En læser fortæller: Mit barns far gik i hundene

Alt var fryd og gammen, inden vi fik børn. Selv om jeg til tider godt kunne fornemme, at William måske var lidt umoden af sin alder, havde vi det skægt sammen. Da vi besluttede os for at prøve at få et barn, valgte vi at blive gift og købe hus. William overlod tøjlerne til mig, og selv om jeg savnede, at han var lidt mere med ind over, var jeg blevet vant til at være primus motor i vores ægteskab.

Men da vi blev forældre til vores elskede, lille Gustav, blev det for første gang rigtig surt, at jeg stod for det hele. Det gik okay, mens jeg stadig var på barsel fra mit arbejde som sygeplejerske. Her var jeg endnu i en lykkerus af babyboble og følelsen af at lege far, mor og børn.

Jeg fornemmede, at William stadig virkede umoden af sin alder i forhold til, hvad jeg havde forventet af en faderolle. Han spillede stadig en del playstation og var desuden meget ude med drengene. Jeg slog det hen og tænkte, at han nok skulle tage sig sammen, når jeg begyndte at arbejde igen efter barsel.

Da jeg genoptog mit arbejde, blev det dog tydeligt, at jeg nu havde to børn at passe, både Gustav og min mand. Jeg stod for det meste. Jeg købte ind, lavede mad, smurte madpakker, gjorde rent og vaskede tøj. Derudover arrangerede jeg alle aftaler, både de private samt dem hos lægen og sundhedsplejersken. Jeg skulle også arrangere aflevering og afhentning midt i mine skiftende arbejdstider som sygeplejerske.

Når mine forældre passede Gustav, fordi jeg var på arbejde, og William gerne ville have lidt fritid, hentede han Gustav, som vinden blæste. Aftalen lød ellers på, at han skulle hente Gustav først på aftenen, så de to også fik lidt tid sammen, men tit blev Gustav først hentet lige før sengetid.

Han glemte vores søn

Enkelte gange glemte William ham ligefrem. Godt nok kunne Gustav overnatte hos mine forældre, alligevel gjorde det ondt på ham at blive glemt. Også selv om mine forældre prøvede at gøre det ekstra hyggeligt for ham og undlade at lægge vægt på det faktum, at hans far havde glemt ham.

Jeg begyndte at få stresssymptomer, og det gik ud over min nattesøvn, som jeg var så afhængig af. Jeg forsøgte at tale med William om det, men han bidrog med absolut ingenting. Pludselig så jeg ham i et andet lys, det sande lys. William var ikke i stand til at bidrage til familien, selv om han måske gerne ville. Derfor begyndte jeg at overveje, om det var bedre og mere stabilt for Gustav og mig, at vi havde vores egen husholdning og dermed en mere pålidelig hverdag med ro og regelmæssighed.

Lige nu tog William hverken ansvar for sig selv eller for Gustav. Han kørte et onemanshow, der mindede om hans ungkarleliv. Det var en stor beslutning, som ikke kun ville gribe ind i Williams og mit liv, men også i Gustavs.

Jeg brugte et år på at tænke det igennem, mens jeg samtidig forsøgte at sætte ord på det over for William, så jeg var sikker på, han vidste, at jeg havde brug for, at han trådte i karakter og påtog sig sin del af ansvaret. Tidligere på året havde jeg i min fagforening været på kursus i ”giraf-sprog”, så jeg brugte principperne om at blive på egen banehalvdel, give udtryk for mine behov og holde fokus på sagen uden at anklage William.

William nikkede og lovede at gøre en indsats. Vi gav hinanden et langt kram, og jeg var lettet over at have taget snakken, og at han havde taget så godt imod den. Jeg var klar til at starte på en frisk. William forbedrede sig faktisk, men det var kun i begyndelsen, og så gik det ned ad bakke.

Jeg var drænet

Efter mindre end tre uger var alt ved det gamle. På det tidspunkt var jeg fuldstændig drænet, og jeg havde slet ikke lyst til hverken at kysse eller kramme ham. Da han kom ind på, at det var længe siden, vi havde haft sex, var jeg ved at gå i spåner. Jeg fortalte ham, at jeg overvejede, om det var bedst, vi blev skilt.

Det blev en modbydelig tid. Vi begyndte at skændes mere og mere, og hver gang hang snakken om skilsmisse som en trussel i luften imellem os. Situationen var uudholdelig for os begge. I sit forsvar blev William både hånlig og tog afstand, men han begyndte også at bruge Gustav som et våben. Han vidste, at Gustav var mit bløde punkt.

En dag, hvor vi alle tre gik en tur sammen, spurgte William, om vi ikke skulle starte forfra. Lige der kunne jeg mærke, at det havde jeg faktisk ikke lyst til, for jeg havde ikke mere at give af. Så det sagde jeg.

