Da Bjarne Lisby fik julesneen at føle

Har du et juleminde, du gerne vil dele med os?

– Jeg var FDF-spejder i mine drengeår. Vi havde en skøn lejrhytte i Hareskoven. Den dannede ramme om mange herlige oplevelser. Og da vi var blevet voksne og selv havde lagt os børn til, blev vi enige om at slæbe dem og konerne med derop og holde en juleweekend.

– De kære små skulle naturligvis også have besøg af julemanden – en opgave, jeg begejstret påtog mig. Jeg fostrede den geniale plan, at jeg skulle kravle op på taget og lade som om, jeg var julemanden, der var faldet ud af kanen og nu bare ledte efter nogle søde børn, der kunne få mine gaver. Det syntes at være en rigtig sjov ide, da den blev undfanget i den varme stue under indtagelse af gløgg og æbleskiver. Helt anderledes var det imidlertid den kolde decemberaften i hytten.

– På et passende tidspunkt sneg jeg mig væk fra selskabet og skiftede til julemandskostume. Min julemandsdragt var så afgjort kun til indendørs brug. Den levnede absolut ikke plads til det varmegivende ekstra lag tøj, som missionen viste sig at kræve. Alene det at kravle op på det glatte, snedækkede tag i små sko, med bare hænder og med en sæk på ryggen var i sig selv en udfordring. Men vejen videre op til selve tagryggen var nærmest umulig – glat, bidende koldt og blæsende som det var.

Snebolde i luften

– Op kom jeg dog til sidst. I planlægningsfasen havde jeg i et drømmesyn set mig selv let og elegant valse afsted på tagryggen som en anden skorstensfejer de sidste otte meter hen til skorstenen. Men i erkendelse af, at det ville være en livsfarlig mission, satte jeg mig i stedet overskrævs på tagryggen, og med blåfrosne hænder og småhop i siddende stilling bevægede jeg mig langsomt frem mod målet.

Læs om Dansvingernes aktuelle album "2" og se dem synge med Familie Journals journalist.

– På dette tidspunkt var mine ben også begyndt at være følelsesløse. Den direkte kontakt med sneen havde gjort bukserne våde, klamme og kolde. Men endelig nåede jeg skorstenen og kom med møje og besvær op at stå, mens jeg med mine foruroligende blå fingre klamrede mig til skorstenen for at holde mig oprejst. Planen var nu, at jeg skulle lave et bump, som om noget havde ramt taget. De voksne i stuen nedenunder skulle så udbryde ”Hov! Hvad var det?” og slæbe ungerne med ud for at se.

– Hvad jeg ikke havde taget højde for, var dels, at der blev spillet meget høj musik dernede, og dels, at selv det mindste hop på den glatte tagryg var forbundet med direkte nedstyrtningsfare. Jeg måtte med andre ord bare forholde mig afventende, til de kom ud af sig selv. Det var hundehamrende koldt, og den friske nordenvind gjorde det ikke bedre. Jeg råbte og skreg for at påkalde mig opmærksomheden, men lige lidt hjalp det. De gav sig uforskammet god tid.

Dario Campeotto optræder til Dansktop Prisen 2018. Læs om et par af hans seneste udgivelser her.

– Om de til sidst havde hørt mine højtklaprende tænder, ved jeg ikke, men ud kom de endelig. ”Ho ho ho,” råbte jeg hysterisk, og de voksne udbrød begejstret: ”Se, der har vi jo julemanden! Er det ikke fantastisk?” Børnene var også var også begejstrede. Men det var over kombinationen af nyfalden sne og en blåfrossen julemand på en tagryg. Så de lavede snebolde, som de med utrolig træfsikkerhed sendte i byger mod julemanden. Jeg måtte kravle i dækning bag skorstenen, men det fik dem blot til at dele sig i hold, så jeg kunne beskydes fra alle sider. Og deres forældre – mine såkaldte venner – tilsluttede sig storgrinende skydekonkurrencen. Det var først, da jeg kylede gavesækken ned til ungerne, at de fortrak ind i stuen for at fordele byttet.

– Jeg foretog mine ynkelige, overskrævssiddende småhop tilbage til stigen og kom endelig ned. Efter adskillige kuskeslag og hop på stedet fik jeg blodcirkulationen nogenlunde i gang igen, skiftede tøj og gik ind til de andre. Min datter kom mig henrykt i møde med ordene: ”Ih, hvor har du været, far? Vi har haft det så sjovt. Vi har smidt snebolde efter julemanden!”

Birthe Kjær har kun haft gode juleaftener. Læs her.

Julen er ønskernes tid. Hvad er dit største juleønske?

– Det ultimative juleønske er jo fred på jord. Og selv har jeg altid bildt mig ind, at jeg er et fredeligt og omgængeligt væsen. Jeg har af samme grund ment, at hvis alle bare var som mig, ville vi mennesker kunne snakke om tingene, undgå slagsmål og skærmydsler og leve sammen i fred og fordragelighed.

