Spændte bedsteforældre: Bliver det mon tvillinger?

Tirsdag, 1. april 2025
Lotte Bang
Foto: Martin Silz
Tvillinger eller ej? For nogen er forestillingen en stor drøm, for andre et regulært mareridt. Men hvad er oddsene egentlig? Få Familielægens svar her.
Dreng der taler med fiktiv dreng
Vores svigerdatter er ikke meget for tanken om tvillinger, så vi holder vores håb for os selv.

Kære Lotte Bang

Vi er simpelthen i den syvende himmel. Efter at have set alle vennerne blive bedsteforældre havde vi næsten mistet håbet, men nu har vores søn og svigerdatter meddelt den store nyhed. De skal være forældre, og vi skal være bedsteforældre for første gang.

Min mand er tvilling, og så vidt jeg har hørt, er der chance for, at min søn skal have tvillinger, for springer det ikke en generation over?

De skal først scannes om en måned, men vi kan næsten ikke vente. Tænk, hvis der kom to på en gang. Vores svigerdatter er dog ikke meget for tanken om tvillinger, så vi holder vores håb for os selv.

Er der mon chancer for at blive bedsteforældre til tvillinger efter arv fra min mand?

De Kommende Bedster

Kære Kommende Bedster

Først og fremmest stort tillykke til hele familien. Jeg kan godt forstå, I glæder jer.

Dernæst til spørgsmålet. Generelt er chancen for at blive gravid med tvillinger ret lille og forekommer kun i ca. 1-2 procent af alle graviditeter.

Arvelighed og tvillingegraviditet hænger sammen med kvindens tilbøjelighed til at løsne flere æg på én gang og dermed blive gravid med tveæggede tvillinger. Arveligheden er altså altid på kvindens side, og tvillinger i mandens familie påvirker ikke et pars chance for tvillingegraviditet.

Chancen for at få tvillinger øges med alderen. Kvinder over 35 år har større chance for en tvillingegraviditet. Dette gælder især for tveæggede tvillinger, da der med alderen er større sandsynlighed for, at to æg frigives under en menstruationscyklus.

Der er også andre faktorer, der kan påvirke chancen for tvillinger. Er man eksempelvis blevet gravid via reagensglasbehandling, er chancen lidt større.

I må væbne jer med tålmodighed. Under alle omstændigheder er det jo fuldstændig fantastisk, at der snart kommer mindst en baby i familien.

Kærlig hilsen Lotte 

Familielægen

Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.

Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk