Lige fra hjertet: Jeg følte mig udenfor

I mange år sprang jeg nogle sider over i det gamle fotoalbum, når jeg nåede til min konfirmation i 1979.

Billedet af mig og mine medkonfirmander foran alteret gjorde mig både utilpas og lidt syg om hjertet.

Min kjole, mine sko og mit hår var perfekt, alt imens jeg længselsfuldt kiggede over mod klyngen af førende piger fra klassen.

Der var fem, der holdt sammen, og der var intet, jeg ønskede mig højere end at blive indlemmet i deres sammenhold. Jeg kæmpede for at tækkes dem, men intet hjalp.

Pinligt behagesyg

Når jeg derhjemme betroede mig om min ensomhed i klassen, sukkede min mor og sagde:

– Så må du jo være sammen med nogle af de andre piger, ikke?

Problemet var, at de sidste fire piger var veninder to og to, og de lukkede selvfølgelig ikke en tredje pige ind i forholdet.

Min lillebror, Esben, havde derimod masser af venner, hvilket min mor gentagne gange mindede mig om. Så blev jeg flov og klappede i.

Det værste ved billedet var, at det fik mig til at mindes, hvor pinligt behagesyg og desperat jeg havde opført mig.

Jo mere jeg intensiverede mine anstrengelser, jo mindre havde de populære lyst til at have mig på slæb.

Fagligt klarede jeg mig godt, og det var oplagt, at jeg skulle i gymnasiet. Det glædede jeg mig til, for jeg var den eneste pige fra min klasse, der skulle starte i en matematisk 1.g.

Hele sommerferien drømte jeg søde drømme om at starte på en frisk og blive et hit hos pigerne i min nye klasse.

Den samme historie

Vi var hele otte piger i den matematiske 1.y., men mine gymnasieår blev præcis som mine år i folkeskolen. Lynhurtigt kom jeg igen til at føle mig udenfor.

Jeg tror, de blev trætte af mig, fordi jeg var klæbende og optrådte alt for pleasende.

Med min studentereksamen i hus begyndte jeg på uddannelsen til sygeplejerske, hvor historien gentog sig.

Jeg følte mig sårbar og hudløs blandt de andre elever og var nok også alt for nærtagende.

Min baggrund var, at jeg var vokset op hos min mor sammen med min kun 17 måneder yngre lillebror, Esben.

Min far kunne jeg knap huske, for han trak sig fuldstændig fra os kort efter min lillebrors fødsel. Derfor var vi kun Esben, min mor og mig derhjemme.

Vi boede godt og manglede intet, og min konfirmationsfest var lige så pæn som de andre konfirmanders.

Mødet på hospitalet

Midt under uddannelsen lærte jeg Torben at kende. Han kom og besøgte sin mormor på den hospitalsafdeling, hvor jeg på det tidspunkt var elev. Her faldt vi tilfældigt i snak, og vi er stadig sammen den dag i dag.

Forholdet til Torben afhjalp i nogen grad min ensomhedsfølelse, og ham var jeg aldrig i tvivl om.

Men i de næste mange år døjede jeg stadig med følelsen af at være ildelidt af andre og især med angsten for at blive valgt fra.

Jeg hadede mig selv, når jeg forsøgte at forhindre det ved at være overdrevent venlig og interesseret.

Torbens bedste ven og hans kæreste blev hurtigt vores fælles gode vennepar, og i deres selskab følte jeg mig for første gang accepteret på lige fod med resten af selskabet.

Dog skulle der stadig ikke meget til, før den dumme følelse af at irritere og trætte andre meldte sig.

Mobbet eller ej?

Torben var den eneste, jeg nogensinde betroede mig til, og han forsøgte kærligt at få mig til at indse, at jeg nok overreagerede eller var for sensibel.

– Måske har du ret, men hvorfor har jeg det sådan? spurgte jeg, og det kunne han selvfølgelig ikke give noget svar på.

Han ville vide, om jeg var blevet drillet eller måske ligefrem mobbet i skolen, og det svarede jeg ja til, for jeg vidste, at jeg havde meget til fælles med mobbeofre.

Men da Torben bad om et eksempel, måtte jeg melde pas. Jeg kunne bare huske, hvordan de andre pigers snak ophørte, når jeg nærmede mig, og hvor ondt det havde gjort.

Mens vores børn var små, havde jeg det altid dårligt til møder i børnehaven, på fritidshjemmet eller til skolehjemsamtaler.

Jeg var usikker og havde nerverne uden på tøjet, når vi skulle være sammen med nye mennesker, og jeg var overbevist om, at de ikke kunne lide mig.

En vigtig brik

I 2009 indtraf en lille, ubetydelig hændelse, som kom til at ændre min selvopfattelse. Jeg var inviteret på besøg hos min moster Bente, der som enke havde solgt gården og var flyttet i rækkehus.

