtegn. Forsøgte jeg på den slags, blev jeg verfet væk.

I mit voksenliv fortsatte hun med at holde mig 10 skridt fra livet. I mellemtiden havde hun til gengæld fået et helt anderledes og uforbeholdent kærligt forhold til hunde.

Det interesserede hende ikke at være mormor

Den første hvalp anskaffede hun sig umiddelbart efter, jeg selv var blevet mor til min lille pige. Mens det ikke interesserede hende at være mormor, gik hun derimod med liv og sjæl op i at være ”mor” for sin nye hundehvalp.

Hun forgudede og forkælede den og behandlede den som sin baby. Det var al den omsorg, jeg selv havde længtes efter som lille.

For mig var det bare endnu et svigt at skulle acceptere, men det var samtidig det, der endeligt fik mig til at kapitulere. Fra da af lagde jeg samme følelsesmæssige afstand til hende, som hun altid havde gjort det til mig. Alt imens jeg gennem de næste mange år bevarede mindst samme kølige forhold til hendes hunde.

Når vi sås, verfede jeg dem straks væk, hvis de forsøgte at nærme sig mig. Ligeledes vendte det sig i mig, når min mor evig og altid sad med sin hund på skødet og ikke kunne få nok af at kysse dens våde snude.

Jeg følte heller ikke med hende, da hun mistede sin hund og straks efter anskaffede sig en ny for at udfylde tomrummet.

Alvorligt syg

Men da min mor var midt i 70’erne, blev hun pludselig så alvorligt syg, at lægerne kun gav hende ganske kort tid tilbage at leve i, og det var også min sidste chance for at nå at komme tættere ind på livet af hende.

Når jeg nu forsøgte, afviste hun mig dog stadig. Det eneste, der lå hende på sinde, var, hvad der skulle ske med hendes elskede hund, Lulu, når hun lige om lidt var væk.

Selv om jeg ikke brød mig om hendes 3-årige hunhund, forbarmede jeg mig over min mor. Jeg lovede, at jeg nok skulle overtage ansvaret for hundens liv, når hun var gået bort.

Efter hun havde taget sin sidste tårevædede afsked med Lulu, sov hun således ind med fred i sindet. I mit eget stille sind havde jeg tænkt mig at opfylde hendes sidste ønske ved straks at gå i gang med at finde et andet hjem end mit eget til hunden.

Inden jeg nåede længere, viste det sig imidlertid, at hunden var med hvalpe. Fra ikke at have ønsket mig så meget som én hund i mit hjem, havde jeg tre uger efter hele 12.

Der var imidlertid ikke andet for at gøre end at forbarme mig over Lulu. Hun havde i den grad brug for min hjælp til at løfte sit ansvar som nybagt førstegangsmor til 11 pibende hvalpe. Så snart de var gamle nok til at flytte hjemmefra, ville jeg så også finde et nyt hjem til deres mor.

Hun hjalp mig med at bearbejde sorgen

Men vores benhårde samarbejde igennem de næste par måneder skabte ikke bare et stærkere og stærkere bånd mellem Lulu og mig. Hun hjalp mig også med at bearbejde sorgen over min mor.

Når hun forsigtigt slikkede sine hvalpe, og de lige så naturligt lagde sig tæt ind under hendes varme pels, mærkede jeg for alvor sorgen over den nærhed, jeg aldrig fik lov at få fra min mor.

Ligeledes løb tårerne, når jeg oplevede, hvor blidt og kærligt Lulu behandlede sine små. Modsat min mor var hun så tålmodig og beskyttende over for dem.

Selv om hvalpene voksede sig større og derfor også blev mere legesyge og nærgående, betragtede hendes varme, brune øjne dem stadig med den moderlige stolthed, jeg aldrig havde oplevet fra min egen mor.

Hvorfor min mor ikke havde haft de samme moderinstinkter over for mig, ville jeg aldrig få svar på. Måske vidste hun det heller ikke selv.

Et var dog sikkert. Da kuldet af hvalpe var klar til at stå på egne poter i nye, trygge hjem, var deres mor også klar til at slippe dem. I mellemtiden havde jeg selv sluppet vreden mod min egen mor og i stedet valgt at beholde hendes elskede hund i mit liv, som jeg på trods af alt var endt med at dele hendes uforbeholdne kærlighed til.