Ejler satte livet på spil for Danmarks frihed

– Vi satte livet på spil, det er der ingen tvivl om. Men dengang tænkte man jo ikke så meget over det. Jeg var bare 18 år, da jeg blev modstandsmand, og syntes, det hele var spændende, siger Ejler Borch.

I en ny bog, ”Den sidste sabotør – en modstandsmand fortæller”, beretter den 99-årige Ejler Borch for første gang om sin rolle under 2. verdenskrig.

Familien har aldrig vidst andet, end at han var modstandsmand under krigen. Ejler ville ikke fortælle om den tid.

”Det har jeg ikke lyst til at snakke om”, lød det hver gang, nogen forsøgte at udfritte ham. Til sidst hørte spørgsmålene op, indtil barnebarnet Josefine Borch Mason nævnte sin morfar for en journalist.

Journalisten, Anders Hauch Fenger, blev nysgerrig, og til alles overraskelse indvilgede Ejler i et møde. Siddende i sin lænestol med udsigt over havnen i Hundested, familieportrætter på alle vægge og bøger om 2. verdenskrig i reolen foldede han gennem timelange samtaler sin historie ud.

– Flere af dem er skrevet af mine kammerater fra BOPA, siger Ejler Borch med et nik til bøgerne.

– Men dengang kendte jeg selvfølgelig ikke deres rigtige navne. Vi havde allesammen dæknavne for at beskytte gruppen, hvis en af os blev taget af tyskerne.

Da Ejler Borch meldte sig under frihedskampens faner i 1944, boede han i Københavns Nordvestkvarter tæt på Thorasvej. Derfor fik han dæknavnet Thor.

Mødet med bevægelsen

Ejler Borch er født i 1925 som en af i alt ni søskende og voksede op under beskedne kår. Ejler sov de første år i en kommodeskuffe.

Faren arbejdede som desinfektør og udryddede væggelus i lejligheder. Arbejdet foregik med giftige svovldampe og uden maske. Moren syede for fremmede og blev kort før krigen valgt til forkvinde for Vattæppesyerskernes Fagforening.

Da tyskerne besatte Danmark i april 1940, cyklede Ejler rundt og solgte mørklægningsgardiner. Senere samme år kom han i lære på en maskinfabrik. Her gik han til hånde for svendene 48 timer om ugen til en løn på 10 øre i timen.

I 1941 var farens lunger ødelagt af arbejdet, og Ejler mistede som bare 16-årig sin far. Moren måtte kæmpe en hård kamp for familiens overlevelse.

Efter en uberettiget ørefigen fra chefen skiftede Ejler læreplads. Både den tidligere og nye arbejdsplads leverede varer til Tyskland, og selv om Ejler var imod besættelsen af Danmark, var han som mange andre nødt til at tjene penge.

En augustdag i 1944 gik han og de andre lærlinge som så ofte før ned mod Søerne i København i deres frokostpause. Her havde de deres faste bænk, hvor de iagttog det forbipasserende byliv, mens de røg en cigaret. Men denne dag var bænken optaget af et par andre unge.

De virkede ikke interesserede i udsigten, men udspurgte i stedet Ejler og hans kammerater om fabrikken på vejen bag dem. ”Hvor mange er I? Hvad laver I? Hvornår har I pause,” udfrittede de.

Ejler kunne ikke dy sig for at spørge tilbage: ”Hvorfor er I egentlig så interesserede i vores læreplads?”

”Fordi den fabrik, I arbejder på, producerer for tyskerne. Vi er fra modstandsbevægelsen, og vi vil standse produktionen”, lød det resolutte svar fra de unge, der var på alder med Ejler.

Jeg vil være med

Sabotørerne foreslog, at lærlingene hældte en stærkt ildelugtende væske, som de kaldte ”sab-Odeur”, ud i fabrikken. Væsken havde de fået fra Sverige, og den stank angiveligt så meget, at det ville være umuligt at opholde sig i nærheden i tre måneder. Dermed ville produktionen blive stoppet.

Ejler var med på idéen og foreslog frihedskæmperne at hælde væsken i centraltanken med smøreolie, der smurte alle virksomhedens maskiner. Som sagt så gjort, et par dage senere kom de unge tilbage og hældte væsken i olietanken. Til deres store fortrydelse lugtede det slet ikke!

Trods fiaskoen spurgte Ejler de unge, om han måtte være med i deres gruppe.

– Jeg var overhovedet ikke i tvivl. Jeg ville være med, husker Ejler i dag 80 år senere.

Han gav dem sit telefonnummer, men længe hørte han ikke noget fra de unge fyre. Så pludselig en dag stod hans mor med telefonrøret i hånden, ”Det er til dig”, sagde hun. I den anden ende af telefonforbindelsen spurgte en ukendt stemme Ejler: ”Er du stadig med på den?”

Ejler tænkte på de værdier, som hans forældre havde opdraget ham til at arbejde for: retfærdighed, ærlighed og hjælpsomhed. Han var imod, at Tyskland havde invaderet Danmark, og at regeringen havde valgt at samarbejde med besætterne.

