En læser fortæller: Mine 
bedsteforældre 
lærte mig 
noget vigtigt

Hvis du engang har set et ældre ægtepar gå hen ad gaden med hinanden i hånden, var det måske Ane og William. Min farmor og farfar. Man kunne kende ham på hatten. Han gik næsten altid med hat. Om vinteren den mørkegrå af filtet uld, på varme sommerdage den fjantede stråhat, der fik ham til at ligne en, der netop var trådt ud af et skagensmaleri.

Ane kunne man ikke beskylde for at være pyntesyg. I sin ungdom havde hun tre kjoler, og når de var slidt ned til sidste tråd, syede hun sig tre nye. Der kunne godt gå mange år imellem. Det var det samme med hendes sko. Tre par ad gangen. Et par til om vinteren, et par til om sommeren, og så et par, der kunne gå både forår og efterår. Nå ja og så galocherne. Gummistøvler ville vi kalde dem i dag. Ane sagde aldrig andet end galocherne. På hendes ældre dage sneg der sig dog også lidt mere almindeligt tøj ind i hendes garderobe.
Eftersom jeg er deres barnebarn, kom jeg først sent ind i deres liv. Derfor har jeg kun hørt på anden hånd, hvordan de første mange år af deres ægteskab forløb, men når jeg lægger deres egne fortællinger sammen med dem, jeg har fra min far suppleret af de gamle sort-hvide fotos fra familiealbummet, giver det alligevel et samlet billede, som jeg godt tør kalde sandfærdigt.

For Ane startede livet dystert. Jeg fik aldrig rede på, hvor mange søskende hun egentlig havde, men det var mange, og kårene var trange. Tørre tæsk var hverdagskost i den fattige familie, men så døde hendes far, og da moren ikke kunne forsørge alle sine børn, blev Ane, der på det tidspunkt var 6-7 år gammel, sat i pleje.

Hun kom til at bo hos en kvinde, der var døv. Lige fra første færd elskede hun sin plejemor, der var mild og god som en sommerdag med blå himmel. For at kunne tale med hende blev hun nødt til at lære tegnsprog, og det fik hun både glæde af og sorger over senere i livet. Dengang, og vi er i slutningen af 1920’erne, var der ikke mange muligheder for kvinder.

Som så mange andre startede Ane sit ”voksenliv” med at komme ud at tjene. Da var hun bare 14 år.
Det var bestemt ikke lykken. Hun var konstant i konflikt med sine arbejdsgivere, der alle tilhørte det bedre borgerskab i København. Hun kunne ikke affinde sig med, at hendes herskaber per definition var mere værd end hun. Det stødte hendes medfødte retfærdighedssans. Hun hadede at blive set ned på og var meget nærtagende på det punkt. Måske også for nærtagende? Til en vis grad tror jeg i hvert fald, at hun sommetider selv var med til at skabe problemet, fordi hun nærmest automatisk gik ud fra, at mennesker, der rangerede højere oppe i samfundets hierarki, ikke regnede hende for noget. Det har der helt sikkert også været mange, der ikke gjorde. Uligheden var trods alt større dengang. De sociale skel var skarpere, og som tjenestepige havde man slet ingen status. Men sommetider ser vi jo også det, vi vil se, og jeg tror ikke, der skulle falde mange forkerte ord, før min farmor i sine unge dage følte sig trådt på. Reelt eller ej, resultatet var i hvert fald, at folk, der behandlede Ane nedværdigende, blev hendes livslange fjender. Men også hendes drivkraft.

William kom fra en landboslægt. Hans barndom havde været mere harmonisk end Anes, men også i hans hjem var der mange munde at mætte. Den store arbejdsløshed i 1930’erne var på vej, og som ung mand søgte min farfar derfor ind mod storbyen for at finde arbejde. Han kom til at arbejde på en tobaksfabrik, hvor han blev cigarruller, et job, han havde helt frem til sin folkepension 50 år senere.

Jeg ved ikke, hvordan de to mødte hinanden, men jeg ved, at Ane hurtigt blev gravid, og så var der jo ikke andet for end at blive gift. For hende var det et trin op ad den sociale rangstige. Hun fik foden under eget bord, og det passede hende godt, også selv om de var fattige.
Al den armod, hun havde oplevet i sit eget barndomshjem, prægede hende stadig. Hun var fast besluttet på, at ingen skulle håne hendes søn for den fattigdom, de levede i. Så hun skurede og skrubbede og vaskede og strøg i ét væk. Der måtte ikke være en plet at se nogen steder, for snavs og uorden var tegn på forfald. Som lille blev min far altid klædt pænt på. Og gud nåde og trøste ham, hvis han grisede sit tøj, har han fortalt mig. Det skulle være rent og altid nystrøget. Ellers så han forhutlet og fattig ud.

Jeg er ikke i tvivl om, at min farmor var en strid banan dengang. Jeg er heller ikke i tvivl om, at det samtidig var hendes fortjeneste, at den lille familie stille og roligt klatrede ud af fattigdommen. Hun ville videre.

