Lige fra hjertet: Katastrofen blev en velsignelse

En iskold februardag i 1957 sad jeg i venteværelset hos den eneste læge i den fynske købstad, hvor jeg var vokset op.

Jeg var 20 år, elev på kommunekontoret og stadig hjemmeboende. Desuden var jeg både flov og bekymret, men jeg håbede, der ville ske et mirakel, når jeg kom til hos lægen.

Desværre skete der intet i den retning.

– De er gravid, frøken Jensen, sagde han lakonisk efter at have undersøgt mig. – Kan det have sin rigtighed?

– Det kan det muligvis, indrømmede jeg, for forelskelsen var løbet lidt af med mig og min forlovede i julemåneden.

Han hed Terkel, var 22 år og boede også stadig hjemme hos sine forældre på deres lille gård i oplandet. Desuden var han inde som soldat.

– Nåh, men hvad vil De gøre ved det? spurgte lægen.

– Jeg vil giftes så hurtigt som muligt, svarede jeg, og lægen nikkede bifaldende og sagde, at det lød fornuftigt.

Knaldede røret på

Nu var jeg altså i såkaldt lykkelige omstændigheder, men for mig føltes det kun ulykkeligt. Til det sidste havde jeg håbet på, at der var en anden forklaring på min udeblevne menstruation.

Forholdet mellem mig og Terkel var stadig temmelig nyt, og jeg havde en ret sikker fornemmelse af, at han ikke havde planer om at blive hverken ægtemand eller far inden for de nærmeste år, også selv om han havde en stor andel i skylden for min tilstand.

Samme aften fortalte jeg Terkel i telefonen, at jeg var gravid. Han blev tavs, så jeg knaldede telefonrøret på, løb op på mit værelse på loftet, smed mig på sengen og tudede noget mere.

Jeg hadede Terkel, og jeg hadede at være gravid. Og på det tidspunkt kendte jeg ikke engang katastrofens fulde omfang.

En uge senere vidste mine forældre også besked, for jeg kunne ikke længere skjule det. Dels kastede jeg op om morgenen, dels var min talje besynderligt nok allerede forsvundet.

Min far cyklede ud til Terkels forældres gård og satte dem ind i situationen, og de aftalte hen over hovedet på Terkel, at vi blev nødt til at gifte os.

Sådan blev det. Terkel var ikke begejstret, men han havde så tilpas meget respekt for sin far, at han ikke turde sætte sig op imod ham.

Besynderlig babybule

Mine forældre skulle traditionen tro holde brylluppet, og af økonomiske årsager ville det blive i vores egen spisestue med hjemmelavet bryllupsmiddag og et ganske lille selskab bestående af vores forældre og søskende.

Jeg skulle have en hvid brudekjole, og dengang var den billigste løsning at gå til den lokale syerske og få syet en.

Hun viste mig en tegning af en sød, enkel model med korte ærmer og et gulvlangt skørt, og så fik jeg besked på at stille mig op på en stol, hvorefter hun tog mine mål.

Da bryllupsdagen oprandt, havde Terkel forsonet sig med situationen. Han havde fået fri fra kasernen til anledningen og slap billigt om ved påklædningen, for han bar sin uniform.

Mig var det værre med, for da jeg var til den sidste prøvning af brudekjolen, sendte syersken mig et undersøgende blik og mumlede noget om, at jeg vist havde taget på, og at hun blev nødt til at lægge kjolen ud.

– Bare der dog er stof nok at give af, sagde hun med munden fuld af knappenåle.

Min mor undrede sig også over, at min mave allerede bulede ud, for jeg var jo kun godt tre måneder henne. Løsningen på problemet blev, at jeg fik en enorm brudebuket, som i tidens stil faldt nærmest lodret ned fra et lille håndtag.

Fælles adresse

Min nyslåede svigerfar havde skaffet os en lejlighed på første sal af en gammel villa. Vandet skulle pumpes op fra vandposten bag huset og bæres op ad den udvendige trappe, toilettet var et gammeldags das, som vi delte med husværten, og køkkenet bestod af et bord med to gasblus i et hjørne af stuen.

Men det var et hjem, og nu havde vi en fælles adresse.

Et par måneder senere var Terkel færdig i militæret og fik et job som chauffør hos den lokale korn- og stofforretning.

Hver dag cyklede jeg ind til kommunekontoret iført én af mine to omfangsrige ventekjoler. Jeg skammede mig ikke længere, for nu var jeg jo en gift frue.

Men da min mave hen over forsommeren blev voldsomt stor, syntes kontorchefen ikke, jeg skulle sidde til frit skue for borgerne. Så pænt var det jo heller ikke med sådan en gravid mave, mente han, så jeg fik et bord i et baglokale.

Det var i orden med mig, for så kunne jeg anbringe min svulmende krop i den stilling, jeg sad bedst i.

Jeg mente selv, at min ringe højde måtte være årsagen til, at min mave var så stor.

Betalte for fødslen

Det største problem for Terkel og mig var egentlig pengesagerne, for min elevløn var forsvindende lille, og han tjente ikke ret meget som chauffør.