Dagen efter telefonsamtalen mødte han op på Vibenhus Runddel ved indgangen til Fælledparken. Her stod en mand på hans egen alder. De nikkede til hinanden, og under den efterfølgende gåtur blev Ejler indrulleret i modstandsgruppen BOPA.

Navnet på gruppen forblev dog ukendt for Ejler Borch indtil efter krigen. Da var hver femte af BOPA-folkene enten dræbt i aktion, henrettet i Ryvangen, sendt i tysk koncentrationslejr eller tvunget på flugt til Sverige.

Vagt ved aktioner

Ejler Borch blev oplært til at holde vagt ved BOPA’s sabotageaktioner. Gruppen forsøgte at undgå skader på civile ved at sende danske arbejdere og vagter væk inden sprængning og advare forbipasserende. Men Ejler skulle lære at skyde med både pistol og maskinpistol, så han til enhver tid var parat til at åbne ild, hvis tyskere fik nys om sabotagen og forsøgte at forhindre den.

– Jeg har aldrig skudt nogen og ved den dag i dag ikke, om jeg kunne have gjort det. Men det ville jo have været mand mod mand …, siger han tankefuldt, mens det sidste dagslys siver ud af lejligheden i Hundested.

En af de gange, hvor alvoren virkelig gik op for Ejler, var, da en kammerat ikke dukkede op som aftalt til et af gruppens hemmelige møder.

Gruppelederen resonerede, at kammeraten formentlig var blevet taget af tyskerne. Lederen gav de øvrige medlemmer besked om at gå under jorden og holde sig væk fra hjemmet i nogle dage. Hvis de blev taget, skulle de holde ud så længe som muligt, inden de fortalte tyskerne noget, lød instruksen.

Ejler cyklede hvileløst rundt i byen, som var fyldt af tyske tropper. Nætterne tilbragte han på en sofa hos en ven. Men han var ikke i tvivl om, at han ville fortsætte.

Heldigvis viste det sig, at den udeblevne kammerat blot var blevet syg og ikke kunne komme til en telefon og ringe afbud. Men Ejler havde nået at tænke mange tanker i de dage.

”Vi kæmpede for at kunne få lov at gå og sige, hvad vi havde lyst til. De skulle fandme ikke bestemme, hvad jeg skulle gøre”, fortæller han i bogen.

”Tyskerne bestemte jo, at du ikke måtte gå uden for en dør efter klokken 22. Hvis du alligevel gik ud, blev du skudt. At vide, hvornår noget er rigtigt, og hvornår noget er forkert, var vigtigt for os. Jeg er stolt af, at folk valgte at gøre det, for det var den rette beslutning’’.

”Lille Sven” døde

Den største aktion, Ejler Borch var med til, fandt sted den 16. februar 1945. Den øverstkommanderende for de allieredes styrker i Europa, Dwight D. Eisenhower, havde i januar 1945 givet modstandsbevægelserne på det europæiske kontinent ordre til at sprænge alle brændstofdepoter.

Ejler stod vagt ved benzindepotet W.H. Tankstelle i Vanløse, hvor tyskerne fra det meste af hovedstadsområdet tankede benzin. Ejler var en af i alt 50 modstandsfolk, der havde omringet Tankstelle.

Ejler Borch erkender, at han var bange. Hjertet bankede i brystet, og det dunkede i tindingerne. Aktionen blev den længste og mest omfattende ildkamp under hele besættelsen.

Det lykkedes at lægge Tankstelle i ruiner, men BOPA mistede også en mand, ”Lille Sven”, som han blev kaldt.

Selv om Ejler ikke kendte Lille Sven personligt, gjorde tabet dybt indtryk på ham. Men det ændrede ikke på hans vilje til at fortsætte. Barnebarnet Josefine har spekuleret en del over sin morfars mod.

– Jeg tror egentlig ikke, han har ændret sig i alle de år. Han var og er en handlingens mand dengang og nu. Hvis hans høreapparat for eksempel driller, sidder han ikke bare og brokker sig, men gør noget ved det.

Ejler smiler kærligt til Josefine. Hans børn, børnebørn og oldebørn betyder alt for ham i dag. I mange år havde han også familien med til 4. maj-festligheder med andre modstandsfolk, men i dag er de fleste borte.

– De talte aldrig om deres aktioner, husker Josefine Borch Mason. – De talte derimod om alt det gode i livet. Deres børn, fødselsdage osv.

Ejler Borch kan ikke rigtig svare på, hvorfor han aldrig ville fortælle før nu. Måske troede han ikke, at hans historie havde interesse for andre. I hvert fald var han meget forbløffet, da henved 100 mødte op i det lokale forsamlingshus for at høre hans livs første foredrag.

– Der var lang kø for at få signeret min bog, siger han stadig forbløffet efter oplevelsen.

– Jeg havde troet, der højst ville komme 10. Men jeg har måske alligevel været med til at gøre en forskel …