Williams øjne ændrede sig. Det var, som om noget enten gik i stykker i William eller blev hårdt. Måske begge dele. På det tidspunkt var vi begyndt at sove hver for sig. William sov i soveværelset og jeg i gæsteværelset. Gustav sov i sengen ved siden af mig.

Næste morgen stod jeg op og opdagede til min rædsel, at de begge var væk. Instinktivt vidste jeg, at noget var galt. Jeg begyndte at lede overalt i huset, mens jeg igen og igen ringede til William, som undlod at svare. De var heller ikke i haven, så mens jeg spænede rundt i området, ringede jeg til mine forældre. Måske havde han gjort skade på Gustav eller sig selv eller var flygtet til udlandet.

Jeg fandt dem ved en træbro 100 meter fra huset, heldigvis i live.

William sad og smilede til mig, tydeligt uligevægtig, mens Gustav kørte sin yndlingslastbil rundt på jorden. Jeg havde det, som om jeg på samme tid var ved at besvime af lettelse og af en afsindig vrede. Jeg kendte William, og jeg kunne se på ham, at han havde gjort det bevidst, for at jeg skulle tænke det værste. Han tog Gustav ind i sin favn, mens han holdt øjenkontakten med mig, og det løb mig koldt ned ad ryggen.

Vi gik tilbage til huset, hvor mine forældre kom for at dulme situationen og tage sig lidt af Gustav, mens William og jeg talte sammen. På det tidspunkt havde jeg regnet ud, at William ville komme til at håndtere skilsmissen rigtig dårligt.

Han gik på druk

Jeg spurgte ham, om vi sammen skulle fortælle Gustav om de forestående forandringer. William kiggede køligt på mig og sagde så:

– Det er din beslutning, og du siger det!

Så forlod han huset. Bekymret spekulerede jeg på, hvor han tog hen. Senere fandt jeg ud af, at han var ude at skaffe alkohol, og derefter okkuperede han soveværelset. Han gik totalt i hundene.

I sine branderter oprettede han en masse datingprofiler. Da jeg en dag måtte have fat i hans telefon for at ringe til hans læge og bede om hjælp, så jeg nogle af hans beskeder, hvor han skrev, at han havde et lorteliv. Til sidst mistede han også sit arbejde, for han drak som et hul i jorden.

Det var hårdt for os begge. Som altid var det mig, der stod alene med det hele, nu også med hussalget. Jeg flyttede hjem til mine forældre, mens jeg hjalp William med at finde og derefter indrette en lejlighed. Jeg ønskede jo kun at give ham en god start på sit nye liv.

Men han drak fortsat, og de næste tre-fire måneder så han kun Gustav meget sporadisk. Jeg fortalte ham, at hvis det her fortsatte, risikerede han at miste forældremyndigheden.

Der gik noget tid, hvor William var meget ustabil. Det lykkedes engang imellem Gustav og jeg at få gennemført et besøg. Det var vigtigt, at Gustav blev ved med at have en far, og at de havde så godt et forhold som muligt. Vi havde nogle gode snakke, den skønne 4-årige og jeg, og han forstod godt, at far gennemgik en svær tid.

Jeg fik en krise

Selv gennemlevede jeg også en krise og så endda under coronapandemien. På et tidspunkt var vi kun to sygeplejersker på afsnittet, så vi kørte skiftevis dobbeltvagter. Jeg kørte nattevagt og morgenvagt, min kollega dagvagt og aftenvagt, og så skiftedes vi.

Samtidig købte jeg ny lejlighed. William havde fået alle møblerne, så jeg startede fuldstændig forfra, og det ville jeg egentlig også gerne. Mit eneste krav var, at Gustav skulle have det meste af sit legetøj hos mig, for det var trods alt her, han var størstedelen af tiden.

Selv om besøgene hos William det næste lange stykke tid var sporadiske, og han ikke altid lukkede os ind, så lykkedes det at bevare en slags minimumsrelation mellem far og søn. Det betød ikke, at det var nemt. En af gangene, hvor vi kom på besøg, sad William på gulvet i underbukser og omringet af flasker.

På et tidspunkt lykkedes det Gustav at holde op med at drikke, og han har ikke rørt en dråbe siden. Da han havde været ædru i 30 dage, startede vi med et par overnatninger, og så begyndte vi på en 12-2 dags ordning, hvor Gustav var 12 dage hos mig og to dage hos sin far.

Hvert år spørger jeg Gustav, om han gerne vil op i tid hos sin far. Det første år ville han ikke, men andet år ville han gerne. Herefter er vi hvert år gået en ugentlig dag op i tid, og nu har William sin søn hos sig fem dage om ugen, mens jeg har ham ni dage.

Selv om det har været en svær tid for os alle, også Gustav, så er vi kommet ud på den anden side.

I dag har vi det rigtig godt, alle tre, og vi holder endda sommerferie sammen. Kærester bliver vi aldrig, men vi er en god familie, så længe William og jeg bare er venner.

Jeg elsker, hvor jeg er i mit liv lige nu, og jeg hviler i, at det var den rigtige beslutning.