Vi bliver ved vores læst

Mandag, 3. november 2008
af Claus Gjedsig
Inger og Tage Christensen fandt sammen ved lidt af et tilfælde. Nu har de lavet træsko sammen i 32 år, og ingen af dem har tænkt sig at stoppe foreløbigt.
Foto: Gregers Kirdorf
Foto: Gregers Kirdorf

Først mistede træskomageren Tage sin søn, og senere mente et par emsige pantefogeder, at Tage skyldte omkring 100.000 kroner i skat. Det viste sig imidlertid heldigvis, at det var ham, der skulle have penge tilbage.

Når tingene alligevel falder i hak
Tages hustru havde ikke kunnet klare presset og ville skilles. På samme tid havde den unge Inger fået arbejde hos træskomageren. Hun havde et naturligt talent for arbejdet, men hun og kæresten kunne ikke sammen, og Inger stod pludselig uden tag over hovedet. Tage åbnede derfor sine døre for Inger, og det endte med, at hun blev. Inger, der nu er 54, og Tage Christensen, som er 78, har i dag været gift i over 30 år. På det lille værksted, der ligger ved privaten i Hjøllund nord for Vejle, fabrikerer de som de sidste i Danmark håndlavede træsko i deres virksomhed, Rikki Træsko.

Effektivisering i mindre målestok
Her er tale om et tæt samarbejde. I hver enkelt træskoproces vandrer det, der bliver til den færdige træsko, flere gange mellem dem.
- Det er bevidst, at vi arbejder på den måde, så vi ikke laver en træsko færdig fra start til slut. Man bliver specialist i de enkelte ting, og man kan gøre det væsentligt hurtigere, fortæller Inger og Tage, der har datteren Lone.
- Men det har da været hårdt mange gange. Vi har fået nogle store økonomiske lussinger, når krisen for alvor kradsede, men er altid kommet ovenpå igen. I starten, Inger og jeg arbejdede sammen, var det 16 timer i døgnet. Utroligt, at hun ikke løb skrigende væk. Men det gjorde hun ikke, fortæller Tage. - En skomager bliver jo ved sin læst. Det har du altid sagt, svarer Inger.

Træsko for gengangere
Parret leverer træsko fra størrelse 19 til 48 til en kræmmer og nogle købmandsforretninger samt et par virksomheder, der køber sikkerhedstræsko. Ellers lever de af salg til folk, der kommer ind fra landevejen.
- Vi har mange gengangere. Og her kommer både tyskere, svenskere og canadiere og køber træsko, når de er på ferie i Danmark, fortæller Tage. Træskoene sælges for mellem 160 og 200 kroner pr. par. Lidt mere hvis de er specialsyet. Tage laver nemlig også ortopædiske træsko til folk med f.eks. høj vrist eller knyster.
- Og det er en meget stor tilfredsstillelse, siger Tage, der ikke har tænkt at stoppe arbejdet foreløbig. Ja, jeg bliver ved, til jeg populært sagt stiller træskoene, siger han med et smil.


Den sidste træskomager

Tage Christensen er den sidste aktive træskomager i Danmark.
Der findes dog en del pensionerede træskomagere, som arbejder på museer.
Det er ikke muligt at tage en uddannelse til træskomager, men derimod til skomager.
Her er der tre muligheder: en fireårig til ortopæd-skomager, hvor man lærer at sy specialfodtøj, en uddannelse til såkaldt nådler på to et halvt år, hvor man lærer at sy og forarbejde modeller, samt en treårig til serviceskomager, hvor man lærer at reparere og tilrette fodtøj.

Læs mere på Uddannelsesguiden