Min egen favorit: Hildas rosenrøde drømme om Wilke

Når man spørger Hilda Heick, hvilken sang i den folkelige genre, der er hendes favorit, glider hendes tanker straks tilbage til det danske Melodi Grand Prix i 1959 – en begivenhed, hun fortsat husker lysende klart:

– I min familie var vi så heldige at være ejere af et fjernsynsapparat. Ja, sådan omtalte man et tv dengang, og det var langtfra en luksus, der var alle hjem forundt. Min far havde været så heldig at vinde den svimlende sum af 2.000 kroner i tips tre år tidligere. Og da mine forældre havde spurgt mig, om jeg syntes, det var et klaver eller et fjernsyn, vi skulle have for pengene, var jeg ikke i tvivl, fortæller Hilda og fortsætter:

– Jeg var en lille, genert pige, der blev drillet i skolen dengang. Og jeg tænkte, at jeg måske havde mulighed for at stige lidt i kammeraternes anseelse, hvis jeg kunne komme i skole og fortælle, at vi havde fået fjernsyn derhjemme. Derfor valgte jeg fjernsynet. Men jeg ærgrer mig tit over, at jeg ikke valgte et klaver, for så havde jeg måske lært at spille, og fjernsynet havde vi nok fået alligevel på et eller andet tidspunkt.

Læs her om slagersangerinden Pia Christensen og se hendes musikalske møde med Familie Journals reporter.

– Når der var særlige udsendelser og store begivenheder i fjernsynet, kom familien og vennerne på besøg. Den aften i 1959, hvor Birthe Wilke sang ”Uh, jeg ville ønske, jeg var dig”, krydsede vi alle fingre for Birthes sang. Den vandt, og i dagene efter drømte jeg mig langt ind i Birthes verden. Jeg syntes hun sang fantastisk, og hendes kjole var noget af det flotteste, jeg nogensinde havde set.

En dans på roser

– Jeg meldte mig ind i hendes fanklub gennem bladet Tempo. Jeg lærte selvfølgelig hendes sang udenad, og jeg fulgte med i alt, hvad der skete omkring hende.

Dansktopveteranen Peter Vesths egne favoritsange kommer vestfra. Læs mere her.

– Når jeg i dag hører ”Uh, jeg ville ønske, jeg var dig”, ser jeg Birthe Wilke for mig i den elegante kjole fra aftenen i 1959. Jeg aner faktisk fortsat ikke, hvilken farve, kjolen i virkeligheden havde, for det var jo sort-hvidt fjernsyn. Jeg troede også, at det måtte være en dans på roser at være sangerinde og tage rundt og synge for folk. Jeg tænkte aldrig, at sådan et liv ville jeg også selv have, for det var i min verden helt uopnåeligt.

– Jeg var heller aldrig kommet ind i showbusiness, hvis ikke Keld havde banet vejen for mig og overtalt mig til at komme med ham på scenen. Jeg har bestemt heller ikke fortrudt det, men jeg ved nu, at det ikke altid er så let, som det ser ud til, og som jeg troede i min barndoms glade drømme.

– Det tager tid at lære nye sange, og specielt tager det tid at lære lange potpourrier – eller medleys, som vi kalder dem i dag. Keld og jeg har selvfølgelig i vores optræden et dansk Melodi Grand Prix-medley, hvor blandt andet ”Uh, jeg ville ønske, jeg var dig” indgår. Jeg har da også været så heldig at møde Birthe Wilke flere gange som voksen, og for ikke så længe siden ringede hun til os. Det havde jeg slet ikke turdet drømme om, da jeg var barn. Nu er det bare hyggeligt at høre fra en kollega, siger Hilda Heick.

Læs her om Helle Lynges to yndlingssange, der minder hende om barndommen.