Marengs-lagkage
Opskrift på marengs-lagkage med kold bærtop
(6 pers.)
50 g mandler
4 æggehvider
225 g sukker
100 g mørk chokolade 70%
150 g flødeost
1½ dl piskefløde
150 g frosne hindbær
2 spsk. flormelis
2 spsk. græsk yoghurt
1 spsk. hakkede pistacienødder
Sådan bager du lagkagen
Smut mandlerne og hak dem groft. Pisk hviderne stive, tilsæt sukkeret og pisk dem seje. Vend mandlerne i marengsen og fordel marengsmassen i to cirkler på 20 cm på bagepapir. Bag bundene ved 110° i 2 timer og lad dem køle helt af.
Smelt chokoladen over vandbad og rør flødeosten i. Pisk fløden til skum og vend den forsigtigt i chokolademassen.
Læg en marengsbund på et fad og fordel chokoladecremen over. Læg den anden bund over og sæt kagen i køleskabet, til den skal serveres. Blend hindbærrene med flormelis og yoghurt og fordel blandingen over kagen. Drys med hakkede pistacienødder og servér straks.