Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Dario Campeotto er manden, der har lært hele Danmark at elske den dejlige ”Anglique”. Han er også manden, hvis fornavn i folkemunde er blevet synonymt med en charmør. Og mesteren er stadig i fuld vigør og i gang med at forberede sig til Dansktop Prisen 2019 i Boxen, hvor han igen i år er blandt de optrædende kunstnere på scenen.
Læs også: Dario Campeotto er på banen med nye sange på dansk
I år er der endda et par ekstra gode grunde til, at Dario skal have lov til at blive hyldet af publikum i Herning. For det første runder han de 80 år den 1. februar – og her taler vi vel at mærke om en sanger med en stemme, der ikke har mistet noget af sin legendariske pragt gennem de mange år. For det andet har Dario 60 års jubilæum i showbiz. Ja, strengt taget begyndte han at synge og debuterede på en scene for endnu flere år siden, men når 2019 er blevet valgt som jubilæumsår, har det en særlig grund.
Dette og meget mere kan du høre sangeren fortælle om i ovenstående radioudsendelse, som netop er lavet i anledning af de nævnte, runde begivenheder samt ikke mindst det jubilæumsalbum, der bliver udsendt på selve Darios runde fødselsdag under titlen ”Her og Nu”.
Udsendelsen varer godt 35 minutter og er optaget i studiet Outhouse Music, som er ejet af musikeren Lars Andreasen – kendt blandt andet fra orkestret Maud & Mænd og adskillige af Darios seneste indspilninger inklusive jubilæumsalbummet. Og journalisten, der har fået lov til at bære jubilæumsinterviewet igennem, er såmænd Familie Journals egen dansktopjournalist, Johan Isbrand, som naturligvis var trukket i sin popjakke i dagens anledning.
Læs også det seneste nye om Dansktop Prisen 2019
Manden bag jubilæumsprojektet er den erfarne pladeselskabsmand og tekstforfatter Calle Sand. Hans hjerte banker for dansktopmusik, og han er blandt andet kendt for den danske tekst til fest- og kulthittet ”Himmelhunden”. Dario er en af de kunstnere, Calle har arbejdet mest sammen med de sidste par år, hvorfra blandt andet singleudspillene ”Mon du har din røde cykel” og ”Spil nu din sang” kan nævnes. Begge sange figurerer på jubilæumsudgivelsen, som er produceret af Calle og Lars i fællesskab. Calle tegner sig for ti af albummets 11 tekster.