Under kaffedrikningen faldt snakken på småbørn, og vi talte om Bentes yngste barnebarn på halvandet år, som endnu ikke var begyndt at gå.

– Det er jo lidt sent, sagde Bente. – Men du var selvfølgelig også over to år, da du endelig kom op på benene.

– Mig? udbrød jeg forbløffet. – Jeg var vel ikke så længe om at lære at gå?

– Det var du vel nok, og jeg kan da føre bevis for det, sagde Bente og halede et album blandt mange andre ud fra reolen.

Hun fandt et billede af mig fra min 2-års fødselsdag og forklarede, at dengang kunne jeg ikke selv komme op at stå endsige gå, og kravle kunne jeg heller ikke.

På billedet sad jeg i en buttet udgave på gulvet og så trist ud, mens jeg rakte armene i vejret. På sålerne af mine små snøresko kunne jeg tydeligt se, at de aldrig var blevet slidt.

Jeg følte, at den på en eller anden måde var en vigtig brik i det puslespil, der var kommet til at udgøre mig og mit væsen.

Konfrontationen med mor

Få dage senere besøgte jeg min mor og spurgte, om det var sandt, hvad moster Bente havde sagt.

Først blev hun ærgerlig og forstod ikke, hvorfor Bente havde rodet op i det, men så indrømmede hun, at det var sandt nok.

– Men du var jo så nem, hvis du bare fik nok at spise, og stakkels Esben døjede sådan med maven og alt det, forklarede hun.

– Jeg var alene om det hele og måtte tage mig af ham, for ellers skreg han døgnet rundt. Men da du var til 2-års undersøgelse, sagde lægen i en ret bestemt tone, at jeg skulle anspore dig til at gå selv. Esben behøvede ellers ikke at blive opmuntret til det med at gå, snarere tværtimod, men nu måtte jeg jo i gang med at lære dig det, og så kom det på en måneds tid.

Så skiftede hun emne, og vi talte ikke mere om det med mig og min sene debut som gående.

En tsunami af minder

I den næste tid vældede en tsunami af minder ind over mig. Det var, som om en prop var blevet trukket ud af et kar.

Pludselig huskede jeg, hvordan min mor og Esben havde et fællesskab, som jeg aldrig blev en del af.

Jeg genkaldte mig med pinagtig tydelighed, hvordan deres samtale som regel brat ophørte, når jeg trådte ind i rummet. Nogle gange begyndte de helt tydeligt at tale om noget andet.

Nu kunne jeg også huske, hvordan jeg efter sådan en episode ofte spurgte min mor, hvad hun og Esben havde talt om. Så svarede hun som regel, at det ikke var noget, der kom mig ved.

Det var det måske heller ikke, men det havde gjort ondt på mig altid at blive udelukket. Måske derfor anstrengte jeg mig så mig voldsomt for at være sød, hvilket dog ikke ændrede noget.

Min mor brugte også altid meget længere tid på at putte Esben. Han og jeg havde aldrig et tæt forhold som børn og fik det heller ikke som voksne.

Jeg havde uendeligt mange af den slags erindringer på lager, men de havde været godt begravet, indtil jeg så billedet af den lille, triste pige på gulvet.

For sent at ændre

Omsider indså jeg, at det ikke var i skolen eller blandt mine jævnaldrende, jeg først var blevet holdt udenfor. Det var i mit hjem og blandt mine nærmeste.

Derfor sad min latente følelse af at stå udenfor i sociale sammenhænge så dybt i mig.

Det har sikkert ikke været af ond vilje, men måske udløst af Esbens helbredsproblemer som barn.

Jeg havde tilmed et godt helbred og var næsten aldrig syg, og måske har min mor endda tænkt, at gaverne var uretfærdigt fordelt mellem hendes børn.

Nu var det for sent at ændre på barndommens mønstre, og jeg besluttede mig for hverken at konfrontere min mor eller Esben med min nye indsigt.

Alligevel blev den nyttig for mig, for omsider forstod jeg noget vigtigt om mig selv: Det hele var ikke bare noget, jeg bildte mig ind.

Der var faktisk en reel årsag til, at følelsen af at blive holdt udenfor og afvist hurtigt meldte sig i mig, og den årsag var, at jeg havde oplevet det så mange gange.

Nu havde jeg selv været en slags detektiv i min egen historie, og resultatet er, at jeg er blevet meget bedre til at tackle følelsen af at blive afvist.

Jeg slapper mere af, når jeg er sammen med mennesker uden for min egen, lille familie, og jeg opfatter det ikke længere som skamfuldt og flovt at skulle sidde eller stå alene et sted.

I dag føler jeg mig voksen og i min egen ret på en måde, som jeg ikke gjorde før.