Mit dilemma: Familien mobbede min svigermor - del 1:2

Jeg følte, at jeg var havnet i en stor, larmende italiensk familie, da jeg mødte Janus. Der var altid store armbevægelser, højlydte diskussioner og latterbrøl, når Janus, hans storebror og deres forældre var samlet. Det var noget af en kontrast til min familie, der blot bestod af mine forældre og mig, og jeg husker ikke, at jeg har skændtes med mine forældre, siden de forbød mig at tage på Roskilde Festival som 15-årig.

Hos Janus’ familie kunne bølgerne godt gå så højt, at nogen forlod bordet i vrede. De første gange, jeg oplevede et skænderi mellem Janus’ storebror Michael og deres far, kunne jeg næsten ikke være i mig selv af ubehag, men ingen lod til at tage notits af det, og selv om Michael udvandrede i vrede, var freden hurtigt genoprettet.

Et kvarter senere lå han og resten af familien i krampelatter hen over bordet, fordi far Henning havde sagt noget sjovt om mor Hanne og hendes nærmest religiøse forhold til sine roser.

– Sådan er min familie, havde Janus sagt, da jeg nævnte episoden. – Vi kan råbe og skrige af hinanden, men det stikker ikke så dybt. Jeg elsker min familie og ved, at vi altid vil være der for hinanden.

Jeg var ikke i tvivl om, at han mente det, og der var bestemt også åbne arme og højt til loftet hos familien Berg Mortensen. Især Janus’ mor, der aldrig blev kaldt andet end Mor Hanne, fik mig hurtigt til at føle mig velkommen i familien. Hun var det rolige midtpunkt i den støjende forsamling, som hendes mand, sønner, svigerdatter og to børnebørn udgjorde, og det var ofte hende, der gydede olie på de oprørte vande, når bølgerne gik højt.

Hendes sønner og mand gjorde sig ofte morsomme på hendes bekostning. Mor Hanne sagde ikke noget, men smilede og rystede overbærende på hovedet. Hun stod troligt i køkkenet og tilberedte det ene store måltid efter det andet, ligesom hun som den største selvfølge også ordnede hus og have.

I mit barndomshjem var det lige så ofte min far, der lavede mad eller svingede støvsugeren som min mor, så jeg kunne ikke lade være med at føle, at Janus’ familie stadig befandt sig i 50’erne. Jeg havde i begyndelsen af vores forhold spurgt hende, om jeg ikke skulle hjælpe i køkkenet, og hun takkede da også ja, men jeg fik hurtigt fornemmelsen af, at jeg gik i vejen, og at hun egentlig helst ville ordne det hele selv.

Far Henning satte sjældent sine ben i køkkenet, og jeg så ham aldrig bære så meget som en sovsekande ud af bordet. Han var et livligt og snakkende menneske, hvis latter kunne vække de døde. Der var ingen tvivl om, at det var ham, der var familiens overhoved, og han satte en ære i at ingen manglede noget.

Janus og jeg flyttede hurtigt sammen, og da vi boede tæt på hans forældre, så vi dem ofte. Det blev naturligt, at vi kom til søndagsfrokost, en hurtig middag på en travl onsdag eller grill i haven, fordi Henning ville grille. Det ville i praksis sige, at han smed nogle store bøffer på grillen, som han glemte alt om, indtil Mor Hanne kom løbende fra køkkenet og mindede ham om at vende dem. Hun havde lavet alt det lækre tilbehør, men det var Henning, der fik æren.

– Det er virkelig nogle lækre bøffer, far, sagde Janus og rakte ud efter den hjemmelavede kartoffelsalat.

– Det er også slagterens de bedste.

Jeg har selv købt dem, sagde Henning stolt og kastede sig ud i et længere foredrag om stegning og hviletid, selv om alle vidste, at det var Hannes fortjeneste, at bøfferne ikke var blevet forkullede. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at der var utrolig meget fokus på bøfferne, for Hanne havde også disket op med nybagte flutes, flere salater, hjemmerørt dressing og en kage til kaffen.

– Jeg synes virkelig, du har lavet en utrolig lækker tomatsalat, sagde jeg.

– Åh, det er ikke noget særligt. Vi havde så mange tomater i drivhuset, sagde Hanne og smilede.

– Jo, men det har da været et kæmpe arbejde med al den mad, fortsatte jeg insisterende.

– Hvad skal vi med alt det grøntfoder?

Rigtige mænd har brug for kød, afbrød Henning og grinede, så hele bordet rystede. Janus og hans brødre stemte i, mens jeg kiggede på Hanne. Hun smilede, men smilet nåede ikke hendes øjne, og for første gang fik jeg fornemmelsen af, at hun ikke altid syntes, at det var så sjovt at være genstand for Hennings humor.

