
Når det kommer til tøj, har jeg hele mit liv skilt mig ud, men ikke på den positive måde. Da jeg var lille, købte min mor mit tøj på udsalg, og prisen og holdbarheden var vigtigere, end hvordan det så ud.
Nogle gange fik jeg bunker af aflagt tøj fra min kusine. Som jeg husker det, var meget af det turkis og mintgrønt. Det så flot ud på min mørkglødede kusine, men på min blege krop så det helt forkert ud. Mine forældre havde ikke mange penge at rutte med, så uanset om tøjet var købt på udsalg eller kom fra min kusine, lod jeg som om, jeg var glad for det.
Men selv hvis vi havde haft flere penge, ved jeg ikke, om min mor kunne have valgt tøj til mig, som andre ville have syntes var smart eller flot. Jeg var heller ikke selv god til at vælge eller sætte tøjet sammen på den der helt rigtige måde. På et tidspunkt, da jeg var ung teenager, sagde min mor i et sjældent åbenhjertigt øjeblik, at hun var lidt ked af, at jeg havde arvet hendes manglende evner indenfor tøj og makeup og sådan noget.
Hun sagde ikke hvorfor, hun var ked af det, men det var let nok for mig at konkludere, at min mor også vidste, at livet ofte var lettere og sjovere, når man var flot og smart i tøjet.
Og hvor vidste jeg det fra? Fra skolen selvfølgelig. Jeg gik meget alene, så jeg havde god tid til at observere, hvilket tøj pigerne i kliken af de populære piger i min klasse gik i.
Da jeg blev gammel nok, fandt jeg et job efter skoletid. Jeg sparede sammen og købte som det allerførste det, jeg så som medlemskortet til de populære pigers klub: En dyr trøje, hvis velkendte mærkenavn stod med store bogstaver hen over brystet. Den blev købt i den butik, hvor de smarte piger handlede. En butik, som duftede af sød, feminin parfume.
Næste dag havde jeg trøjen på i skole. Da den førende pige i klassen så mig i den, grinede hun og sagde hurtigt noget til de andre piger, og så grinede de alle sammen. Jeg blev selvfølgelig ikke inviteret med i kliken. Min manglende popularitet havde ikke kun noget med min sans for tøj at gøre.
Den trøje, der havde kostet så mange penge, og som jeg havde været så stolt af, havnede nu i bunden af mit klædeskab. Min mor spurgte et par gange, hvorfor jeg ikke gik med den, men jeg trak bare på skuldrene, og det var åbenbart svar nok.
Da jeg kom i gymnasiet, trivedes jeg lidt bedre end i folkeskolen. Jeg havde let ved det boglige, og det talte mere her. Jeg fik mere selvtillid og begyndte faktisk at eksperimentere lidt med mit tøj, men mine forsøg på at være smart faldt på gulvet en aften til en fest.
Alle vi piger var mødt op i vores smarteste tøj. Vi sad i en sofagruppe og snakkede, vist mest om drenge, da klassens ”førende” pige pludselig erklærede, at vi alle så fantastisk godt ud, altså lige på nær mig, der vist troede, at det var klæd-ud-fest.
Jeg brugte resten af aftenen på at drikke så mange øl, at jeg til sidst kastede op. Og så opgav jeg flere forsøg på klæde mig smart på. Fra nu af ville jeg bare købe tøj, der ikke tiltrak sig nogen opmærksomhed. Det med tøj duede jeg ikke til. Det bedste, jeg kunne håbe på, var ikke at blive til grin.
Nogle år senere blev jeg færdig med min uddannelse og fandt til min store glæde et job, hvor jeg trivedes. Kvinderne på mit kontor klædte sig meget smart, men der var ikke nogen, der sagde noget til min mere neutrale ”uniform”. Manden i mit liv, som jeg mødte gennem mit arbejde, var til min store lettelse også ligeglad med, hvordan jeg klædte mig.
Min mand og jeg fik kun ét barn, en datter. Hun var verdens dejligste, lille pige, og så havde hun, til både min mands og min overraskelse, en stor interesse for tøj, farver og udseende.
Fra hun var helt lille, satte hun selv sit tøj sammen i glade farver og med prikker og striber kombineret på måder, jeg aldrig ville have fundet på, men det så flot ud.
Modsat min egen barndom og ungdom handlede det for min datter ikke om at ligne de andre eller om at blive accepteret. Ifølge hende var den tankegang helt passé. Nu om dage handlede det kun om at være sig selv, sagde hun. Men det glædede mig alligevel, at min datters stil lod til at blive værdsat af hendes veninder.
Jo ældre min datter blev, jo mere begyndte jeg at læne mig op ad hendes sikre smag, når der skulle træffes et større valg, der handlede om farver og former. Nye sko, nye briller, ny taske, ny sofa, farven på en væg eller hvad jeg skulle tage på til en fest. Hun forsøgte aldrig at overtale mig til noget, jeg ikke var komfortabel med, men rådede mig inden for det, som jeg selv foreslog.
Med hendes råd kunne jeg købe nyt tøj og tage af sted til konfirmationer, runde fødselsdage og nytårsaftener uden at være bange for at falde igennem. Jeg gav selvfølgelig også hende gode råd, bare ikke lige om stil.
Da hun var 19 år gammel, flyttede hun hjemmefra. Det ændrede selvfølgelig vores dagligdag en del, men med en smartphone kunne jeg hurtigt sende hende fotos af mine valgmuligheder og få råd om, hvorvidt jeg skulle vælge A, B eller C.
