Det værste, en mand kan miste, er sit kørekort og sin rejsningsevne

Det gik egentlig så godt det hele. Efter 33 år på samme arbejdsplads, var Niels Bylund klar til at gå pension i 2020 og bare nyde livet sammen med sin elskede kone, Lene.

De havde fritidsinteresser, der skulle plejes, og desuden to voksne sønner, svigerdøtre og tre børnebørn. Niels skulle bare lige have et tjek hos lægen, og så var han klar til livets dessert.

Men sådan kom det ikke til at gå.

For den besked, der skulle have frikendt Niels for alvorlig sygdom, kom i stedet til at vende op og ned på hans liv. Han fik konstateret prostatakræft, og behandlingen skulle gå stærkt, hvis hans liv skulle reddes.

Kun få symptomer

Som for mange andre prostatakræftpatienter havde Niels ikke haft symptomer på sygdommen, mens den langsomt kom snigende som en tyv om natten. Ingen smerter, intet ubehag eller forandringer i kroppen. I hvert fald ikke før han var alvorligt syg.

− I marts 2020 kunne jeg se på min sæd, at den blev tyndere og tyndere i konsistensen. Men jeg slog det lidt hen, for jeg skulle alligevel ikke have flere børn, fortæller Niels og tilføjer:

− Det var dumt!

Om sommeren lagde han mærke til, at han ofte skulle på toilettet midt om natten, hvilket er ganske almindeligt for folk i 60’erne, men det generede ham alligevel.

− Jeg lod være med at drikke vand, inden jeg skulle i seng, men alligevel blev nattetisseriet hyppigere og hyppigere fra en til to til tre gange om natten, og jeg undrede mig over det.

Derfor tog Niels langt om længe til lægen, men da viste kalenderbladet også oktober, så der var gået over et halvt år, siden han første gang bemærkede, at hans sæd var blevet ”tynd som kærnemælk”.

Lægen undersøgte Niels og konstaterede med det samme, at hans prostata var forstørret, og at der var forandringer på den.

Han tog også en blodprøve for at tjekke Niels’ PSA-tal, der bruges til at vurdere risikoen for, at man har prostatakræft. Det viste sig at være skyhøjt. Normalt skal tallet være under 4, men Niels’ lå på 35.

Han fik derefter fortaget en biopsi, og i november – kort før sin 66-års fødselsdag − fik han så den tunge besked, at han havde fremskreden prostatakræft.

− Jeg var sikker på, at livet var forbi og så både kiste, kirkegård og flag på halv stang for mig, siger Niels.

Manglende libido

Døden kunne også meget vel have været udfaldet, for Niels fandt ud af, at var kræften blevet opdaget blot seks til otte uger senere, havde han været uhelbredeligt syg.

Han fik valget mellem at få fjernet sin prostata ved en operation eller at gennemgå strålebehandling og en 3-årig antihormonbehandling.

Han valgte det sidste, for en operation kunne give langt flere komplikationer foruden bivirkninger som inkontinens og manglende rejsning på grund af kræftens fremskredne stadie.

− Det værste, en mand kan miste, er sit kørekort og sin rejsningsevne. Så jeg valgte strålingen, joker Niels.

Han gik i behandling i december, og allerede fem måneder senere var kræftcellerne i hans prostata væk.

Dog skulle der gå noget længere tid, før han var helt kræftfri, og den testosterondæmpende medicin kom desværre ikke uden bivirkninger.

− Jeg har mistet muskelmasse, selv om jeg både cykler, svømmer og går lange tur. Jeg er ofte træt, og jeg skal stadig op og tisse flere gange om natten. Og så har jeg hverken haft evne eller lyst til sex i flere år, fortæller Niels.

Hans manglende libido påvirker ham stadig. Men ikke så meget som for to år siden, hvor han måtte gå til psykolog for at få bearbejdet de svære tanker og sorgen over ikke længere at kunne ”præstere”.

− Da jeg blev raskmeldt i august 2022, fik jeg en kæmpe psykisk reaktion. Jeg gik fuldstændig ned med flaget og måtte til psykolog seks-otte gange. Det gik op for mig, at godt nok var jeg rask, men jeg havde ikke haft sex i to år, og jeg følte ikke, at jeg var en rigtig mand mere.

Samtalerne hos psykologen hjalp, men støtten fra hans kone, Lene, har betydet allermest.

− Det var en hård tid, men min kone og jeg kom heldigvis igennem det. Vi har siden udviklet en stærk intimitet uden samleje, og som hun ofte siger til mig: ”Hvad er vigtigst, livet eller underlivet?” Og det er jo sådan set rigtigt, konstaterer Niels.

Hjælper andre mænd

Han har derfor besluttet kun at fokusere på de positive aspekter af tilværelsen.

− Jeg kan stadig hygge mig med min familie og venner, jeg kan stadig tage ud og rejse, jeg kan stadig nyde god mad, og jeg og en ven kan stadig tage ud og spille musik med vores lille band, Hitfingers. Vi spiller covermusik for hr. og fru Danmark i weekenderne, smiler Niels.

At gøre mennesker glade betyder meget for ham. Men også at udbrede viden om prostatakræft og hjælpe andre, der står i samme situation, som han var i for få år siden.

Derfor er han gået ind i prostatakræftforeningen PROPA, som er en landsdækkende organisation, hvor prostatakræftpatienter og pårørende kan få støtte og vejledning af ligesindede.

− Jeg har valgt at være åben omkring min sygdom og fortælle andre om mine erfaringer, for det er tabubelagt at have prostatakræft, når man mister sin potens eller går rundt og tisser i bukserne. I foreningen kan man møde andre i samme situation, og min erfaring er, at når mænd hører andre mænd fortælle om deres problemer, bliver de helt lettede, fordi det går op for dem, at det ikke kun er dem, der går rundt og har det svært.

Foruden erfaringsudveksling i samtalegrupper mødes mændene i foreningen også for at dyrke sport sammen og høre foredrag om nyeste forskning og behandlingsmetoder.

Sidstnævnte går Niels meget op i, for han håber, at tidlig screening for prostatakræft en dag kan blive en mulighed for danske mænd på lige fod med kvinders screening for brystkræft.

− Hvis nu man en gang om året fik et brev i e-Boks om, at man skulle gå til læge og få taget en blodprøve for at få tjekket sit PSA-tal, ville man kunne indlede behandlingen meget tidligere, end det ofte sker i dag. Så ville der være færre, der skulle igennem operation og strålebehandling, men kunne nøjes med en mild behandling med færre bivirkninger, forklarer Niels.

Han kender flere, der ligesom han har fået sygdommen konstateret sent, og nogle af dem har sagt nej til behandling, fordi de ikke vil risikere at få inkontinens og miste deres potens.

− Det, synes jeg, er forståeligt, men for mit eget vedkommende er de fysiske gener trods alt bedre end alternativet. Livet er ikke det værste, man har, smiler han.