Vi elsker Birthe Kjær - del 2:2

Efter realeksamen gik Birthe Kjær i lære i Arbejdernes Spare- og Lånekasse, og selv om hun følte sig godt tilpas med jobbet, begyndte sangen igen at friste. Hun savnede både miljøet og suset ved at stå på scenen.

Da striden med Basse var bilagt, begyndte han at ringe til hende igen. Ville hun være solist?

Så Basse lavede blandt andet en kontrakt om optræden tre aftener på Århus-natklubben La Cabana, og det var Birthes nye pianist Gerner Hansen, der sendte et brev og et kassettebånd til Johnny Reimar, som var blevet indspilningsleder på pladeselskabet Nordisk Polyphon. I brevet anbefalede Gerner Reimar at lave en plade med unge Birthe.

Sidste optræden på La Cabana skulle gå hen og blive afgørende for hele Birthes fremtid og karriere.

Birthe Kjærs første pladekontrakt

Reimar selv havde glemt alt om det kassettebånd, men da Basse Bertram hørte, at han faktisk var i Randers samme aften med sit nye fund Savage Rose, fik han på en eller anden måde overtalt Reimar til sidst på aftenen at lade sig bugsere til Århus for at høre Birthe.

Inden nogle vidste af det, blev det til en større lokal begivenhed, der trak journalister til, så da Reimar kom, blev han til sin forfærdelse sat ved et bord med hele medieopbuddet.

Da Birthe havde sunget, greb Basse mikrofonen og sagde højt og tydeligt: ”Nå, hvad synes du så, Johnny? Kan du bruge hende? Vil du gi’ hende en pladekontrakt?”. Det entusiastiske århusianske publikum hujede og klappede, blitzer lynede – og Reimar kunne ikke andet end at sige ja.

Det kom han nu ikke til at fortryde.

Inden de gik hver til sit om aftenen, kunne Reimar fortælle den overvældede Birthe, at han havde den helt rigtige sang til hendes plade.

Og for Birthe stoppede virakken ikke – og er vel knap nok stoppet siden.

Arrivederci Franz

Dengang var det en stor Århus-nyhed, at Johnny Reimar havde været i byen og havde lovet en ung sparekasseelev en pladekontrakt. Få uger efter var Birthe på vej til København. Sangen hed ”Arrivederci Franz”, og resten er historie.

Det var et tysk hit, som havde vist sig som en stor slager også i Sverige med slagerdronningen Ann-Louise Hansson.

Nu skulle den bestå sin prøve i en dansk udgave med Birthe, og om den bestod?

Den blev kort efter testet på den nyoprettede Dansktop i DR i 1968, og da Birthe sad ved sit skrivebord i sparekassen den efterfølgende torsdag, var der pludselig telefon til hende.

Dansktoppens vært Jørn Hjorting kunne overbringe en fantastisk nyhed:

– Din sang er ikke bare kommet ind på Dansktoppen. Den er strøget direkte ind på en førsteplads, hvor den har skubbet den tidligere nr. 1, ”De violer du plukker” med Johnny Reimar, tilbage.

Det var skæbnens ironi, at det lige blev Reimar selv, den skubbede tilbage, men det var til syvende og sidst ikke noget, han var spor ked af.

Hittede på østtysk tv

Birthes karriere mod tinderne var begyndt. Og hun mener selv, hun i tidens løb har sunget ”Arrivederci Franz” mellem 4.000 og 5.000 gange.

Hendes efterfølgende sange kom alle ind på Dansktoppen, og da sangen ”Casatschok” både blev nr. 1 på Dansktoppen og lancerede en ny sjov dans, blev Birthe ringet op af DR og tilbudt en plads i Otto Leisners ”Pladeparade”.

Birthe lærte dansen af Bo Bendixen, og efter det spøjse indslag hos Otto Leisner var hun for alvor et landskendt navn – og har været det siden.

