Jeg vil gå til dans – min mand vil ikke

Hvert år, når ”Vild med dans” er rullet over skærmen, får jeg sådan en lyst til at gå til dans. Og hvert år siger jeg til min mand, at jeg synes, vi skal melde os til danseundervisning, og hver år brummer han bare fra sofaen.

Jeg må nok se i øjnene, at jeg ikke får ham afsted. I går prøvede jeg så at lufte tanken om, at jeg kunne tage af sted alene, og hans svar var, ”skal du så stå og gnide dig op ad en fremmed mand?”

Og ja, det skal jeg vel, men ham den sure i sofaen er nu engang ham, jeg har delt livet med de seneste 27 år, og jeg har ikke tænkt mig at skifte ham ud.

Men når jeg nu ikke kan få ham med på dansegulvet, synes du så, at jeg kan tillade mig at blæse på hans modstand og melde mig som dansepartner?

Jeg ved, det kommer til at give noget ballade.

Du virker til at være en cool og gæv kvinde med en stor kærlighed til din mand. Og når du skriver, der kommer ballade, så virker det ikke til, at det vil være den slags ballade, der slår dig ud.

Igennem 27 år har I sikkert haft nogle udfordringer og åbenbart klaret den. I må have en opskrift på at klare jeres konflikter.

Jeg synes egentlig, at man ikke på den måde skal begrænse hinanden, og hvis du gerne vil danse, skal du da det. Din mand vil nok også forstå, at der er stor forskel på en tv-produktion, hvor alle er sminkede og iført specialsyede kostumer, hvor lyset er sat, og der er nærbilleder og scenevante deltagere – og så den ganske udmærkede stemning der kan være en tirsdag aften i den lokale danseklub.

Det er ikke det samme scenarie, og det kan du tage en snak med din mand om.

Men allervigtigst er det, at du fortæller ham det, som du lige har skrevet til mig, at du overhovedet ikke har tænkt dig at skifte ham ud.

Jeg tror, at I klarer den her, og du kan jo sige til ham, at han er den, du allerhelst vil danse med, og enten letter han rumpen og tager med eller, også tager du selv ud og dyrker motion.

Jeg håber, du får ham med. Det er sjovt at danse.