Klaus & Servants: Den syngende tjener (del 1)

Fredag, 3. november 2017

af Jørgen de Mylius, foto: AOP

– Dengang var parolen: To singler, intet hit: Ud ad bagdøren! Så vi havde for længst opbrugt vores kvote, husker Klaus Strand-Holm fra Klaus & Servants om de unge år. Men Klaus blev ved. Heldigvis. I et halvt århundrede har vi danset til hit efter hit fra de musikalske tjenere.

De er et af Danmarks mest populære pop- og dansebands gennem fem årtier. Klaus Strand-Holm er i dag indbegrebet af dansk slagermusik. Mens hustruen Karin har turneret med sit square dance-show, har Klaus rejst landet tyndt med sine skiftende tjenerhold. Klaus og Servants er i dag en institution i dansk populærmusik. Og så var det endda lige ved at gå helt galt fra starten.

Efter fire singleplader, der alle blev kasseret af Danmarks Radio som test til Dansktoppen, fik de med nød og næppe en chance til. Direktøren for den danske afdeling af pladeselskabet RCA Leif Risell forbarmede sig, da han lige havde fået rettigheden til en dansk oversættelse af det store amerikanske hit ”Knock Three times”.

Det var en af tidens mest rutinerede oversættere Victor Skaarup, der oversatte direkte til ”Bank Tre Gange”, og Klaus selv husker det således:

– Da jeg så teksten første gang, fastholdt jeg med ungdoms påståelighed, at man ikke kunne synge ”bank tre-gange” på tre stavelser. Den burde hedde ”Slå tre slag”. Direktør Risells kommentar var følgende: Hvis den skal hedde ”Slå tre slag”, og den ikke bliver et hit, kommer regningen på studieoptagelserne, cover og pladefremstilling direkte til Præstø sammen med en fyreseddel. Hvis den hedder ”Bank tre gange”, og den ikke bliver et hit, så kommer der kun en fyreseddel.

– Dengang var parolen: To singler, intet hit – ud af bagdøren. Så vi havde for længst opbrugt vores kvote.

Mon Victor Skaarup brugte pseudonymet Peter Spar, fordi han godt vidste, at det var svært at synge ”Bank tre gange” på tre stavelser? Med stolen for døren tog Klaus den hurtige beslutning at synge ”Bank tre gang’” med fare for, at også den ville blive kasseret på grund af dårlig grammatik.

Men heldet stod dem bi. Den blev testet. Og blev nr. 1 på Dansktoppen. Klaus & Servants var forvandlet fra en fiasko til et af landet mest efterspurgte bands.

Efter gennembruddet er det blevet til en konstant storm på Dansktoppen med næsten 600 ugers placering fra 1968 til nu.

Vil du vide mere om dansktop Prisen 2018?

Til bal med Pop Carl

Det hele startede hjemme i Præstø, da 5-årige Klaus i 1956 fik sin første guitar. En spansk med nylonstrenge. Den kaldte på undervisning. Det fik han, og guitaren blev skiftet ud, efterhånden som Klaus tjente penge ved at samle kartofler, plukke jordbær og luge roer. Det gjorde raske drenge på Præstø-egnen for at tjene lidt ekstra.

Klaus havde en drøm. Han ville være noget ved musikken. Flere guitarer senere som 12-årig stiftede han bekendtskab med The Shadows og Hank Marvins revolutionerende spillestil. Det blev et vendepunkt for den unge Strand-Holm, og sammen med klassekammeraterne Kirsten og Ole startede de med at spille til skoleballerne på Abildhøjskolen og i løbet af nul komma fem til en masse ungdomsballer på egnen.

Pludselig stod en af tidens unge festarrangører Carl Kristensen og spurgte, om de ville gøre ham en tjeneste ved at være ekstra orkester til et stort popbal med den tids egnshelte, pigtrådsgruppen The Skyriders.

Hellere end gerne, sagde de. Hvad kalder I jer? spurgte Pop Carl, som han dengang blev kaldt.

