Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Der er to sider af 51-årige Henriette Sonne som musikalsk kunstner. Nemlig dels festmusikeren, der kan underholde og spille kendte hits i timevis. Og dels sangerinden og sangskriveren, der bevæger sig i sit helt eget, lettere country-inspirerede univers med sin karakteristiske, mørke stemme og sine danske tekster. Den sidste er af nyere dato: Faktisk er debutalbummet, der slet og ret bærer hendes navn, først kommet på gaden den 1. maj i år på trods af, at hun har været udøvende musiker, siden hun var 14 år.
– Som 9-årig fik jeg min første guitar i julegave. Jeg gik til guitarspil og fik hurtigt styr på de grundlæggende akkkorder. Siden flyttede vi fra Tønder til Als, og der kom jeg med i mit første band, nemlig gruppen The Riddles, der spillede 60'er-rock, fortæller hun.
– De næste fem år var vi meget ude at spille, så jeg fik ikke lavet mange lektier i gymnasiet. Og lige siden har jeg spillet i diverse bands, duoer og trioer. Det gjaldt altid om at lære de nyeste hits i en fart, så vi kunne spille dem til byfesterne og hvor, vi ellers underholdt, fortæller Henriette, der dog stort set altid har haft andet arbejde sideløbende med musikken:
– Jeg er uddannet erhvervs- og uddannelsesvejleder og har efterfølgende læst psykologi og uddannet mig til coach. Og mit job har siden 2001 bestået i at hjælpe andre i arbejde. Og når folk spørger, hvad jeg laver, siger jeg med et smil på læben, at jeg er musiker – og jobkonsulent i min fritid, siger hun.
Læs om, hvordan dk4's "Syng med & tip et hit" bliver til, og se billeder fra prøverne.
Det var også gennem musikken, at Henriette i 1989 fandt sammen med trommeslageren Peter, der fem år senere blev hendes ægtemand, og som er far til hendes børn, Marie og Lasse, der i dag er henholdsvis 23 og 17 år. Parret blev skilt i 2003.
– Siden dengang er jeg blevet gift og skilt en gang mere. Jeg er åbenbart ikke så god til at lege far, mor og børn, og jeg er simpelthen holdt op med at opsøge det. Kærlighed er fantastisk, men det er ikke der, jeg er her og nu.
Begge børn har i øvrigt arvet forældrenes musikalske talenter. Marie bor i dag i Aarhus, mens Lasse bor hjemme hos mor i Sønderborg.
– Det vigtigste for mig som musiker er at underholde. Naturligvis har jeg altid drømt om selv at skrive et hit, som folk kan synge med på, men sangene er aldrig kommet let til mig. I 2014 skrev og indspillede jeg kærlighedsballaden ”On My Own”, som jeg sang i duet med Tommy Thiel Rasmussen fra Neighbours & Friends. Jeg havde store forventninger til den, men den blev ikke rigtig spillet nogen steder.
Året efter meldte Henriette sig til konkurrencen "Dansktop Talent" på dk4. Hun medvirkede i den allerførste udsendelse og vakte begejstring med den frejdige countrysang "På spanden igen".
– Sangen skaffede mig det fornemme prædikat "en kvindelig John Mogensen", og Helge Engelbrecht ringede og ville have mig til at synge den på sin store scene i "Sommersang i Mariehaven". Der var med andre ord pludselig bud efter mig som solist med originalt materiale. Og sidst på året gik jeg så småt i gang med indspilningerne til mit første album, fortælller Henriette, som imidlertid den 23. januar 2016 i løbet af få sekunder blev sat helt ud af spillet:
– Jeg var lige stået ud af sengen og befandt mig i køkkenet, da jeg fik et ildebefindende og bankede hovedet ned i køkkenbordet. Derved slog jeg mine fortænder i overmunden ud, men var stadig ved bevidsthed. Først, da det gik op for mig, hvad der var sket, besvimede jeg. Og hamrede hovedet ned i bordkanten endnu en gang og brækkede kæben tre steder.
Og som om, ulykken ikke var slem nok i sig selv, fik den et langt efterspil, hvor sagkundskaben i månedsvis overvejede, hvordan man på bedst mulige vis skulle reparere skaden. Det endte med, at Henriettes fire fortænder i november blev erstattet af en bro.
Se samtlige sange fra den første "Dansktop Talent"-udsendelse her.
– Jeg brugte tiden på at skrive nye sange i samarbejde med dygtige sangskrivere. Men da jeg genoptog mine indspilninger, viste det sig, at mine nye tænder havde den utilsigtede bivirkning, at jeg ikke længere kunne udtale lyden og bogstavet "s". Jeg læspede simpelthen, og min udtale skulle derfor genoptrænes. Jeg spillede et enkelt job i ny og næ, men alt i alt var jeg stort set væk fra scenen i et år.
– Albummet blev musikalsk set mere spraglet end oprindelig planlagt. Sangen "Når daggryet kommer" handler direkte om ulykken og den knap så sjove tid, der fulgte, men med forårssinglen "Duften af raps", der blev den mest spillede sang på P5 i to uger i træk, føler jeg for alvor, jeg har fundet ind til min egen stil. Når jeg er ude at synge, møder jeg efterhånden mange, der kender mig for netop den sang, siger Henriette, der netop har udgivet nummeret "Kilimanjaro" som single med dertil hørende musikvideo.
– Vi er netop gået i gang med at indspille sange til et kommende album. Tonen er lettere og mere ubekymret end på forgængeren. Det hele behøver jo ikke være pænt og fornuftigt bare fordi, man har rundet de 50.
– Jeg spiller og optræder, fordi jeg ikke kan lade være. Det er det bedste, jeg ved, og det ville passe mig fint, hvis jeg en dag faldt død om på scenen i en alder af 90, griner Henriette Sonne.
Johnny fra Kandis er til juletraditioner med et gran fornyelse. Læs om hans jul her.