Faktortallet på din solcreme snyder: Sådan beskytter du din hud

Mandag, 10. juni 2024Opdateret 9. april
Af Stine Troense og Cecilie Tolversen
Foto: Colourbox
Solbeskyttelse er afgørende, men gør du det på den rigtige måde? Få eksperternes bedste råd, og opdag én detalje, der måske vil overraske dig og gøre en stor forskel for din hud.
Kvinde smører sig med solcreme
Selvom du smører dig med solcreme, opnår du ikke den solfaktor, der er angivet på din solcreme. Læs her, hvordan du beskytter dig bedst mod solen.

Skygge, solhat/tøj og sol­creme.

Sådan lyder de officielle sol­råd, som skal forebygge kræft i huden. Professor og overlæge på Dermatologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital Hans Chri­stian Wulf har været med til at udforme solrådene sammen med bl.a. Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse i 2007.

Som udgangspunkt mener Hans Christian Wulf fortsat, at solrådene er relevante, for vores behov for solbeskyttelse er kun blevet større med tiden.

– Det er fint med solråd, og især tøj giver en effektiv beskyt­telse. Beskyttelsesfaktoren ligger mellem 10 og 1.000, hvor cow­boybukser er 1.000 og en bom­uldsbluse 30.

Skygge beskytter ikke mod solen

Hans Christian Wulf søger selv ind i skyggen fra klokken 12 her om sommeren, men han under­streger, at skygge ikke giver den bedste solbeskyttelse.

– Beder du dit barn søge skygge fra et træ under eksamenslæs­ningen, får det kun en beskyt­telse, der svarer til en faktor to, hvis der er åben himmel, og bar­net ikke samtidig er beskyttet af solcreme eller tøj.

Rådet om at bruge solcreme er faktisk det solråd, Hans Chri­stian Wulf har mest fidus til. For selv om mange af os har de bed­ste intentioner om at passe på os selv, efterlever vi ikke rådene om at undgå solen, når den er skarpest, eller dækker os med tøj, ifølge ekspertens videnska­belige studier og observationer i sommerlandet.

– Jeg kan konstatere, at flere af de eksisterende solråd ikke følges. Næsten alle tager på stranden i netop det tidsrum, vi fraråder, og de fleste tager lange bukser og trøje af, når de får det varmt, siger Hans Christian Wulf, der har ind­set, at det er tæt på umuligt at få os til at ændre soladfærd.

Derfor ønsker han at ændre kurs.

– Vi kan med rimelighed få folk til at bruge solcreme, men der er ikke meget, der tyder på, vi kan få dem til at efterleve de an­dre solråd. Og selv om jeg i bund og grund er større tilhænger af at undgå soleksponering mel­lem kl. 12 og 15, er jeg nødt til at acceptere, at det er solcreme, vi skal slå på. Jeg vil jo bare gerne have folk til at beskytte sig, og så er jeg i princippet ligeglad med, hvordan de gør.

Og det leder os til ét konkret råd om solcreme, som Hans Christian Wulf nu slår et meget stort slag for – og som vi måske er mange, der hører for første gang.

Brug altid mindst faktor 30

I marts 2025 er Sundhedsstyrelsen kommet med nye anbefalinger til solbeskyttelse. De lyder sådan:

  • Brug solcreme med mindst faktor 30, både i Danmark og sydpå. Du skal bruge mere solcreme, end du tror.
  • Søg skygge, især mellem kl. 12 og 15.
  • Brug solhat, solbriller og løstsiddende tøj, når du er i solen
  • Unge bør holde sig fra at bruge solarie

Anbefalingen om at bruge faktor 30 er ændret, fordi de færreste bruger nok solcreme til at opnå den beskyttelse, der er angivet på emballagen.

Kilde: sst.dk

Faktortallet på din solcreme snyder

Undersøgelser viser, ifølge eks­perten, at vi bruger alt for lidt sol­creme til at opnå den beskyttel­sesfaktor, der rent faktisk står på tuben med solcreme.

Det bety­der, at det kun er i teorien, vi er beskyttet af f.eks. faktor 50, som mange bruger i udlandet eller på børn – i praksis er beskyttelsen meget lavere, fordi vi smører me­get mindre på end det, faktoren er beregnet ud fra.

Hvordan hænger det nu sam­men?

– Hvis vi beregner solfaktoren ud fra den mængde solcreme, som vi ved, den gennemsnitlige dansker smører sig ind i, kommer vi frem til, at en sol­creme, der står faktor 15 på, reelt kun giver faktor to. Og at faktor 50 giver faktor 2,5 i virkelighe­den, siger Hans Christian Wulf.

