En læsers dilemma: Det er jo bare for sjov - del 2:2

Læs del 1 af læserfortællingen "Det er jo bare for sjov" her.

Hanna fyldte meget i mine tanker. Ganske vist havde jeg kun kendt hende og hendes kæreste, Victor, i kort tid, men alligevel spøgte deres relation i mig. Victor var søn af Johan, som jeg havde mødt på en datingside og efterfølgende forelsket mig i, og som den nye i familien burde jeg nok ikke kloge mig på min bonussøns og hans mangeårige kærestes relation. Især fordi jeg tilsyneladende var den eneste, der undrede mig over deres dynamik.

Selv om Hanna ikke gjorde det store væsen af sig, var det hende, jeg tænkte på, når Johan og jeg havde været sammen med det unge par. Johans søn og svigerdatter kom ofte forbi til aftensmad eller til en kop kaffe, for min kæreste holdt meget af deres selskab.

Selv fik jeg ondt i maven, når Victor endnu engang påtalte sin kærestes lidt fyldige hofter med en kæk bemærkning eller gjorde nar af hende, fordi hun var vegetar. De havde været kærester i syv år og boede desuden sammen, så han måtte da efterhånden have vænnet sig til, at hans kæreste ikke spiste kød. Alligevel gjorde han altid et stort nummer ud af det, når Hanna gik udenom kødet.

– Det er i hvert fald ikke bøfferne, som gør din røv stor og dejlig, grinede han og stangede fadets største bøf over på sin tallerken.

Johan grinede også, men selv om Victor havde tilføjet ”dejlig”, så Hanna ikke ud, som om hun tog bemærkningen som et kompliment.

Normalt plejede jeg ikke at sige noget, for jeg kendte ikke Hanna ret godt, men den aften kunne jeg se, at hun blev rigtig ked af det. Da middagen var færdig, og far og søn var forsvundet ud i køkkenet for at beundre Johans nye, højteknologiske kaffemaskine, spurgte jeg, hvordan hun egentlig havde det med Victors bemærkning om hendes bagdel.

Først svarede hun lidt vævende, at han jo ikke mente det så slemt, men da jeg sagde, at det alligevel godt kunne virke sårende, selv om det var sagt i sjov, nikkede hun.

– Han siger det så tit, at jeg har vænnet mig til det, mumlede hun. – Men jeg bliver alligevel sommetider ked af det, for han ved jo godt, at jeg har kæmpet med vægten.

Hanna fortalte, at hun som barn var buttet og som følge heraf blev mobbet i skolen i en sådan grad, at hun havde været på Julemærkehjem.

– Og det har du fortalt Victor? spurgte jeg vantro.

Den unge kvinde nikkede. Det havde hun fortalt Victor. Alligevel gjorde han grin med hendes vægt. Det var ikke sådan, en kærlig kæreste opførte sig i min bog.

Jeg burde nok ikke blande mig, men jeg kunne ikke ryste Hannas triste blik eller hendes historie af mig. Derfor nævnte jeg episoden for Johan, da det unge par var taget hjem.

Først forstod han slet ikke, hvad jeg talte om, for Hanna var da ikke tyk, men da jeg skar historien ud i pap, forstod han det, men han reagerede ikke, som jeg havde håbet.

– Jeg tror ikke, du skal tage det så tungt, sagde han. – Victor er jo meget glad for Hanna. Det kan du da ikke være i tvivl om?

Det var jeg sådan set heller ikke, men det afholdt ham tydeligvis ikke fra at have en både ubehagelig og nedladende tone overfor sin kæreste, påpegede jeg.

Nu blev Johan irriteret på mig. I min iver for at forsvare Hanna kom jeg utilsigtet til at kritisere Victor.

– Du ser spøgelser. Victor er en god dreng, bare spørg hans søster. Bare fordi din eksmand ikke var sød ved dig, betyder det ikke, at min søn er sådan en, der behandler kvinder dårligt, fastslog han og så på mig med et koldt blik.

Det gjorde mig vred, at han hev mit og Mortens forhold ind i ligningen, og jeg forsøgte igen at forsvare mit synspunkt, men ikke engang historien om Hannas ophold på Julemærkehjemmet fik Johan til at ændre holdning. Tværtimod stillede han spørgsmålstegn ved, om jeg på den måde kunne tillade mig at viderefortælle noget, som Hanna havde sagt i fortrolighed.

– Jeg skal vist passe på med, hvad jeg fortæller dig, for du får da en masse ud af ingenting, konkluderede Johan og gik ud i køkkenet for at brygge en kop kaffe på den meget avancerede kaffemaskine. Det tog lang tid.

Jeg tændte for fjernsynet og fandt en udsendelse om dyrelivet i Antarktis. Der blev ikke sagt mange ord mellem os den aften, og temperaturen i stuen passede meget godt til klimaet i dokumentaren.

Det var vores første rigtige uoverensstemmelse, og jeg gjorde mig umage med ikke igen at bringe forholdet mellem Victor og Hanna på banen, men jeg havde ikke glemt det.

