![En dreng med adhd](https://imgix.familiejournal.dk/2024-04-08/1%2C-nr.-15%2C-2024.jpg?auto=format,compress&fit=crop&crop=faces,entropy&ar=4:3)
Jeg har læst meget om symptomerne på ADHD, og faktisk genkender jeg nogle af dem hos mig selv.
Blandt andet har jeg ofte svært ved at slappe af, min planlægning af mange ting er helt til månen, og jeg kan have svært ved at lade andre tale ud, før jeg bryder ind med mine egne idéer og meninger.
Jeg er ingeniør, 35 år og ansat i en it-virksomhed, hvor jeg hurtigt er steget i graderne, så jeg nu leder en afdeling. På hjemmefronten har jeg to små børn og er faktisk lige kommet tilbage efter barsel nummer to. Min mand tager resten af barslen og er derfor hjemme for tiden.
Jeg tænker egentlig ikke, jeg har brug for medicin, men det ville da være rart at vide, om jeg har diagnosen.
Skal jeg bede om en henvisning til en psykiater og blive undersøgt?
Mvh. S
Ud fra de symptomer, du beskriver, er det klare svar umiddelbart nej.
Du lyder for mig som et helt almindeligt menneske med gang i både familielivet og karrieren. Der er tryk på, så selvfølgelig kan det være svært at slappe af, men nemt at komme til at afbryde andre. Der er heller ikke noget at sige til, hvis du har lidt svært ved planlægning i de travle perioder.
Du har været i stand til at tage en uddannelse, er hurtigt blevet forfremmet og har desuden et stabilt samliv. Efter min mening har du hverken brug for en diagnose eller medicinsk behandling.
Det er helt rigtigt, at rastløshed og uro, manglende evne til at planlægge, holde koncentrationen og færdiggøre ting samt en stor impulsivitet kan være tegn på ADHD, men mon ikke mange af os kan genkende disse træk hos os selv indimellem.
Jeg mener, man først skal søge læge, hvis det hæmmer en i hverdagen og generelt besværliggør livet. En diagnose kan for eksempel begrænse muligheden for at få visse forsikringer og også visse typer jobs, og det er der jo ingen grund til at udsætte sig selv for, hvis man er velfungerende. Desuden skal der i et presset system være plads til udredning af de rigtig syge, og i øjeblikket er der mangel på psykiatere.
Så lev dit liv, pas på ikke at blive stresset, og opsøg kun diagnosen, hvis symptomerne fylder meget i hverdagen og forhindrer dig i mangt og meget. Ellers kan det gøre mere skade end gavn.
Kærlig hilsen Lotte
Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.
Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk
Måske har jeg ADHD?
Må små børn nu ikke få komælk?
Hvorfor vaccinerer vi ikke mod skoldkopper?
Måske har jeg knogleskørhed?
Støttestrømper mod lægkramper
Ammer jeg for meget?
Virker akupunktur rent faktisk?
Kan jeg selv lave tårevæske?