Brev til Puk Elgård: Der bliver råbt meget højt hos naboerne

Kære Puk

Vi har søde naboer til begge sider – et yngre par med tre sønner til den ene side og et pensionistægtepar som os selv til den anden – og der bliver talt over hækken, når vi er i haven om sommeren, og ellers blot hilst, når vi møder hinanden.

Faren til de tre børn er græker, men taler fint dansk, og moren er dansk. Børnene taler dansk, men kan også græsk, kan vi høre.

De virker til at have et godt familieliv, og så måske alligevel ikke helt.

For vi har bemærket, at faren meget ofte taler med meget store bogstaver på både dansk og græsk til den mellemste dreng. Han er vel 8-9 år og kan også selv råbe meget højt på begge sprog.

Læs også: Brev til Puk Elgård: Jeg føler mig svigtet

Men ikke nok med, at de to råber ad hinanden, det ender også ofte med, at drengen ”løber hjemmefra”. Ikke så langt, for faren løber råbende efter ham de fleste gange og får trukket den grædende dreng med hjem.

Og når de så er kommet indenfor, kan vi stadig høre faren råbe, så deres hus er nok ikke så tæt.

Engang stod et vindue, der vender ind mod vores have, åbent, og da hørte vi også de to skændes, men denne gang blandede den ældste søn sig og råbte: ”Nej, far! Nej, far!”

SÅ blev vinduet lukket.

Vi har ikke mistanke om, at faren slår børnene – eller den mellemste dreng – men det skærer især mig i hjertet at høre deres råb og siden se drengen løbe grædende hen ad vores vej.

Morens stemme hører vi også af og til, og hun kan råbe lige så højt som sin mand, og det er også altid den mellemste, der får verbale hug.

Det kan jo godt være, at barnet har en diagnose, eller hvad ved jeg, men så er vejen frem da ikke at råbe og skælde ud.

Desværre kan vi ikke bare vende det døve øre til, men vi kan jo heller ikke tillade os at blande os.

Naboparret til den anden side har også flere gange været vidner til råberiet, og vi har da talt med dem om, hvorvidt der er noget, vi kan gøre.

Kan du råde os?

Nabokonen

Læs også: Brevkasse: Jeg er ikke i tvivl om, at min mor er dement, men...

Kære Nabokonen

Mit råd er ganske enkelt, og det gælder for dig, mig og alle andre. Har man mistanke om overgreb på børn, så har man som borger indberetningspligt.

Det er ikke op til dig at finde ud af, hvad der foregår i familien, men det er din pligt at gøre opmærksom på din uro. Det gør du ved at ringe til kommunen, og du kan godt være anonym.

Der er to måder at slå på, fortæller børnene. Forældre kan slå med hænderne, men de kan også slå med ord. Begge dele er lige slemt.

Ring til kommunens familieafsnit og del dine oplevelser og din uro, så er det op til dem at tage den videre.

Bedste hilsner fra Puk