En læser fortæller: Julekortenes magi

Mange aner sikkert ikke, hvad julekort er for en størrelse. Mon ikke det var i gamle dage, før vi fik Snapchat og Instagram.

Andre er nærmest lidt nostalgiske som mig. Jeg husker stadig, hvordan min mor hvert år i december fandt bunken af kort frem fra sidste jul og nænsomt lagde dem på bordet. Tit var der 40-50 stykker, men hun genlæste dem alle, og så gav hun sig ellers i kast med opgaven.

Min mor skrev beretninger om årets gang på gården og opsummerede hele familiens status. Så blev kortene behørigt pyntet med julemærker. De nærmeste fik op til tre, mens andre måtte nøjes med et enkelt. Når postmanden så kom cyklende næste dag, fik han ud over kaffe også de mange kort med i sin taske.

Så drog de ellers ud på både korte og lange rejser. Nogle kom til familie og venner, der var spredt i hele Jylland, mens andre blev sendt udenlands til Sjælland, Tyskland og England, hvor tidligere ansatte eller ekstrabørn nu var bosat.

Det var en fornøjelse at modtage returpost. Sommetider var der puttet lidt godter i, som gjorde stor lykke, især hos os børn.

Julekort i skuffen

Forleden dag fandt jeg ved oprydning i min gamle kommode ca. 20 års julekort i den nederste skuffe. Jeg troede, at den var tom, og nu kunne bruges til de trøjer og cardigans, der ikke længere var plads til på nederste hylde i klædeskabet.

I virkeligheden burde jeg nok have fundet en stor plastikpose og afleveret hele den enorme bunke i min lokale genbrugsbutik. Men som altid kom der en lille, forfjamsket tanke til mig: ”Det kan jo være, at jeg får brug for en af dem senere.”

Først blev jeg overrasket over, at jeg overhovedet havde gemt julekort fra så mange år. Endvidere undrede det mig, hvad jeg havde tænkt, de skulle bruges til, for jeg har ingen erindring om, at jeg kunne få brug for dem en dag.

Jeg lod selvfølgelig ikke chancen forpasse, så jeg smed straks mine cardigans fra mig og gik i stedet i gang med at læse. Det var en stor opgave, men jeg har et princip om, at jeg skal tage afsked med mine beholdninger, uanset om det så er tøj eller bestik, før jeg smider det ud af mit liv.

Og selv om det tog hele min fridag, var det en god oplevelse.

Mine modtagne julekort var nemlig både lange og nogle endda med flotte billeder af børn og hunde i opstillede snelandskaber. Der var dog enkelte fra udlandet, hvor der på finsk eller russisk sikkert stod glædelig jul og godt nytår som det eneste.

Da jeg nåede til julekortene fra de sidste fire år, kunne jeg konstatere, at der var ganske få. Flere af dem var sågar printede A4-sider sendt pr. mail, som nærmest var en hel historie om familiens liv og levned i året, der var på hæld. Jeg overvejede et kort øjeblik, om de overhovedet kan kaldes julekort. Måske nærmere julebreve, men det er nu også ok.

Viljen er stærk

Det var en god oplevelse, selv om jeg blev lidt trist ved tanken. Engang var det en dejlig tradition, at når året nærmede sig sin afslutning, sendte vi til alle, som vi måske havde haft for lidt kontakt med i årets løb, og vi blev opdaterede og samtidig bekræftet i, at der stadig var kontakt og liv.

Jeg har altid sendt julekort, og jeg sender stadig ca. 20 hvert år, men jeg forventer ikke at få tilbage fra alle. I den anledning har det aldrig været noget for noget, men samtidig glæder jeg mig over hvert eneste, jeg får, og lidt ekstra over dem, som ikke bare ønsker god jul og godt nytår, men også fortæller om afsenderens år.

Da jeg var gennem alle mine, tog jeg beslutning om, at jeg kun måtte beholde de særlige, de sjove samt dem fra nogle, der ikke er her mere.

Nu vil jeg finde mine lister frem og igen i år glæde mig til at nedfælde vise ord og dele mine minder ud til dem, der fortjener det, uanset om de ønsker det eller ej.

Måske vil jeg fremover ikke gemme alle julekort mere end et par år, men det er nu dejligt hvert år at finde juleposten frem og genlæse dem og glæde sig over, at alt ikke behøver være digitalt. Dog kræver både postvæsnet og prisen på frimærker efterhånden en særlig stærk vilje, men det har jeg heldigvis endnu.