Snyd ikke dig selv for penge: Her er 10 fradrag de fleste glemmer

Mandag, 28. april 2025
af Ebba S. Dahlman. Bearbejdet af Klara Hauberg Hansen
Foto: Colourbox
Der kan være en del penge at hente, hvis de rette fradrag indberettes på årsopgørelsen. Her finder du nogle af de vigtigste og måske mest oversete fradrag.
Glem ikke disse 10 fradrag på årsopgørelsen
Flere glemmer disse vigtige fradrag, når de tjekker deres årsopgørelse.

Hvert år, når vi når den tid, hvor Skattestyrelsen melder ud, at årsopgørelsen er klar, sidder tusindvis af mennesker i kø for at se, om der denne gang venter røde eller grønne tal.

Men uanset om din foreløbige besked på skat.dk viste dig grønne og altså glædelige tal, eller om du derimod fik ondt i maven over at se resultatet, så findes der fradrag, som du kan have ret til.

Fradrag som – uanset hvordan man vender og drejer det – kan omsættes til penge, der kan ende i din lomme.

De fleste kender helt sikkert til håndværkerfradraget, og at man skal indberette en eventuel gevinst eller tab ved salg af bolig.

Men der findes alligevel en god håndfuld skattefradrag, som ikke alle kender til, eller husker at indberette.

Derfor har vi her samlet en liste med 10 af de fradrag, som kan være en rigtig god ide at tjekke op på, om du har ret til, så du kan nå at indberette dem på årsopgørelsen, inden denne lukker den 1. maj.

1. Kørselsfradrag ved bijob og dobbeltture

Hvis du har mere end 24 km i samlet daglig transport (12 km hver vej), kan du få befordringsfradrag.

Dette gælder ved alle typer af lønnet arbejde, som du betaler am-bidrag af, det kan derfor både være dit studiejob, lønnet praktik, bijob mm.

Du kan desuden få ekstra befordringsfradrag, hvis du besøger din arbejdsplads mere end én gang om dagen, f.eks. ved et aftenmøde eller lignende. Her gælder dog stadig, at du kun kan få fradraeget, hvis du samlet kører mere end 24 km om dagen.

Fradraget gælder, uanset om du transporterer dig til og fra arbejde med bus, bil, tog eller cykel.

2. Fradrag for udgifter til hjemmekontor

Har du et kontor eller arbejdsværelse derhjemme, hvor du kun kan udføre dit arbejde, og rummet ikke kan bruges til andre ting, så kan dine udgifter til rummet trækkes fra.

Bundgrænsen for udgifterne er i 2025 på 7.300 kroner - dette beløb skal altså trækkes fra dine udgifter først.

3. Fradrag for IT-udstyr

Hvis du har købt IT-udstyr, det kan f.eks. være en computer eller en tablet, som du skal bruge for at kunne udføre dit arbejde, så kan du afskrive på købsprisen.

Vær opmærksom på, at du selv skal give et skøn over, hvor stor en del den erhvervsmæssige brug af udstyret udgør, når du indberetter på årsopgørelsen.

Fradraget gælder ikke, hvis IT-udstyret kun er til privat brug eller studiebrug.

Bundgrænsen er her på 7.300 kroner i 2025, som du skal trække fra beløbet først.

4. Få fradrag for MobilePay-donationer til velgørenhed

Hvis du laver en donation via MobilePay til en velgørende organisation, så er denne også fradragsberettiget. Vær dog opmærksom på, at det er modtageren, der skal indberette din indbetaling til Skattestyrelsen.

Nogle organisationer indberetter det automatisk, andre skal du sende et screenshot af din indbetaling til.

Du kan kun få fradrag for gaver, bidrag og donationer til velgørende organisationer, foreninger, stiftelser, institutioner og religiøse samfund, som er godkendt af Skattestyrelsen.

5. Fradrag for faglitteratur og kurser

Hvis du har udgifter til faglitteratur, tidsskrifter eller videnskabelige værker, der er nødvendige for, at du kan varetage dit arbejde, så kan du trække disse fra i skat.

Det samme gør sig gældende for kursusudgifter, hvis du i løbet af året har været på et kursus, der har til formål at vedligeholde eller ajourføre din faglige uddannelse. Se også nærmere under punkt 10, hvor du kan læse mere om rejsefradrag, hvis dit kursus kræver, du er væk i mere end 24 timer.

Fradraget gælder ikke ved grund- eller videreuddannelse.

Bundgrænsen for både faglitteratur og kurser er i 2025 på 7.300 kroner, som du skal trække fra beløbet først.

6. Servicefradrag

Hvis du har fået pudset dine vinduer, gjort rent i hjemmet eller fået passet dine børn, så kan du søge om servicefradrag.

Fradraget gælder kun arbejdslønnen og ikke materialer eller kørsel, og fradraget kan kun søges for service udført i dit private hjem eller fritidsbolig. Husk at betale dine regninger elektronisk og gem disse til dokumentation.

I 2025 kan du få fradrag for op til 17.500 kroner pr. person i husstanden.

7. Søg fradrag ved låneomkostninger ved kortfristede lån

Har du optaget et lån med en løbetid på under to år, det kan f.eks. være et kviklån, kan du få fradrag for stiftelsesgebyret.

Men du skal selv indberette beløbet, da långiveren ikke automatisk gør det.

8. Få fradrag for børne- og ægtefællebidrag

Hvis du betaler børne- eller ægtefællebidrag, så kan du få fradrag for dette.

Betaler du direkte gennem Udbetaling Danmark, så får du automatisk dit fradrag. Men betaler du udenom Udbetaling Danmark, så skal du indberette beløbet i rubrik 56 på årsopgørelsen.

9. Fradrag for privat gæld

Har du privat gæld, f.eks. til familie eller venner, og betaler du renter på lånet, så kan du få fradrag for renteudgifterne.

Du skal dog huske at oplyse, hvem du betaler til, når du indberetter beløbet.

10. Rejsefradrag

Rejsefradraget er måske et af de mest oversete fradrag herhjemme. For selvom din arbejdsgiver måske dækker både kost og logi i forbindelse med din tur, så kan der stadig være penge at hente.

Hvis din arbejdsgiver betaler dig et beløb direkte på din bankkonto, der skal dække dine udgifter, så tjek op på, om beløbet var tilstrækkeligt. Hvis beløbet er mindre end skats egne satser, så kan du få et fradrag.

Har du fået et tilstrækkeligt beløb af din arbejdsgiver, så kan du stadig få fradrag for ”småfornødenheder” – det kan f.eks. være en kop kaffe, vand eller en busbillet.

Din rejse skal dog opfylde nedenstående kriterier, for at du kan søge om rejsefradrag:

  • Din rejse skal vare mindst 24 timer
  • Du må ikke overnatte i dit eget hjem
  • Du kan ikke få fradrag, hvis det er et ulønnet arbejde.