På vejen hjem nævnte jeg for Janus, at hans mor blev ked af det, når de gjorde grin med hende. Janus kneb munden sammen.

– Hvad mener du? Vi elsker da vores mor, sagde han forsvarsberedt.

– Ja, det er jeg ikke i tvivl om, men I er også meget efter hende, svarede jeg.

– Det er vi da ikke. Bare fordi du er skolelærer, behøver du ikke se problemer alle steder. Det er bare sådan, vi taler i vores familie. Det her er altså ikke 5. D, hvor alle mobber alle, sagde han spydigt.

Vi gik hjem i tavshed, og jeg fornemmede, at jeg nær havde trådt på en landmine. Måske var jeg farvet af min lærergerning, hvor det var en del af jobbet at holde øje med børnenes trivsel, men jeg kunne i den efterfølgende tid ikke lade være med at registrere, hvordan min svigermor reagerede, når de andre drillede hende. Oftest smilede hun og sagde ikke noget, men jeg mente at kunne se, at bemærkningerne sårede hende, og det skete også, at hun forlod selskabet kort efter under påskud af at skulle ordne noget i køkkenet.

Jeg prøvede en enkelt gang at gå ud til hende og spørge, om hun var okay. Hun stod med ryggen til, da jeg kom ind, og jeg så, at hun havde røde øjne, da hun smilende vendte sig og undrende spurgte, hvorfor jeg ikke troede, at hun var det.

– Jamen, tøvede jeg. – Jeg syntes bare ikke det, Henning sagde, var særlig sødt.

Hanne smilede og klappede mig på armen.

– Han mener det ikke så slemt.

– Jeg ville aldrig have accepteret den tone i min klasse, fortsatte jeg.

Hanne grinede lidt påtaget: – Nu er det her heller ikke din klasse. Smut du bare ind til de andre igen, så kommer jeg med kaffen, sagde hun. Hun vendte sig om mod kaffemaskinen, og dermed var samtalen slut. Jeg nikkede stumt og fortrak fra køkkenet med følelsen af, at jeg var gået over stregen.

Henning yndede at drille sin kone med, at hun brugte så lang tid i køkkenet, selv om han med største fornøjelse spiste hendes mad og højlydt kommenterede det den søndagsfrokost, hvor remouladen til den friskstegte fiskefilet ikke var hjemmerørt.

Hanne mumlede, at hun ikke havde nået det.

– Jamen, så må du jo stå lidt tidligere op næste søndag, sagde Henning og brølede af grin.

– Ja, ja, det er godt med dig, skat, svarede hun.

Selv kunne jeg næsten ikke være i mig selv af vrede. Pludselig syntes jeg ikke, at min svigerfar bare var en stor, buldrende mand, der var lidt forstokket, men havde hjertet på rette sted. Jeg fandt ham grov og tankeløs, og jeg skulle virkelig lægge bånd på mig selv for ikke at sige noget. Det var hverken første eller eneste gang, han var på nakken af sin kone. Der var altid et eller andet, han lige kunne rakke ned, og da jeg først blev i stand til at sortere de høje grin fra, var han faktisk ikke særlig sød ved hende.

Igen dristede jeg mig til at bringe emnet op overfor Janus.

– Hvis min far havde brokket sig over, at min mor, som i øvrigt havde stået for hele frokosten, ikke lige havde haft tid til at røre remoulade, så skal jeg love dig for, at hun havde bedt ham dampe ud i køkkenet og røre sin egen remoulade, sagde jeg.

Janus sukkede: – Nu er min familie ikke som din. Vi har bare en fri omgangstone, og du ved da, at vi alle elsker Mor Hanne. Far ville gå i stykker, hvis hun ikke var der, svarede han.

Måske havde han ret? Jeg prøvede at købe Janus’ fortælling og lade min egen fornemmelse hvile. Jeg kunne jo som udgangspunkt godt lide at være sammen med hans familie, og det var heller ikke min opgave at komme udefra og sætte spørgsmålstegn ved deres omgangstone.

Men når man først har set pletten på skjorten eller salatstykket mellem folks tænder, kan man ikke lade være med at fokusere på det, og sådan var det også for mig. Jeg kunne ikke lade være med at se Hanne som en lidt underkuet kvinde, der bare tog imod og gik virkelig langt for ikke at ødelægge den gode stemning.

Men hvad kunne jeg gøre? Var det min opgave at redde Mor Hanne, og hvordan kunne jeg overhovedet vide, om hun ville reddes?