I begyndelsen var det Johnny Reimar, der fandt sangene, og i løbet af Dansktoppens første storhedstid fra 1968 til 1977 havde hun i alt 23 sange placeret.

Sjovt nok mener Birthe, at det er nogle af dem, der ikke toppede, at publikum husker bedst og håber, hun vil synge til koncerterne i dag. For eksempel ”Sommer & Sol” og ”Pas på den knaldrøde gummibåd”.

Johnny Reimar havde gode forbindelser til østtysk tv, og det blev en god læreplads for Birthe i en tid, hvor DR’s underholdningsafdeling stort set ikke ønskede at bringe slagermusik ind i folks stuer. Så østtyskernes konstante tilbud til danske solister var en god mulighed for at lære at optræde på tv.

Hendes mange optrædener fik dog en brat afslutning, da hun i et dansk radioindslag fortalte, at hun altid havde ting og sager som kaffe, chokolade og blødt toiletpapir med fra Danmark, som hun syntes, venner og kolleger i det østtyske manglede. Det blev åbenbart indberettet til de østtyske myndigheder. For hendes kontrakt blev efterfølgende annulleret, og der kom ikke flere opfordringer, før Muren var faldet.

Grandprix-vindere

Til gengæld var der bud efter hende til årets revyer.

Den første i 1972 på Fyn blev en kæmpe fiasko, men der lå allerede et nyt tilbud fra Sans Souci i Kolding. Her fik Birthe nummeret ”Jeg går aldrig til bal uden trussser”. Den var for vrøvlet, mente hun, men efter nogen diskussion og for at komme videre indvilgede hun i at synge den. Og til hendes store overraskelse væltede den huset og blev hendes indgang til mange revy- og musicalroller de efterfølgende år.

Da 1970’erne gik på hæld, fik DR lyst til at genindføre Melodi Grand Prix.

Allerede tredje gang var der brug for Birthe. I 1980 havde idolgruppen Mabel skrevet sangen ”Du & jeg”, der genremæssigt lå et stykke fra det, den selv mestrede.

Da vi i grandprix-juryen havde udvalgt den, foreslog Mabel-drengene selv, at den blev sunget som duet af to rigtige slagersolister. Og valget faldt på Birthe Kjær og Henning Vilèn. Sidstnævnte havde triumferet på Dansktoppen som crooner med ”Elefantsangen” og ”Telefonen” som de bedst kendte. De to var et oplagt par, og det skaffede dem en andenplads, mens Bamses Venner løb med sejren.

Inden 1989 fik Birthe to andenpladser mere for sangene ”Vil du med” og ”Hva’ er du ude på”, og jeg husker, at Birthe i et fortroligt øjeblik sagde, at det herefter ville være slut med hende og Melodi Grand Prix.

Det var dog kun, indtil Søren Bundgaard og Keld Heick i 1989 introducerede hende for ”Vi maler byen rød”. Ikke et øje var tørt. Førstepladsen i Danmark og tredjepladsen i hele Europa ved Eurovision.

Kortvarige forelskelser

De efterfølgende år blev travle.

I midten af 1990’erne spurgte jeg i et radioportræt Birthe, hvorfor hun ikke havde fået børn. Hun havde altid udvist stor omsorg for sin søsters børn og delt gavmildt ud af sin kærlighed til Father Brennans børnehjems børn i Thailand under sit ophold som volontør.

– Jeg kan egentlig heller ikke selv forstå det i dag. Det har bare ikke flasket sig sådan. Mine skiftende kærester har heller ikke ligefrem opmuntret mig, lød hendes svar.

Og Birthe er bestemt ikke kendt for længerevarende kæresteforhold. Selv siger hun:

– I løbet af 80’erne var jeg vel nærmest blevet ekspert i kortvarige forelskelser.

I dag kan man stadig opleve Birthe Kjær til koncerter. I de seneste år har hun optrådt med sit Feel Good Band. Overalt. I et nøje afmålt antal koncerter. Ved de største festivaler, specialkoncerter og byfester. Danmark elsker Birthe Kjær.