Klaus husker, at de jo ikke hed noget, men de skulle stå på plakaten. Så det var med at finde et navn nu og her.

– Vi gør dig en tjeneste, så vi hedder ”Servants” sagde Klaus. Navnet blev hængende, da Klaus senere fik sit eget orkester, mens Pop Carl gjorde karriere som den kendte Bingo Carl.

Klaus og Servants med skiftende ungdomsvenner blandt tjenerne spillede den blanding af tidens rock, pigtråd og danske slagere fra hitlisten, som fik dansegulvene fyldt på Sydsjællands og Lolland-Falsters spillesteder.

Næste trin måtte være pladeudgivelse. Efter flere afslag fra pladeselskaber spillede de en dag med pigtrådsorkestret The Clan, hvis skotske trommeslager James Campbell boede i Danmark og var ansat til at finde nye unge navne til pladeselskabet Sonet.

Det blev til et møde på hans kontor, hvor Gustav Winckler pludselig indfandt sig, og inden de vidste af det, havde Klaus og tjenerne en aftale om at genindspille Jørgen Wincklers gamle hit ”Pigen i dalen”.

Desværre blev de to udgivelser hos Gustav og Campbell ikke en succes, men set i bakspejlet var det måske et held. For ellers havde de ikke fået ”Bank tre gange”, som startede en lavine af Klaus og Servants hits op igennem 70’erne. I første omgang efterfulgt af to nye ettere ”Herlig Herlig” og den legendariske ”Herstedvester”.

Læs også: Jørgen de Mylius om Kandis

Du kan lytte til "Bank tre gange" i videoen

200 job om året

Nu gik det stærkt. Alt for stærkt. Klaus var i gang på seminariet for at uddanne sig til lærer, og de tre Servants havde alle borgerlige job. De var hurtigt oppe på 200 job om året, og dertil kom administration. Kontrakter, lønudbetalinger, skattetræk mm.

Midt i glæden over den pludselige succes ville vi nok kalde Klaus’ tilstand for stressfyldt. Til sidst blev det både hans kæreste og hans far for meget. Kæresten forlod ham, hans far ville hjælpe. Han havde et godt job som direktør for firmaet industrifilter A/S, men da han havde tjekket sin søns og gruppens regnskaber, tilbød han at sige sit job op for at blive deres administrator.

Således blev det far og søn, der kom til at arbejde sammen i flere år frem. Det blev i første omgang seks fantastiske år, hvor Klaus & Servants etablerede sig som et af Danmarks største poporkestre. Deres repertoire på spillestederne havde selvfølgelig hele deres nyvundne Dansktop-status som grundlag, men bar også præg af deres 60’er-tid som pigtrådsorkester. Og på grund af succesen og det store pladesalg fik de lov til at indspille lp-plader med nogle af de store hits fra 60’erne. ”Do you remember”, hed udgivelserne, og indimellem fik de også udsendt lp’er og singler med egne engelsksprogede numre, så de kunne holde fast i et mere nuanceret publikum. Bl.a. via placeringer på DR’s ”Tipparaden”.

Læs også: Vi er vilde med Birthe Kjær

Hele bandet i hæren

Midt i hele hurlumhejet fik de alle fire indkaldelse til forsvaret. Værnepligten ventede. Klaus’ far havde talegaverne i orden, så han fik det fikset sådan, at hele orkestret kom i uniformen sammen, de fik samme værelse og samme tidsforløb. Og som regel fik de fri i weekenderne, så de kunne spille rundt omkring i landet.

Det blev en speciel rekruttid, som pressen dækkede intenst og romantiseret. Sandheden var, at de ligesom alle andre rekrutter pudsede støvler og vadede rundt i mudder og lergrave.

Når de kom til weekenden, var det en hård tørn at tage på nattejob i provinsen. Men de gjorde det. De havde opnået så meget på få år. De ville ikke miste det igen.