Bedstemor til Puk: Konflikt under tandbørstning

Lørdag, 15. maj 2021
af Puk Elgård. Foto: PantherMedia
”Ved sengetid skal der børstes tænder, moren hjælper pigen med det, hun gør det på en hård måde, synes jeg, og jeg græd stille under konflikten,” skriver bedstemoren til Puk. Kan hun sige noget til sin svigerdatter?

Det er overvældende at være bedstemor til en pige med krudt i r..., og moren venter barn nummer to, en dreng. Ved sengetid skal der børstes tænder, moren hjælper pigen med det, hun gør det på en hård måde, synes jeg, og jeg græd stille under konflikten.

Læs også: Brev til Puk: Familien opfatter min søn som uopdragen

Da den var overstået, sagde jeg, at jeg bare havde børstet tænder uden tandpasta på min datter og søn, da de var små.

Jeg synes, det er svært at være bedstemor, og imødeser dit svar.

Bedstemor

Læs også: Brev til Puk: Moderne mødre er så pylrede

Kære Bedstemor

Det er svært at være bedstemor, men ud fra dit brev kan jeg læse, at din svigerdatter af og til også synes, det er svært at være mor. Konflikter opstår i alle forhold, og måske er det ikke tandbørsten, der er det egentlige omdrejningspunkt, men en masse andet i hverdagen. Måske din svigerdatters kræfter er sluppet op i løbet af dagen, og så er det det sidste lille ritual før sengetid, der vælter læsset.

Hvis du vil hjælpe, så kig på din svigerdatters øvrige liv. Er der andre steder, du kan træde til? Kan du afbøde nogle af de situationer, hvor hun er presset, så det ikke ender i en konflikt ved sengetid? Jeg vil ikke anbefale dig at diskutere, når hun står midt i en konflikt. Det er bedre at tale om tingene, når der er ro på.

Læs også: Farmor til Puk: De kommer med eller uden computer

Dog skal du selvfølgelig gribe ind, hvis dit barnebarn gøres fortræd. Så kan du tilbyde at overtage, og når der så er ro på igen, må du bringe situationen frem og spørge til, hvordan moren oplevede det. Du kan måske også stille og roligt lære dit barnebarn at få børstet tænder. Kan I øve det i løbet af dagen, gøre det til en leg?

Tal i første omgang med din svigerdatter. Lyt til, hvordan hun har det. Måske kan du finde du af, hvor skoen egentlig trykker. Det er næppe tandbørsten.

Varme hilsner fra Puk

Læs også: Fortvivlet farmor til Puk: Jeg mister kontakten til mine børnebørn