Det betyder med andre ord, at du ikke kan kompensere for den lille mængde solcreme ved blot at gå op i faktortal. For tallene viser, at selv om du brugte sol­creme med faktor 81, endte du med at bruge solfaktor 3 i prak­sis, og dét er stadig ikke en effek­tiv beskyttelse mod forbrændin­ger, som kan føre til hudkræft, ifølge Hans Christian Wulf.

Det er altså underordnet, om du bruger faktor 15, 30 eller 50, fordi du bruger alt for lidt sol­creme.

Så kan jeg da bare smøre mere på, tænker du måske. Men nej. For skal du opnå beskyttelses­faktoren på tuben skal du bruge hele 35-40 milliliter solcreme til hele kroppen, hvis det skal batte noget på beskyttelsen.

– 40 milliliter er virkelig meget. En dyr tube solcreme rummer typisk kun 100 milliliter. Og selv om vi skulle kunne komme op på de 35-40 milliliter solcreme, er der stadig 20 procent, altså en femtedel af kroppen, hvor vi ik­ke har været, ifølge undersøgel­ser, siger Hans Christian Wulf.

Og så er vi jo lige vidt.

Hvad er hudkræft?

Kræft i huden dækker over almindelig hudkræft og modermærkekræft.

Almindelig hudkræft er den hyppigste og er sjældent dødelig.
Modermærkekræft er den farligste og mest aggressive.

Jo tidligere kræft i huden opdages og behandles, des større chancer er der for helbredelse.

Kræft i huden er den hyppigste kræftdiagnose i Danmark og har de seneste 30 år været i kraftig stigning. Kræft i huden skyldes i langt de fleste tilfælde for megen UV-stråling fra solen.

Op til 90 procent af kræfttilfældene kan forebygges med fornuftig soladfærd som korrekt brug af solcreme.
Det er solforbrændinger, der kan føre til forstadier for kræft i huden. En solforbrænding kan kendes på, at du er rød (inflammeret) i huden dagen efter, du har fået for megen sol (ikke samme dag).

Kilder: Sst.dk, Kræftens Bekæmpelse og Hans Christian Wulf

Smør dig med solcreme to gange

Nu er det store spørgsmål: Hvor­dan opnår vi den nødvendige faktorbeskyttelse?

– Mit råd er enkelt: Smør dig ind to gange med cirka 15 mi­nutters mellemrum, så cremen når at blive absorberet af huden. Dét er effektivt: Bruger du en sol­creme med faktor 50, vil du efter én indsmøring have faktor 9 i an­sigtet og faktor 2,6 på maven. Det er tæt på ingenting, men smører du dig ind to gange, vil du have faktor 75 i ansigtet og 13,5 på ma­ven. Og så begynder det at ligne noget, siger Hans Christian Wulf.

Han anbefaler, at begge ind­smøringer sker inden, du går ud i solen, og så behøver du faktisk ikke tænke på solcreme mere den dag. Stofferne i cremen tå­ler nemlig både vand, høj varme og flere tøjskift.

Undersøgelser viser endda, at selv om du tørrer dig med et håndklæde efter otte timer, har du stadig cirka halvdelen af sol­beskyttelsen fra om morgenen på, ifølge eksperten. Og det er jo samtidig med, at solstyrken falder sidst på eftermiddagen.

Er du sydpå, hvor solen er ekstra skarp, kan du med for­del smøre dig ind i solcreme in­den morgenmaden og igen ef­ter morgenmaden, men inden du går ud i solen. Husk at lade cremen suge ind, så beskyttel­sen sidder i huden, ikke i tøjet.

Undersøgelser viser, at otte mi­nutter mellem indsmøringer­ne kan være nok, men regn ger­ne med mindst 15 minutter for at være på den sikre side, opfor­drer Hans Christian Wulf.

Og husk at få en ven til at smø­re dig ind på ryggen begge gange!

Supplér med selvbruner for bedre solbeskyttelse

Hans Christian Wulf har også et andet råd, han gerne vil dele med os – og det overrasker må­ske også mange.

– Skal du sydpå i ferien, kan du med fordel smøre dig ind i selvbruner i fem dage op til afrej­sen. I selvbruner er der en solbe­skyttelsesfaktor på to til tre. Det er en god basisbeskyttelse, hvis du kombinerer den med de to solcreme-indsmøringer, inden du går ud i solen.

Der er flere fordele ved at bru­ge selvbruner, ifølge eksperten, der selv bruger metoden på feri­er under varmere himmelstrøg.

– Det er nemt at se sine ”hel­ligdage”, fordi selvbruner-cre­men oftest gør huden brun. Det er også godt, at selvbruner-effek­ten først klinger af efter en uges tid modsat solcreme, som du jo skal bruge hver eneste dag, siger Hans Christian Wulf.