
Familielægen
Hvad er ultraforarbejdet mad?
Jeg har i Familie Journal læst om en kvinde med Lichen sclerosus. Igen var det en kvinde i 50’erne, men det er bare ikke hele sandheden med denne lidelse. Faktisk kan man få denne sygdom allerede som barn, og rigtig mange opdager den i 20’erne eller 30’erne.
Det tog mig 15 år at få stillet diagnosen, fordi min tidligere læge intet kendte til sygdommen. Det er en vigtig pointe, for det er et kæmpe tabu at have Lichen. Så tak for at sætte fokus på det. Det mangler der virkelig!
Mvh. Helle
Jamen, så skal der da fokus på Lichen sclerosus igen.
Lichen er en kronisk hudsygdom, som ikke kan helbredes, men heldigvis behandles ret effektivt. De fleste tilfælde forekommer efter menopausen, men tilstanden kan forekomme hos kvinder i alle aldre, inklusive præpubertetspiger.
Prognosen er god og bedre hos unge piger end hos voksne kvinder. Det vigtige er selvfølgelig, at lægen kan stille diagnosen og henvise patienten til behandling, typisk hos en gynækolog.
De typiske symptomer på sygdommen er kløe og smerter, oftest ved kønsdelene, men Lichen kan også ses andre steder. I begyndelsen er huden hvid og måske let hævet, og efterhånden udvikles en karakteristisk "cigaretpapir"-hud. Det vil sige hud, som er tynd, hvid og rynket.
Uforklarlige smerter ved sex, og måske også når man skal af med afføring, kan opleves og bør altid undersøges hos lægen, som så forhåbentlig genkender symptomerne.
Desværre giver Lichen en øget risiko for både sammenvoksninger og tørhed, men også for kræft. Alt sammen i området omkring de kvindelige kønsorganer. Det er altså meget vigtigt at opdage den forholdsvis hurtigt, så dette kan forebygges effektivt.
Jeg er ked af at høre, du føler, at sygdommen er belagt med tabu, for der er da nok at slås med. Der findes en patientforening for folk med Lichen sclerosus, som forhåbentlig kan være med til at aftabuisere sygdommen.
Kærlig hilsen Lotte
Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.
Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk
Hvad er ultraforarbejdet mad?
Vi taler for lidt om Lichen sclerosus
Hvad gør jeg ved min mands lugt?
Bekymret læser: Min datter vejer for lidt
Socialrådgiver: Hvor er min energi blevet af?
Nybagt mor: Bør vi undgå for mange kys?
Er vi for gamle til at blive forældre?
Skal jeg få fjernet min spiral?