Quiz: Hvor godt kender du Bjarne Reuters bøger og film?

Fredag, 25. april 2025
Anita Lauridsen Banner
Foto: Claus Boesen
Den 29. april 2025 fylder Bjarne Reuter 75 år. Han er især kendt for sine børne- og ungdomsbøger, hvoraf nogle er filmatiseret. Tag vores quiz om fødselaren her.
Bjarne Reuter
Bjarne Reuter har glædet børn og unge med sine bøger gennem årtier.

I ikke mindre end 50 år har Bjarne Reuter sprøjtet underholdende litteratur ud til danskerne.

Han blev uddannet lærer fra Blågårds Seminarium i 1975 og samme år debuterede han med børnebogen "Kidnapning" om en fattig familie fra Vanløse og deres fidusmager af en onkel, som beslutter at kidnappe en rigmandssøn fra Nordsjælland. Alt går selvfølgelig galt til stor morskab for læseren.

Selvom "Kidnapning" nu har mange år på bagen, er temaerne rig versus fattig, snyd versus ærlighed samt forældrekærlighed, søskenderivalisering og naboskab evigt aktuelle og så levende beskrevet, at nutidens børn sagtens kan relatere til Bertram og alle de andre hovedpersoner i bogen.

Og sådan er det også med Bjarne Reuters øvrige bøger, hvoraf en del af blevet lavet til film. De kan være fyldt med spas og løjer eller spænding og action, men det rent menneskelige kan vi alle nikke genkendende til, og flere scener er nærmest blevet ikoniske. Hvem husker ikke Mulle, der blev tvunget til at spise en skovsnegl i "Zappa", Annas illegale abort i "Tro, håb og kærlighed" eller Busters forelskelse i Joanna i "Busters verden" for bare at nævne nogle få. Tiderne skifter, men menneskers følelser forbliver de samme.

Siden debuten som forfatter i 1975 har Bjarne Reuter ikke ligget på den lade side. Han har skrevet over 80 bøger, og her i 2025 udkommer de to første bøger i serien om Bertram i én bog i et nyt design i anledning af Bjarne Reuters 50-års forfatterjubilæum, som han kan fejre samtidig med sin 75-års fødselsdag.

Er du også Bjarne Reuter-fan? Så tag vores quiz og se, hvor meget du husker om hans mest ikoniske bøger. Der er 10 spørgsmål i alt.