– Men så fik naboen høns. Syv italienere med stærkt sydlandsk temperament. Dermed forsvandt alle mine fredelige idealer, og mit juleønske er nu reduceret til håbet om at blive et venligt, omgængeligt menneske igen. Det ville blot kræve, at jeg fik min nattesøvn tilbage.

Læs Jørgen de Mylius' udlægning af Birthe Kjærs historie og se hendes optræden ved Dansktop Prisen 2017.

– Naboens hønsegård ligger imidlertid lige under mit soveværelsevindue. Og da jeg altid sover med åbent vindue, er jeg konstant tvangsindlagt til lydsiden af hønsenes larmende privatliv. Heldigvis må man ikke have haner i villakvarterer, men høns og deres høje støjniveau er tilladt.

– Hønsene flyttede ind i sommer, hvor solen står op klokken halv fem, og på dette tidspunkt af døgnet fandt naboen det passende at lukke dem ud. Nu er jeg b-menneske og har samtidig et arbejde, der gør, at jeg ofte kommer sent i seng. Og det er altså svært at få sin skønhedssøvn, når man bliver vækket tidligt om morgenen af kaglende høns.

– Et akkumulerende søvnunderskud er hverken befordrende for livskvalitet, helbred, arbejdsevne, humør eller omgængelighed. Så jeg vrisser og snerrer hyppigt ad mine omgivelser. Og adspurgt, hvad vi skal spise juleaften, har jeg fravalgt and og gås og insisterer på hønsekødssuppe og høns i asparges i store mængder. Naboens høns, vel at mærke.

Kandis er igen hovednavn ved musikfesten i Boxen. Læs om Johnny Hansens jul her.

– Ønsket går næppe i opfyldelse. Men hvor ville det være vidunderligt atter at blive et venligt og omgængeligt menneske, så jeg igen kunne koncentrere mig om verdensfreden.

2018 er året for Dansktoppens 50 års jubilæum. Hvilke tanker sætter 50-året i gang for dig?

– Det er pudsigt at tænke på, at titlen på et radioprogram kom til at definere og lægge navn til en selvstændig musikgenre: Dansktop. Folkelig og fornøjelig brugsmusik, som folk, der mener at have bedre smag end os andre, lettere hånligt ser ned på. Sange, de naturligvis ikke selv kunne drømme om at lytte til, men som de alligevel kender og kan synge med på ved festlige lejligheder. Lidt lige som folk, der kun læser ugeblade hos frisøren.

– Jeg hørte den allerførste udsendelse søndag den 1. september 1968. Jørn Hjorting præsenterede 15 melodier og kunne ugen efter afsløre, at lytterne havde stemt Keld Heick ind på førstepladsen med ”Vi skal gå hånd i hånd”. En anden klassiker blev Dorthe Kollo, der nappede femtepladsen med ”Gid du var i Skanderborg”. En genre var født.

Anne Karin Broberg spreder solskin i en kold tid med Familie Journals reporter.

– Konceptet var hentet i Sverige, der allerede i seks år havde kørt Svensktoppan. For begge hitlisters vedkommende var det samtidig et forsøg på at tage kampen op mod den engelsksprogede musik, som udgjorde en stadig større trussel mod det hjemlige musikliv.

– Dansktopmusikken er festlig, folkelig og fornøjelig i ordenes bedste betydning. Den har skabt sine egne konger og dronninger, som stadig indtager tronerne, og som vi andre kun kan have respekt for. Jeg har såmænd også selv ligget på Dansktoppen. Flere gange endda. En hel uge i træk på tiendepladsen!

Anne Marie Lindegaard stormer frem på dansktopscenen. Mød hende her.

– Genren er forkætret. Men jeg har aldrig kunnet forstå, hvorfor nogle ser med ringeagt på musik, der gør folk glade. Er det ikke netop det lille frikvarter fra alverdens genvordigheder, vi alle sammen kan trænge til i ny og næ? Dansktoppen har længe været forvist til P5, lige som ”Giro 413” er blevet det. Det er folkekære udsendelser, som Danmarks Radio selv har skabt og opnået kæmpe lyttersucces med, men det er som om, de ikke vil længere vil være dem bekendt. Hvorfor dog ikke i stedet være stolte af egne opfindelser og successer? Hvorfor dog ikke lade disse udsendelser være tilgængelige for hele Danmarks befolkning hvad enten det er i hjemmet eller i bilerne, uden at skulle betale licenstillæg i form af en DAB-radio?

– Danmark Radio er underkastet et krav om public service, mens ugeblade er underlagt almindelige markedsvilkår. Derfor skal sidstnævnte hele tiden være på omgangshøjde med deres læsere, som for resten er de samme mennesker, der hører radio. Familie Journal har fingeren på pulsen og har konstateret læsernes oglytternes ustimulerede behov for god, gedigen dansktopmusik. Og de gør noget ved det. Dansktop Prisen og den medfølgende, årlige kæmpefest er et fremragende eksempel på publikumstæft. Public service, kunne man også kalde det.

Mød Mads og Lena fra Safari-Band her.