Forår i Bretagne: Smaragdkystens granitgrå perle

Den brede, gyldne strand med det turkise hav langt, langt ude overvælder mig med sin salte skønhed. Både da jeg træder ud på strandpromenaden for at finde mit hotel, og da jeg lidt senere åbner døren fra værelset ud til balkonen og betragter stranden, havet og himmelen i nyt perspektiv.

Et par timer senere sidder jeg ved et vinduesbord i restauranten og kigger ud. Nu er stranden forsvundet – erstattet af bølger, som slår op mod bolværket mindre end et par meter væk.

Historiens vingesus

Saint-Malo i det nordøstlige Bretagne har en af Europas højeste forskelle på ebbe og flod. 13 meter kan den være, og når vandet kommer ind, går det stærkt. Alligevel er tidevandet ikke dét, der har givet den befæstede by sin berømmelse. Faktisk er det ikke noget, de lokale tænker særlig meget over, men tager som en del af hverdagen, der blot kræver, at man altid er ajour med tidevandskalenderen.

De store trækplastre er strandene og det klare turkisgrønne hav her ved de kringlede klippekyster med tilnavnet Smaragdkysten. Og den unikke by med den århundredlange, dramatiske historie.

Konstruktionen af de første fæstninger ved udmundingen af La Granche-floden begyndte allerede i 1100-tallet, og op gennem 1600- og 1700-tallet var Saint-Malo blandt Frankrigs rigeste som base for både fiskeri, handel og pirateri.

Ved højvande ligner byen en luftspejling på havet. De 10 meter høje grå fæstningsmure favner en tætpakket labyrint af høje stenhuse med hvide skodder og skifertag. Sådan må den have set ud i århundreder. Men skinnet bedrager, for flertallet af husene er vellykkede kopier opført mellem 1947 og 1956.

Fransk ferieby

Siden slutningen af 1800-tallet har Saint-Malo været berømt som ferie- og kurby på grund af den friske, jodholdige luft.

Hoteller og pragtvillaer i grandiose stilarter dominerer stadig kysten, men inden for murene – intra muros, som Saint-Malo kaldes lokalt – oser de kringlede smalle gader af feriestemning.

Her er butikker med stribede sømandstrøjer, lokale specialiteter som saltede smørkarameller, boghvedepandekager og den sprøde, smørfyldte kaloriebombe af en kage kouign-amann. Samt selvfølgelig østers og skaldyr i de mange restauranter.

Strandpromenaden, hvor Hotel Le Beaufort hotel gnubber skuldre med stribevis af private villaer og hoteller, strækker sig østpå langs Sillonstranden i bydelen Paramé. Der er kun det brede fortov mellem dem og havet. Eller stranden. Afhængig af tidspunktet.

Hotellet med 22 værelser er enkelt og forholdsvis nyrestaureret i en stil, der er tro mod den oprindelige art deco. Værelserne er ikke store, men hvad gør det, når havet bruser udenfor? Og konditoren disker op med nybagt briochebrød, vidunderlig, letbitter citronmarmelade og croissanter til morgenmaden, miniaturesandkager med pistacie og chokoladekage til eftermiddagsteen?

Inspiration til kendt roman

Næste formiddag har jeg aftale med Coralie Gortais, selvstændig guide med bopæl i Saint-Malo.

Hun tager mig først med på toppen af fæstningsmurene. Turen hele vejen rundt er knap tre kilometer lang og giver et fascinerende overblik – både over byen intra muros og de omkringliggende befæstede øer såsom Grand Bé og Petit Bé. De kan kun nås til fods og ved lavvande.

Mens vi går på den metertykke mur med havet på den ene side og byen på den anden, fortæller Coralie Gortais:

– Under 2. verdenskrig havde den tyske besættelsesmagt base på Fort de la Cite umiddelbart syd for byen. I august 1944 planlagde amerikanske styrker at befri Saint-Malo. Men de havde hørt rygter om, at tyskerne havde hovedkvarter her – midt i den befæstede by. Efter sigende skulle tusind soldater have forskanset sig der, så amerikanerne endte med at kaste deres bomber. 80 procent af byen brændte ned, og flere hundrede civile omkom. Siden viste det sig, at der kun var knapt 100 tyske soldater inden for murene.

Saint-Malos tragiske historie var med til at inspirere den amerikanske forfatter Anthony Doerr til den fantastiske, prisvindende roman ”Alt det lys vi ikke ser”, der udkom på dansk i 2015.

En stor del af den foregår i 1940’ernes Saint-Malo, og beskrivelserne af bygningerne og de smalle gader ligger så tæt på virkeligheden, at litteraturelskende turister er begyndt at følge i hovedpersonen, den blinde pige Marie-Laures fodspor.

Det gør jeg ikke helt, men beslutter at genlæse romanen, når jeg kommer hjem.

Et tvist af Japan

Det er blevet tid til frokost.

Jeg kunne – som mange andre turister – sætte mig på en af fortovsrestauranterne på den travle Place Chauteaubriand umiddelbart inden for hovedporten og bestille en gang fruitsde mer/havets frugter.

Jeg vælger dog at gøre som de lokale: Gå uden for murene, lidt til venstre langs havnebassinet til 25 Quai Duguay-Trouin, hvor Atelier de la Crêpe har til huse i en moderne kampestensbygning.

Den kombinerede restaurant og crêpe-skole er kendt som stedet, der serverer gode, billige måltider baseret på lokale traditioner, gerne med et japansk tvist.

Ejeren, den lokale bondesøn Bertrand Larcher, har boet i Japan i mange år og er gift japansk. Restauranten har fokus både på de lokale bretonske pandekager, galettes, bagt af boghvedemel og på de traditionelle crêpes af hvedemel.

Jeg får en tynd, sprød galette med grov kartoffelmos og tangtatar, hvis salte, raffinerede smag står utrolig godt til kartoflerne. Hertil et glas lokal tør cider. Desserten, serveret med en kop grøn te, er en crêpe med citron og honning. Uhhmm.

Badeland med havvand

Mindre end 10 minutters gang fra mit hotel spreder Grand Hotel des Thermes sin voluminøse hvide krop langs stranden.

Siden 1881 har belle epoque-hotellet været stedet, hvor fyrstelige og det bedre borgerskab fra hele Europa tog på kurophold for at opleve havets helbredende kraft.

I dag stadig med tilbud om femstjernede luksusophold, men også en kæmpemæssig spa, Les Thermes Marins, der er åben for enhver med lyst til at opleve en ægte thalasso-behandling (thalassa er græsk for hav) og et badeland for voksne med 14 forskellige anlæg. Eller et miks af begge. Det skal prøves.

Jeg træder ind til et mylder af badekåbeklædte kvinder og mænd. Mange tilbringer en hel eftermiddag i spaen. Jeg nøjes med et par timer, som både byder på massage under en regn af varmt havvand, en tur i havvands-labyrinten med masser af boblemassage og en svømmetur i den 25 meter lange swimmingpool – igen med havvand.