En dag, hvor jeg var ude for at købe nye briller, blev jeg overraskende tiltrukket af et stel, der slet ikke lignede et, jeg ellers ville vælge. Det var grønt og kraftigt, og jeg valgte altid stel i metal og generelt så usynlige som muligt. Da jeg så mig selv i spejlet, så jeg til min overraskelse en flot kvinde kigge tilbage.
Jeg tog et billede med min telefon og tog så mine gamle briller på igen. Måske så brillerne bare så godt ud, fordi jeg ikke så helt skarpt. Men også billedet på kameraet var godt, og jeg syntes selv, at jeg på en og samme tid så intelligent og venlig ud.
Jeg sendte billedet til min datter sammen med billederne af to andre og mere anonyme stel og skrev så: ”Hvad synes du om de grønne? De er lidt anderledes end dem, jeg plejer at gå med, men måske?”
Mens jeg ventede på svar, kiggede jeg lidt videre i butikken, men intet, jeg fik øje på, kunne slå følelsen af det grønne stel.
Så vibrerede min telefon med svar fra min datter: ”Jeg synes ikke helt, de er dig. Kan bedre lide dem på det sidste billede, du sendte.”
Til min overraskelse mærkede jeg, at jeg blev lidt ked af det, men straks efter mærkede jeg en følelse af taknemmelig over, at min datter var ærlig. Jeg ville ikke risikere at købe et par briller, som mine kolleger måske ville grine af bag min ryg.
På en eller anden måde fik damen i butikken mig alligevel overtalt til at tage alle tre brillestel med hjem. Hun foreslog, at jeg tog mig god tid til at mærke efter, hvilke der passede til mig.
Da jeg kom hjem, tog jeg en dyb indånding, inden jeg fandt det grønne stel frem og gik ind til min mand. Jeg spurgte om hans mening. Han smilede og sagde, at de var anderledes end dem, jeg plejede at gå med, men at hvis jeg godt kunne lide dem, skulle jeg da bare vælge dem.
En uge senere leverede jeg alle tre stel tilbage. Jeg kunne ikke få mig selv til at vælge de grønne, når der ikke var andre, der sagde, at de passede godt til mig. Samtidig kunne jeg heller ikke glemme den følelse, jeg havde haft, da jeg første gang så mig selv i spejlet med dem.
Jeg sagde til damen i butikken, at jeg lige ville tænke lidt mere over det. Hun sagde, at hun håbede, at jeg snart kom igen, for jeg havde jo brug for nogle stærkere briller.
I de næste par måneder skubbede jeg tanken om brillerne til side. Der var travlt på arbejdet, og valget af briller føltes vigtigt, for jeg gik jo med dem hele dagen. Det var ikke noget, man bare lige kunne skifte ud.
En fredag eftermiddag tog jeg forbi vores bibliotek på vej hjem fra arbejde. Da jeg skulle hjem, med favnen fuld af nye bøger, missede jeg på en eller anden måde det sidste trin på bibliotekets trappe. Følelsen af ikke at have fast grund under fødderne var meget ubehagelig, men heldigvis genfandt jeg balancen og faldt ikke og slog mig.
Mit hjerte bankede dog ekstra hurtigt. Jeg havde flere gange hørt om, hvordan et dumt fald kunne ende med årelange rygsmerter. Og så slog det mig: Havde jeg overset trinnet, fordi jeg trængte til nye briller?
Ude i bilen lagde jeg bøgerne ind på bagsædet og satte mig foran rattet. Mine tanker myldrede stadig rundt i hovedet, og her i bilen blev det faktisk værre.
Hvis jeg kunne misse et trin på en trappe, kunne de manglende nye briller så også gøre mig til en fare i trafikken? Hvorfor søren havde jeg ikke bare fået købt et par nye briller, når jeg havde brug for dem?
Jeg lukkede øjnene et øjeblik. Og inde i mit hoved hørte jeg pigerne fra folkeskolen grine af mig.
– Hvem tror hun, hun er? grinede de indeni mit hoved.
Jeg åbnede øjnene igen. Jeg var en intelligent kvinde med et ansvarsfuldt job. Jeg havde en mand og en datter, der elskede mig og satte pris på mig. Jeg havde med alderen fået et par rigtig gode veninder. Hvorfor var jeg så usikker på at købe noget, som andre ikke syntes om? Hvorfor tog jeg mig stadig af, hvad nogle hjerteløse og måske også tankeløse piger havde sagt for mange år siden?
Jeg tog en dyb indånding. Jeg kunne ikke ændre på, hvad der var sket i fortiden. Jeg kunne ikke tage den smerte, jeg havde følt dengang og mange år fremover, væk, men jeg kunne prøve at gøre tingene anderledes fra nu af.
Jeg tændte bilens motor og kørte hen og parkerede ved optikeren. Til min glæde var de grønne briller ikke blevet solgt til nogle andre.
Da damen i butikken så mig med dem på, sagde hun, at de klædte mig. Jeg smilede og sagde tak, men indeni mindede jeg mig selv om, at det eneste, der betød noget, var, at jeg selv kunne lide dem.
Har du oplevet noget sørgeligt, glædeligt, rørende eller oprørende i dit liv? Et vendepunkt? Eller har du livserfaringer, som andre kan få glæde af?
Så skriv og fortæl din historie til Andrea Bak på e-mail: andrea.bak@aller.com