Brev til Puk Elgård: Mobilen giver mig ro i det offentlige rum

Kære Puk

Har læst dit svar i Familie Journal nr. 27 til Amager, som brokker sig over folks mobilbrug, hvor du stort set var enig med hende og talte om mobilafhængighed og den slags.

Jeg er enig i, at er man sammen med familie og venner, skal man ikke fokusere på sin mobil hele tiden.

Men et af Amagers eksempler, på hvor forfærdelig folks mobilkultur er, gjorde mig faktisk harm:

Hun skrev, at der var en person på en firesengsstue, som ”levede i sin egen mobil-verden” i stedet for at være social med de andre.

En hospitalsindlæggelse er altså ikke en social sammenkomst.

Læs Amagers indlæg: En svada om misbrug af mobiler

Jeg er et introvert menneske og har hele mit liv haft behov for på et tidspunkt at kunne gå ind til mig selv og lukke en dør.

Jeg vil gerne være sammen med andre mennesker, men jeg har også brug for ro og pauser. For at kunne genoplade mine batterier.

Hvis jeg var indlagt på en flersengsstue sammen med tre vildfremmede og − lyder det som − ekstroverte mennesker, så ville jeg nok også have været den, der fandt høretelefoner og internettet frem.

Fordi der ikke ville være særligt mange andre muligheder for at få ro.

Der er trods alt grænser for, hvor længe man kan tillade sig at okkupere toilettet, og man kan jo af gode grunde ikke gå hjem til sig selv.

Nogen af os benytter faktisk mobilen som et redskab til at få ro i det offentlige rum, f.eks. i offentlig transport.

Det betyder ikke, at man er så asocial, at man ikke ville gå hen og hente et glas saftevand til en dame i nabosengen med et brækket ben, men nogen af os har altså ikke behov for at snakke hele tiden. Tværtimod.

Den Introverte

Kære Den Introverte

Tak for et yderst interessant indlæg.

For nylig stødte jeg blandt mine venner på samme holdning til mobiler, som du præsenterer her.

Jeg har siden tænkt over det, og så kommer dit brev.

Jeg kan afsløre, at jeg trods mit job selv er temmelig introvert og bliver utroligt udmattet af at have mange mennesker omkring mig hele tiden.

Jeg vil egentlig hellere kalde det sensitiv.

Fra barnsben har jeg været meget opmærksom på alle mennesker og holdt nøje øje med deres ansigter og kropssignaler.

Jeg fornemmer lynhurtigt stemninger og afkoder situationer, og det kan være ret belastende altid at være i alarmberedskab.

Det forestiller jeg mig, at du kender?

Jeg har nu opdaget om mig selv, at mine togture ikke længere er så anstrengende, som de var før.

Jeg er nu ikke konstant optaget af, om fremmede mennesker har det godt eller skridt, og det betyder ro i mit system.

En læser fortæller: Mobilen ændrede mit liv

Jeg kan dog ikke finde ud af, om jeg kan lide den udvikling, for jeg ved, at jeg kun er mindre opmærksom, fordi jeg sidder med næsen i telefonen og ikke får kigget op, som jeg plejer.

Jeg kan godt se, at der er en god pointe i at give hjernen et break fra at tage ansvar for hele verden, for det er jo i virkeligheden sådan, det føles.

Men samtidig føler jeg, det ville være bedre, hvis jeg lærte at være til stede f.eks i et fyldt s-tog uden at blive belastet og uden telefonen til at distrahere mig.

Jeg ved, at hvis jeg flyttede ind på en flersengsstue på hospitalet, så ville der gå lige præcis fire minutter, før jeg ville være i gang med at ryste puder og hente saftevand til alle de andre, også selv om jeg langt hellere ville putte mig under dynen og trække stikket ud.

Her må jeg se det som min opgave at lære ikke at tage ansvar for de andre, men passe på mig selv og lytte til mine egne behov.

Så hvad er det, jeg prøver at sige med mit svar?

Jeg prøver vist at sige, at jeg godt kan forstå dig.

At telefonen er et godt redskab for os, der kan blive belastede og udmattede af flygtig kontakt med fremmede mennesker.

Men samtidig vil jeg gerne slå et slag for, at vi lærer os selv at sende et venligt signal til andre om, at vi har brug for ro − i stedet for at putte næsen i mobilen.

Giver det mening?

Kærlig hilsen Puk