Seng og barnevogn købte vi derfor brugt. Heldigvis var min mor ferm til håndarbejde, så hun syede og strikkede det meste af barnets garderobe.

Fødslen gruede jeg meget for. Jeg var selv født i mine forældres dobbeltseng, og det samme var Terkel, for dengang var hjemmefødsler det mest almindelige.

Hvis en barselskvinde på forhånd ønskede at føde på sygehuset, kostede det et vist beløb. Alligevel blev Terkel og jeg enige om, at jeg skulle føde på sygehuset, som lå en halv times kørsel fra byen. Så måtte vi bare håbe på, at vi havde pengene til den tid.

For mange hjerteslag

En måned før fødslen skete der noget, som kuldkastede alle planer. Dagen efter, jeg havde haft min sidste arbejdsdag, aflagde jeg mit tredje besøg hos byens jordemor, fru Johansen. Den dag lyttede hun meget længe til min mave.

– Ved De hvad, jeg kan høre for mange hjerteslag, kom det så fra hende. – De bliver nødt til at tage til sygehuset og blive undersøgt af en fødselslæge.

– For mange hjerteslag? gentog jeg forvirret. – Hvad mener De?

– Jeg mener, at De nok skal have tvillinger.

Da brød min verden helt sammen. Jeg havde vænnet mig til tanken om, at jeg skulle være mor, og jeg var endda begyndt at glæde mig. Men to børn?

Det føltes som en total katastrofe, for nu skulle vi jo anskaffe os dobbelt så meget udstyr, som vi allerede havde fået skrabet sammen, og kunne jeg overhovedet finde ud af at passe TO nyfødte?

På sygehuset blev jordemorens teori bekræftet, og jeg tudede igen. Fødselslægen trøstede mig med, at det ikke kostede noget at føde på sygehuset, når det drejede sig om tvillinger.

Nu var der pludselig en indlysende forklaring på min enorme mave, og den sidste måned brugte vi på at fremskaffe det nødvendige babyudstyr. Terkels forældre gav os en håndsrækning til en telefon, og de lånte også Terkel penge til, at vi kunne købe en lille, gammel bil.

En smuk septemberdag stod jeg og hang vasketøj op på snoren bag huset, da jeg pludselig blev plaskvåd på lårene. Det forskrækkede mig en del, så jeg ringede til jordemoren fru Johansen, som beroligede mig. Det var vandet, der var gået, men der kunne godt være længe endnu til selve fødslen.

– Ring til mig igen, når De får rigtige veer, og der kun er fem minutter imellem, så kommer jeg og henter Dem i min vogn, sagde hun.

Veerne meldte sig dog ikke, og da Terkel kom hjem fra arbejde, var jeg stærkt utålmodig. Han foreslog, at vi kørte en tur i den gamle brostensallé op til det forladte gods, for alle vidste, at både tænder og andre kropsdele kunne blive rystet løse her. Vi skrumplede frem og tilbage i alléen mange gange, men veer kom der ingen af, og til sidst kørte vi hjem igen.

Hentet af jordemoren

Klokken to den nat skete der pludselig noget. Jeg fik de skrækkeligste, smertefulde sammentrækninger, hvorved min mave blev hård som en valnød i overstørrelse.

Terkel tog tid på dem, og da der var fem minutter imellem, ringede jeg til fru Johansen og vækkede hende.

Et kvarter senere holdt hun uden for huset, og Terkel hjalp mig derud og ind i bilen.

– Så er det altså tid, nikkede fru Johansen, som var vant til at blive vækket midt om natten og foretage en hurtig udrykning.

Turen til sygehuset forekom mig uendeligt lang, og hele vejen snakkede fru Johansen om alt det, hun havde syltet tidligere samme dag. Jeg måtte bide mig i tungen for ikke at råbe til hende, at hun skulle holde mund med sit dumme syltetøj.

Efterfølgende forstod jeg, at hun selvfølgelig bare ville aflede mine tanker.

På sygehuset kom jeg straks ind på en fødestue og fik lattergas. Det fik jeg åbenbart rigeligt af, for hele forløbet stod bagefter temmelig tåget for mig. En halv time efter ankomsten fødte jeg den fineste, lille pige på seks pund.

Fødselslægen skældte ud, fordi jeg havde fået så meget lattergas, at jeg bare svævede rundt i min egen, lille verden uden at reagere på veerne.

Så blev lattergassen taget fra mig, og endnu en lille pige dukkede op. Hun var perfekt, ligesom den første, men vejede kun knap fire pund.

Velsignet med tvillinger

Da jeg en uge senere fik lov at tage hjem sammen med pigerne, sagde fødselslægen, at han ikke håbede at se mig igen. Jeg havde åbenbart været lidt hysterisk og sparket ud efter ham under fødselsstrabadserne.

Fødselslægens bøn blev hørt, for selv om Terkel og jeg senere besluttede at få et barn mere, lykkedes det mig aldrig at blive gravid igen. Som årene gik, indså vi derfor, at det ikke havde været en katastrofe at få to på én gang, men derimod en velsignelse.

I dag er jeg 87 år og har været enke siden 2020, mens vores tvillingepiger på 67 er sunde og raske og bor dejligt tæt på mig.