Færøerne: Vild natur højt mod nord

Jeg bliver aldrig træt af udsigten fra mit hotelværelse: Den græsklædte skrænt som forgrund for et kludetæppe af ny arkitektur og historiske træhuse omkring en åben bugt, hvor havet møder himmelen, og øen Nolsoy stikker op i midten. Et syn, der favner Færøerne med sit miks af tradition, dynamisk modernitet og vild natur i overflod.

Værelset er ét af en stribe på Hotel Føroyer, en lang lav betonbygning med græs på taget, som smyger sig langs bakkeskråningen oppe over Tórshavn, Færøernes hovedstad med godt 22.000 indbyggere. Den ligger på sydøstsiden af Streymoy, den største af de 18 grønne øer, som skyder sig op af Atlanterhavet mellem Skotland og Island.

Tórshavn har sin egen hip-faktor, hvor design og gastronomi har skabt en unik niche. Læg dertil en åben, selvbevidst befolkning med stolthed over øriget, historien og kulturen, som de gerne deler ud af.

Hip strik

Mon ikke de fleste danskere husker historien om den råhvide striksweater med det brune stjernemønster, som Sofie Gråbøls karakter Sara Lund viste allerede i 2007, da tv-serien ”Forbrydelsen” havde premiere?

Designeren Gudrun Ludvig, den ene halvdel af brandet bag sweateren, er et af adskillige eksempler på, at hvor kreative færinger tidligere forlod de vindomsuste øer for altid, vender de nu hjem igen. Tilbage efter nogle år i Danmark mødte Gudrun Ludvig sin navnesøster Gudrun Rogvadottir, som delte ønsket om igen at skabe behov for lokalproduceret uld. Ellers blev det brændt, fordi priserne var så lave.

I dag er Gudrun&Gudruns lyse, enkelt indrettede modebutik i et hvidmalet træhus på gågaden Niels Finsens Gøta langt fra den eneste, der tager udgangspunkt i Færøernes ikoniske råvare.

Lidt længere oppe ad gaden ligger Ullvøruhúsið, (Uldvarehuset), der sælger moderne færøsk strik med respekt for urgamle traditioner – endda med to ret forskellige mærker: Steinum og Shisa Brand.

Sissal Kristiansen, kvinden bag Shisa Brand, er cand.merc. og selvlært designer. Hun åbnede butikken i 2018 og er med tiden blevet mere og mere bevidst om kun at bruge færøsk uld i sine håndstrikkede sweatre.

– Færøsk uld appellerer til min stil og æstetik, og hvis ikke vi selv skulle bruge vores uld, hvem så? spørger hun og fortsætter med at forklare, at færøsk uld ikke er helt så blødt som f.eks. italiensk merinould. Til gengæld skal det slet ikke vaskes, bare hænges til luftning.

Michelin-mad

Præcis som en sweater for alvor satte Færøerne på design-verdenskortet, var det også en enkelt restaurant, der satte Færøernes skat af udsøgte råvarer på det gastronomiske verdenskort.

Koks fik sin første Michelin-stjerne i 2017, og nummer to fulgte i 2019. Pludselig var de fjerne øer destination for internationale madturister, for selvfølgelig smittede tendensen med at fokusere på de særlige færøske råvarer flere andre restauranter.

Fænomenet opleves mest markant i en lille klynge af tjærede, historiske træhuse med græs på taget ved havnen. Her gnubber gourmetrestauranten Barbara (med fokus på fisk og skaldyr) skuldre med Ræst (med fokus på den oldgamle fermenteringsteknik), Áarsto-va med udsøgte lammeretter og Koks’ legesyge lillesøster, Roks. Plus en aflægger af det danske mikrobryggeri Mikkeler.

Gule engblomster

Jeg besøger Færøerne midt i juni, hvor græsset for alvor er begyndt at blive grønt. Ovenikøbet skinner solen fra en pangblå himmel, da jeg første gang følger stien fra hotellet ned ad skråningen mod havnen.

Turen tager en halv times tid og fører mig forbi tætte tuer af øernes smørgule nationalblomst solja, engkabbeleje, der blomstrer netop nu.

Videre til kvartererne med store nybyggede villaer og tværs gennem byen til havnen. Turister og lokale er rykket udenfor med kaffe, fadøl og Aperol på Bryggjubakk, hvor caféer og restauranter ligger tæt i farvestrålende huse. Stemningen er nærmest sydlandsk.

Magisk vandretur

Næste dag sætter jeg kursen mod naboøen Vágar, hvor en ikonisk vandretur venter forude.

Jeg skal mødes med guiden fra Reika Adventures på den nordvestlige side af øen. Efter Bøer og før tunnelen, lyder instruksen. Det er let at få øje på Johannus, der står som eneste person ved vejsiden i et magisk landskab af saftiggrønne bjergsider mod blåt Atlanterhav plettet af dramatisk savtakkede øer.

– Vi skal op over dér, siger han og peger op mod de stenede toppe højt, højt oppe.

Mens vi følger den smalle sti, der siksakker sig op ad bjerget, og kun har selskab af græssende får og skrigende havfugle, fortæller han, hvordan han har vandret her utallige gange som barn for at besøge sin bedstemor i Gásadalur på den anden side af bjerget.

I dag har bygden forbindelse til omverdenen via den 1,4 kilometer lange tunnel, der blev åbnet i 2006, men i Johannus’ barndom var stien eneste forbindelse. Eftersom han elskede at komme på sommerferie hos bedstemoren, var det bare på med rygsækken og afsted. Postmanden tog i øvrigt turen tre gange om ugen. Det er dén, vi går på nu. Bare 2,8 kilometer lang, men i kategorien ”udfordrende.” Og uendeligt smukt.

Som en fortidsdrage rejser øen Tindhólmur sig af det blinkende blå hav på vores venstre side og får følgeskab af den lysende grønne Mykines, Færøernes vestligste ø, længere ude. Nogle steder falder klippesiden brat adskillige hundrede meter ned i havet, så dér koncentrerer jeg mig om stien og det grønne græs. Lige indtil vi når toppen i 400 meters højde og kan se ned på en lille håndfuld huse på en frodigtgrøn skråning: Gásadalur. Dét er stort.