Der er en vej ud af mareridtet

Da Vibeke sad med sin søsters lille nyfødte pige Lykke i armene, vidste hun, at det var vendepunktet. Hun ville nemlig være en god moster, ikke en syg moster.

- Det var så stort for mig at blive moster, at anoreksien blev svag og lille ved siden af. Min søster lå der på fødestuen, og hun spurgte, om jeg ville hente McDonald's-mad og bland selv-slik til os. Og det gjorde jeg, og jeg spiste det sammen med hende og hendes kommende mand. Jeg tænkte: Nu skal det være slut én gang for alle.

Jeg var så færdig med at være syg og ville bare tilbage til livet, siger Vibeke. Fra da af gik det hurtigt for Vibeke med at blive fri af den sygdom, som i 10 år havde hærget i hendes liv.

Sygdom tog overhånd

I dag er Vibeke Sørensen 27 år, og hun skal snart flytte i egen lejlighed i Ribe. Hun har gennemført en uddannelse og arbejder på fuldtid som social- og sundhedsassistent, og så bruger hun tid på at hjælpe spiseforstyrrede og deres pårørende i samarbejde med psykoterapeut Mette Bang, som hun selv fik hjælp af.

Som 14-årig var Vibeke en energisk pige. Men samtidig havde hun høje krav til sig selv, og hun var ekstremt perfektionistisk. Ifølge hende selv præsterede hun aldrig godt nok.

- Jeg har svært ved at huske det i dag. Men jeg begyndte at smide min madpakke ud i skolen. Begyndte at lyve om, at jeg spiste aftensmad ude.

Vikebe kom i ambulant behandling hos børne- og ungdomspsykiatrien, og til sidst blev Vibeke indlagt.
- Det var, som om det triggede mig, da jeg fik stemplet anoreksi. Jeg begyndte at læse om, hvad andre piger gjorde for at sulte sig selv og holde vægten nede, men jeg fandt hurtigt mine egne metoder. Lægerne ville have, at jeg skulle tage et kilo på om ugen, så jeg drak mange gange vand op til kontrolvejningen. De troede, jeg tog på, men sandheden var, at jeg tabte mig mere og mere, husker Vibeke i dag.

Vibeke blev indlagt gentagne gange, sammenlagt i tre et halvt år.

Læs også: Jeg har fået livsglæden tilbage

Recovery

- Jeg begyndte at skære i mig selv. Jeg havde svært ved at bruge personalet, fordi de ikke skulle se min sårbarhed, så jeg ringede hjem til min mor i stedet og bad om hjælp, siger Vibeke.

Da Vibekes mor, Ragna, kontaktede Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, blev hun sat i kontakt med en psykoterapeut i Esbjerg, og Vibeke fik hurtigt en tid.

- Terapeuten brugte en behandlingsform, som hedder recovery. Hun nævnte intet om min vægt eller om, hvad jeg skulle veje eller spise. Hun lyttede til mig og fik mig til at fortælle om alle de negative tanker, som jeg siden min barndom havde været fyldt op med. Og vi satte sammen målet om, at jeg skulle blive en god moster, fortæller Vibeke.

- Jeg håber, at andre piger med anoreksi vil blive ved med at kæmpe, selv om de føler, at det ikke er kampen værd, siger Vibeke. - For der er en vej ud af mareridtet og en dør, der står "livet" på, til alle.

Læs også: Fandt sin stærke side med psykoterapi