Nat efter nat kredsede mine tanker om parret, og jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, hvor Victor havde lært at tale sådan til sin kæreste. Hans mønster var næppe opstået ud af den blå luft, og da hverken hans far eller storesøster tilsyneladende kunne høre, hvor nedladende han var, fik jeg den grimme tanke, at Victor kopierede noget, som han havde set i sit barndomshjem.

Jeg havde flere gange undret mig over, hvorfor Victors storesøster, Olivia, ikke tog sin brors kæreste i forsvar. Hun grinede blot, når han talte om Hannas bagdel eller gjorde nar af hendes arbejde i børnehaven.

Nu var mit forhold til Johan stadig af nyere dato, og ud over den førnævnte aften havde vi ikke rigtig haft nogle konflikter, så jeg kendte ikke så meget til hans mindre charmerende sider. Han havde fortalt lidt om sit kuldsejlede ægteskab, og jeg havde fornemmelsen af, at det havde været konfliktfyldt, men ifølge Johan havde hans ekskone været meget opfarende og nærtagende.

– Jeg skulle jo nærmest tale til hende, som var hun dronningen, havde han sagt.

Dengang grinede jeg af det, men som dynamikken i familien blev tydeligere for mig, fik jeg mistanke om, at der måske var en grund til, at hun havde været så nærtagende, og at den grund snarere skyldtes Johans væremåde end hendes personlighed.

Johan havde aldrig været nedladende over for mig, men vi havde heller ikke en hverdag sammen og var stadig i den lyserøde fase af vores forhold. Hvad kunne jeg forvente, når det blev hverdag? Jeg må indrømme, at sporene fra mit ægteskab skræmte. Jeg ville ikke igen være i et forhold, hvor jeg dukkede nakken. Det ønskede jeg ikke for nogen, heller ikke for Hanna.

I løbet af de næste par måneder udviklede jeg nærmest en allergi for ”sjove bemærkninger”. Jeg fik ondt i maven, når Victor var sjov på Hannas bekostning og kunne ikke længere lade dem passere. Jeg begyndte at forsvare Hanna og sagde ærligt til Victor, når jeg ikke fandt hans bemærkninger sjove.

Det skabte nogle akavede situationer rundt om middagsbordet, og jeg var faktisk i tvivl om, hvorvidt Hanna satte pris på, at jeg blandede mig. Hun kiggede mest ned i bordet, og når jeg nogle få gange forsøgte at tale med hende, forsvarede hun Victor.

Victor verfede blot mine ord væk, som om han syntes, at jeg var et irriterende insekt.

Johan derimod blev sur og bebrejdede mig, så snart vi blev alene.

– Måske skulle du slappe lidt af og lade være med at være så selvretfærdig, sagde han vredt. – Hvis Hanna syntes, at Victor var lige så væmmelig, som du gør ham til, var hun nok gået fra ham.

– Måske kan hun ikke finde ud af at gå fra ham, fordi han er så dominerende, hvæsede jeg.

Pludselig stod Johan og jeg midt i vores første skænderi, og det føltes ikke spor rart.

Desværre blev det ikke vores eneste konflikt om Victor og Hanna. Det blev et tilbagevendende tema, og når bølgerne gik højt, oplevede jeg, at Johan talte til mig på præcis samme nedladende måde som sin søn. Det gjorde mig ked af det og en smule skæmt.

Vi forsøgte at tale os ud af konflikten i fredstid, men så snart det unge par trådte ind over dørtærsklen, blev fronterne igen trukket op.

Efterhånden vidste jeg ikke, hvis kamp jeg kæmpede. Hanna virkede, som om hun helst ville have, at jeg holdt mund for den gode stemnings skyld, ganske som jeg selv havde gjort det i samme alder, når Morten foldede sig ud. Victor syntes tydeligvis, at jeg var en feministisk oldsag, Olivia forsvarede sin bror, og Johan blev sur.

Til sidst følte jeg mig ikke længere velkommen i familien, og med tungt hjerte tog jeg beslutningen om at afslutte vores forhold. Jeg var ked af det, men også lettet over, at jeg ikke længere skulle forholde mig til Johan, hans børn og svigerdatter.

Et halvt år senere løb jeg tilfældigt på Hanna på gågaden. Jeg var nær gået forbi hende, fordi jeg ikke genkendte hende. Hun havde en helt andet udstråling og var et stort smil, da hun fik øje på mig. Væk var den generte pige, og efter et par høflighedsfraser fik jeg forklaringen.

Hun var gået fra Victor.

– Faktisk var det dig, som fik mig til at indse, at han ikke behandlede mig ordentligt. Jeg troede bare, at det var sådan, han var, sagde hun.

Længe kiggede jeg efter hende, mens smilet bredte sig i mit ansigt. Selv om det havde kostet mig mit forhold, havde jeg gjort det rigtige ved at stå op for Hanna og faktisk også for mig selv. Man skal nemlig ikke finde sig i hvad som helst, heller ikke selv om det ”jo bare er for sjov”.