I mange år kostede det dyrt på ægteskabsfronten. William var ikke særlig lykkelig. Han fandt dog trøst i den kolonihave, det lykkedes at anskaffe under anden verdenskrig. Efter hvad min far har fortalt, tilbragte han stort set al sin fritid derude, og for Ane var det et kærkomment bidrag til husholdningen. Løg, porrer, kartofler, kål, bær, æbler, pærer, blommer… William havde grønne fingre og slæbte kurve bugnende fulde af grøntsager og frugt hjem til lejligheden i Vanløse. At han også brugte kolonihaven til at flygte fra Anes rengøringsregime blev der ikke talt højt om, skønt alle nok vidste det.

Min far, der forblev enebarn, var 12-13 år gammel, da Ane begyndte at arbejde. Hun kunne jo tegnsprog og blev ansat på Døveskolen. I dag ville vi nok kalde hende for pædagogmedhjælper, men jeg ved ikke, hvad hendes stillingsbetegnelse var dengang.

Hun elskede det. Der gik ikke længe, før hun tog et af børnene til sig, en dreng, der hed Karl, som fra da af blev hendes plejebarn. De havde fået flere penge mellem hænderne, og med den nøjsomhed, de altid havde lagt for dagen, var det lykkedes at spare op, så de kunne købe en stor, gammel villa i en forstad.

William sagde farvel til sin kolonihave og omlagde i stedet næsten hele villagrunden til køkkenhave. Han kunne ikke lade være. Han skulle have et hakkejern mellem hænderne for rigtig at trives. Det havde Ane svært ved at acceptere. Hun var stadig besat af tanken om, at de ”skulle blive til noget”, og som konen i muddergrøften var hun ikke tilfreds, selv om de nu boede i eget hus.

Hun tvang William med på et aftenskolekursus, hvor de skulle lære engelsk. Der var bare den hage ved det, at William var ordblind, så han kunne dårligt nok læse og skrive dansk. Det havde Ane ikke den store forståelse for. Ordblindhed blev dengang ofte forvekslet med dumhed, men hun vidste jo, at William ikke var dum. Ergo havde han nok bare været doven i skolen, og selvfølgelig kunne han lære engelsk på det aftenskolekursus, hun havde fundet til dem. Det var hun fuldt og fast overbevist om.
William stod af efter to lektioner, og hun måtte fortsætte alene.

De gled endnu mere fra hinanden i de år. Mens han gik og rodede i jorden og fik ting til at gro, forelskede Ane sig i en lærer på Døveskolen. Hun fortalte mig selv, mange år senere, at hun kun havde været en hårsbredde fra at forlade William.
Men hun gjorde det ikke. Pligten holdt hende tilbage.

I familiealbummet findes der et billede fra deres sølvbryllup. Ane sidder i sin nye, blomstrede kjole og stråler som en sol, mens William står bag ved hende med en hånd på hendes skulder og et mildt udtryk i ansigtet. Hvordan det lykkedes dem at tilbagelægge vejen fra næsten-skilsmisse til et lykkeligt sølvbryllup små ti år senere, ved jeg faktisk ikke. Jeg ved kun, at det skete. Måske var det krisen, der fik dem til at erkende, at det, de havde opnået i livet, alligevel var for værdifuldt til at blive kastet væk? Det kan også være, at William endelig tog bladet fra munden og fortalte Ane, hvor skabet skulle stå? Eller måske indså hun selv, at hun måtte prøve at få det bedste ud af det, når hendes pligtfølelse nu var så stærk, at hun ikke kunne forlade ham? Jeg ved det ikke. Jeg ved kun, at så længe jeg selv kan huske tilbage, var de et meget mere lykkeligt par end det, min far kunne fortælle om den far og mor, han voksede op hos. De havde fået kærligheden ind i deres liv. Kærligheden til hinanden.

Som barn var der ikke noget, jeg elskede som at komme på besøg hos min farmor og farfar. Hun lærte mig at kende forskel på ret og uret, og han tog mig med ud i haven, hvor han lærte mig at dyrke både blomster og grøntsager. Han kunne selvfølgelig navnene på alle blomster, buske og træer, og dem lærte han også videre til mig.

Hele livet igennem blev de ved med at være forskellige som ild og vand, men jeg oplevede aldrig andet end dyb, gensidig respekt. Hun kunne sidde en hel formiddag og læse med mig, for jeg skulle pinedød blive dygtig i skolen. Det var livet om at gøre. Og når han så kom ind med en skål jordbær omkring middagstid, sendte hun ham et varmt smil, der emmede af anerkendelse og endda taknemlighed. Det fik ham til at ranke ryggen af stolthed og mandighed. Jeg ville aldrig have gættet på, at de havde været i splid med hinanden i deres yngre år.

Da Ane døde, gik der kun to måneder, før William fulgte efter. Han fejlede ellers ikke noget. Han kunne bare ikke leve uden hende.

Jeg har sendt de to mange, kærlige tanker i de perioder af mit liv, hvor jeg mest af alt havde lyst til at stikke af fra det hele. Uden dem som forbillede er jeg ret sikker på, at det havde kostet mig mit ægteskab for nogle år siden, hvor vi også havnede i en alvorlig krise. Men jeg gjorde som Ane. Jeg bed tænderne sammen og besluttede, at det her skulle vi overkomme. Det gjorde vi heldigvis også, og som hos mine bedsteforældre kom vi endda styrkede ud af det. Det er godt at have en historie, man kan tage ved lære af.