En læser fortæller: Med hat og handsker

Der findes mennesker, der har et såkaldt ”hattehoved”. Jeg hører ikke til dem. Desværre. Lige meget, hvad jeg tager på hovedet, så pynter det ikke, tværtimod. Duer ikke, væk, som prinsessen sagde til svinedrengen. Min mor derimod, hun kunne tage en hvilken som helst ”bør” på, uden det skæmmede hendes udseende.

Sådan er vi så forskellige, og heldet er med mig så at sige, for ”man” går ikke med hat i vore dage, medmindre man selvfølgelig skal til Derby eller deltage i et selskab med de kongelige og andre fornemme folk. Det skal jeg ikke, så jeg behøver ikke købe en fin hat med eller uden fjerprydelse eller slør. I virkeligheden har jeg slet ikke brug for en hat, heller ikke når jeg skal en tur på café, men der var engang …

Der var engang, hvor såkaldt virkelige damer ikke kunne drømme om at træde ind på et konditori, som caféerne kaldtes i 1950érne, uden at have iført sig pænt tøj og selvfølgelig hat og handsker plus en nydelig håndtaske med kort hank. Min mor var sådan en dame, for nok var hun af arbejderklassen med en nødtørftig skolegang bag sig, men hun vidste, hvad der passede sig, og at man skulle klæde sig på til lejligheden.

Da hun gik ud af skolen, var hun et par år ansat som barnepige hos en familie, der var højt på strå, for derefter som ganske ung og med kongebrev og det hele at indgå i den hellige ægtestand med min far, der ligeledes kom fra arbejderklassen. Og de levede lykkeligt til deres dages ende, det gjorde de virkelig. Jeg var der. Jeg, som var den yngste af otte børn, så det selv.

Der var dog én ting, som kunne give anledning til skærmydsler, nemlig hvad pengene, som der altid var knaphed på, skulle bruges til. De skulle i hvert fald ikke ødsles væk. Ting blev repareret, tøj genbrugt, sko forsålet, madspild hørte fremtiden til, og transport foregik på cykel, til fods eller til nød med sporvogn.

Dog så vi sommetider Morten Korch-film i biografen, men det var helt oppe foran på de billige pladser med nakken tilbage og øjnene på stilke. Der sad vi så side om side, min mor og jeg, og når helten, (måske spillet af Poul Reichardt) kyssede heltinden (måske Tove Maes), råbte folk: ”Ismand!” Hverken jeg eller min mor vidste hvorfor.

Når vi traskede hjem igen, bandt min mor sit hovedtørklæde med en lille knude under hagen, og selv det klædte hende godt.

På hjemvejen passerede vi en række butikker, der lokkede med flotte og fristende udstillinger. Skotøjsforretningen fik et kig, konfektionsbutikkens kjoler blev beundret, legetøjsforretningen fik et længselsfuldt blik, men ak, vi skulle videre, mente min mor og satte farten lidt op, for sidst i rækken lå hendes yndlingsforretning, ”Hattesalonen – til den kræsne kvinde”. Åh mand, det var så kedeligt at stå der og høre på hendes begejstrede udbrud, men hun var ikke til at rokke.

– Næh, se den der, den æblegrønne, er den ikke bare … Og den med sløjfen bagpå, og se den med den lille fjer.

Så kedsommeligt.

Mens hun faldt i svime, dagdrømte jeg om Ib Mossin, sønnen på gården, der så så sød ud med sit lyse hår, og som frygtløst tog kampen op mod den onde godsejer (måske Jørn Jeppesen) og til sidst reddede det hele.

Endelig havde min mor set sig mæt og udpeget netop den hat, hun allerhelst ville have, men vi vidste begge, at det ønske ville hun aldrig få opfyldt. Det var alt for dyrt at gå til en rigtig modist, for som min far altid råbte, så stod der ikke Rockefeller på ryggen af ham, og hvis hun troede, at pengene voksede på træerne, så kunne hun godt tro om igen.

Så når min mor købte sig endnu en ny hat, gik turen til Nørregade i København, hvor stormagasinet Daells Varehus lå og dominerede gadebilledet. Det var vores foretrukne butik, eller rettere sagt min mors, men det råbte hun ikke højt om, for min far forstod slet ikke, at en kvinde eksempelvis kunne have brug for en ny taske, når hun nu havde en i forvejen.

Endnu mindre fattede han, at man behøvede mere end én hat. Selv havde han dog to, en imiteret skindhue med øreklapper til vinterens kuldegrader, og en ”en blød hat” i grå, som han gik med, når det var søndag, og vi skulle noget. Jeg tænkte på den som hans hilsehat, for hver gang, han mødte en bekendt på gaden, lettede han på hatten og gav dem et nik. Sådan var det, for han var på hat med mange mennesker i vores nabolag.

En pæn hat og en knap så pæn, men varm hat var, efter hans mening, alt, hvad et menneske havde behov for. Det der med, at hattens farve havde betydning, fordi den skulle passe til en frakke eller en spadseredragt, gik over hans forstand, og det var så på det punkt, der kunne komme sprækker i det ellers harmoniske forhold, mine forældre normalt havde.

Det var udelukkende for at undgå ballade, at min mor blev smugler, og jeg blev spion og medvider, for helt ærligt, det var ikke rart for nogen af os, når min far ”gik i udbrud”. Så fossede bandeordene ud af hans mund.

