Skilsmisse med langt tilløb

Jeg har brug for et råd, for jeg føler, at hele min vennegruppe og min familie har vendt sig mod mig og rottet sig sammen – og derfor kan jeg ikke længere tale med dem om det, der går mig på. Det er, som om de ikke vil forstå.

Jeg har været sammen med den samme mand i 25 år. Vi har børn sammen, og det har gået, som det nok gør for de fleste, meget op og ned. Her i min overgangsalder er det, som om jeg har fået hevet solskinsbrillerne af, og nu kan jeg faktisk se, at jeg i mange år har været ret klemt i mit forhold.

Min mand har været humørsyg, dominerende og til tider ondskabsfuld og manipulerende. Han har drukket meget og råbt ad mig. Jeg har bare holdt tungen lige i munden og gjort det, jeg følte, var bedst for at holde sammen på vores familie.

Nu er alle børnene store og flyttet hjemmefra, og jeg føler mig ked af det og ser mit ægteskab i et andet lys.

Jeg ved godt, at jeg burde forlade ham, og det tror jeg også, at jeg gør, men jeg kan ikke bare sådan lige gøre det uden at tage et langt tilløb.

Jeg har haft en meget dysfunktionel opvækst, der desværre minder en del om det forhold, jeg selv har været i. Det erkender jeg nu, og det smerter mig meget.

Mine venner og min familie skubber mig og siger, at jeg skal få opløst det usunde ægteskab og se at komme væk, så jeg kan få et roligt liv og en alderdom uden glasskår på gulvet. Men de skubber mig for meget. De siger, at jeg ikke kan blive et sekund mere, at jeg bare må se at hive plasteret af og komme afsted. Men jeg kan ikke bare bryde. Alt inden i mig kæmper imod. Jeg er bange. De forstår mig ikke.

Derfor skriver jeg til dig. Kan du råde mig? Sige et eller andet? Eller i det mindste forstå mig?

Tak.

Hvis bare jeg kunne vise dig, hvor mange der står lige ved siden af dig og har det på præcis samme måde, så ville du måske ikke føle dig helt så alene. Jeg har ikke tal på det, men jeg kan forsikre dig om, at tusindvis af alle os, der er vokset op med dysfunktionelle forældre, lider i vores voksenliv på grund af vores manglende evne til at skabe sunde relationer.

Dine venner og din familie mener det jo godt, når de forsøger at skubbe til dig, men de forstår ikke, hvor stor en opgave det er at bryde den sociale arv.

Du må forklare dem, at du ikke har lært at tage vare på dig selv, og at du nu ser dit forhold i et andet lys (de har nok set det længe), og du har brug for tid til at forstå sammenhængen rigtigt.

Du skal begynde at mærke dig selv og sige fra, når din mand går over dine grænser. Hvis han råber eller drikker eller manipulerer, skal du trække dig. Det kan være, du skal have professionel hjælp til at finde de nye strategier. Der er mange små bitte ting, man kan begynde at gøre i de relationer, man er bundet i, så man selv træder mere frem som person og på den måde beroliger sit system, men det tager tid.

Dine venner og familie skal rose dig for dine små skridt. De ser slutmålet, skilsmissen, som dér hvor du har klaret den, men der er så mange opgaver på vej derhen.

Tænk, hvis man sagde til en baby, der tog sine første skridt, ”det er flot, men det er først rigtig flot, når du kan gå ud i køkkenet og tilbage igen”, så ville al motivation jo dø langsomt. Dine nærmeste skal opmuntre dig og være omkring dig. Du skal have ros, hvis du fortæller om dine følelser, ros hvis du rykker dig bare en centimeter. Du kan jo begynde med at fortælle dem, at du har brug for at gøre det her i dit eget tempo.

Jeg ønsker dig stort held og lykke.

Klarsyn kan være skræmmende, men det er sommetider nødvendigt for at rykke sig et bedre sted hen.