– Hvor mange gange skal jeg sige det? Vi har ikke råd til hatte og den slags pjat. Huslejen skal betales for ikke at tale om sygekassen, lys og gas og …

Ak, det var ikke sjovt at være vidne til. Så jeg var min mors villige hjælper, når hun vendte hjem efter en tur ind til byen. Hvis jeg havde været med hende, var hjemkomsten efter den hemmelige hatteekspedition nem nok, men ellers forhørte hun sig om, hvad tid jeg fik fri fra skole, og så tilrettelagde hun sin udflugt sådan, at jeg kunne vente ved stoppestedet og være klar, når hun ankom med sporvognen, bærende på den fyldige pose, som indeholdt den nye, helt fantastiske hat, som hun bare måtte have, og som passede lige på en prik til hende. Selvfølgelig.

Hun kendte sin hattestørrelse og vidste desuden hvilke faconer, der klædte hende bedst. Måske havde hun dårlig samvittighed over sin ekstravagance, men som hun forklarede mig, så var hatte det eneste, hun ikke kunne lave selv, stort set. Det kunne hun dog ikke få min far til at forstå, så derfor krævede det en særlig manøvre, når hatteposen skulle transporteres ude fra opgangen, gennem korridoren og ind allerbagerst i klædeskabet. Uden min far opdagede det. Sagen var bare den, at min fars løsarbejde gjorde, at han sommetider var hjemme midt på dagen, man kunne aldrig vide det.

Det var så der, jeg kom ind i billedet. Mit job var at tjekke, om han var der, før hun gjorde sin entré. Hvis han var hjemme, sad han som regel ved spisebordet og drak kaffe og læste i ”Aftenbladet”. Af og til var han simpelthen faldet i søvn der på spisestuestolen, for han stod altid tidligt op, og hans arbejde foregik som regel udendørs. Så var det nemt nok lige at smutte ind, men ellers holdt jeg ham hen med snak og legede Spørgejørgen, mens min mor tiptåede ind i soveværelset med sin dyrebare last. Så var alle glade, udtagen mig, for en del af mig holdt ikke af at narre min far.

Han havde jo ret, der var ikke råd til unødvendige udskejelser, for det skete mere end en gang, at han måtte aflægge ejendommens ejer et besøg. Jeg var altid med ham og så, hvordan han stod der på måtten med hatten i hånden og bad om henstand. Hvad hjælper det, man har en ny damehat i den helt rigtige farve på hovedet, hvis man bliver sat på gaden? tænkte jeg og så for mig, hvordan vi og alt vores indbo havnede på fortovet lige oven i en af de hinkeruder, jeg havde tegnet sammen med mine legekammerater.

Heldigvis gik det aldrig så galt. Hatteshowet fortsatte, og hvis min far udbrød med let rynket pande og et spor af undren i stemmen:

– Sig mig, har du ikke fået ny hat?

Så kom svaret prompte: – Nej, altså, den gamle bør har jeg da haft i hundrede år, men du lægger selvfølgelig heller aldrig mærke til noget, sagde min mor fornærmet og slog med nakken.

Men der tog hun fejl, han lagde mærke til noget. Han lagde for eksempel mærke til hendes kastanjefarvede hår, der blev vandonduleret en gang om ugen, og som han blandt andet var faldet for i sin tid, og der var ingen tvivl om, at han var stolt af hende.

– Se, sagde han, når vi sad i tog, sporvogne, ja alle vegne og udpegede min mor for fremmede folk. – Se, det er konen.

Han strålede som en sol, for det var konen, hans kone, som faktisk var en virkelig dame, med eller uden hat.

En skønne dag skulle min storesøster, nummer syv i flokken, konfirmeres. Hun var 14 år og på vej ud af skolen. Heldigvis havde min mors hatteindkøb ikke ruineret os helt, så der blev holdt fest hjemme i spisestuen, og der blev danset, så loftslamperne gyngede, og sunget fællessange, så det gav genlyd i opgangen.

Min søster var glad og teede sig som et barn, men så blev det mandag, og vupti, væk var det fjollede pigebarn. Jeg troede ikke mine egne øjne, da hun pludselig havde forvandlet sig til en dame fra den ene dag til den næste. Der kom hun anstigende iført spadseredragt, som min mor selv havde syet, sko med en fiks hæl, nethandsker … og en hat med en lille fjer, der vippede kækt, når hun gik, plus en håndtaske med en kort hank.

Jeg fik et chok og begyndte at frygte den dag, hvor det blev min tur til at skulle konfirmeres, for allerede som barn stod det klart, at mit hoved ikke egnede sig til hatte. Ikke så meget som en sød, lille børnestråhat gik an. Sikke en fremtidsudsigt. Jeg ville helt sikkert aldrig få en kæreste endsige blive gift, når jeg engang blev voksen og skulle gå med en uklædelig hat.

Men tiden gik, moden skiftede, hattebutikker gik nedenom og hjem, også selv om min mor til det sidste blev ved med at købe sig en ny hat. Selv har jeg aldrig investeret i så meget som en regnhat. Så hellere ligne en druknet mus end at vise verden, at ”hattehoved”, det har jeg ikke.