Brev til Puk Elgård: Tilgiv og kom videre

Kære Puk

Efter at have læst brevet fra En skuffet mor (Familie Journal nr. 26, red.) vil jeg gerne komme med en kommentar.

Jeg har siden 1964 arbejdet på sygehuse som bioanalytiker (laborant) og har haft med mange sygdomsforløb at gøre.

Jeg har haft mange gode kolleger, og vi var i mange år en sluttet kreds, som havde det fint sammen og holdt fester med eller uden ”påhæng”.

En lidt ældre kollega gik på pension og blev senere syg af kræft.

Da jeg hørte, hun var i den sidste fase, besøgte jeg hende.

En lidt yngre kollega, IL, havde også været der, og hun var glad for vores besøg.

Hun var 78 år og havde et realistisk forhold til sin sygdom. ”Lov mig at komme til min bisættelse,” sagde hun, inden jeg gik, og det lovede jeg.

Jeg kom og blev dybt skuffet.

Alle de venner, som afdøde havde haft, glimrede ved deres fravær.

Det tidligere brev til Puk Elgård: De har trukket sig fra min kræftsyge datter

Et par år senere blev IL syg. Hun var yngre end mig, og vi havde jævnaldrende børn i skolealderen.

Hun blev opereret, erklæret rask og kom tilbage på arbejdet.

Desværre var det meste af vores arbejdsplads nedlagt, og vi søgte andre steder hen.

IL kom i et vikariat og var glad. Selv blev jeg vikar på vores gamle arbejdsplads.

En dag ringede IL, hun havde fået konstateret nyt udbrud af kræften, og nu gav Rigshospitalet hende et år.

Mine to ældre kolleger gik i baglås, da jeg fortalte det.

Efter et langt liv med sygdom i hverdagen kunne de ikke håndtere ILs sygdom.

Da hun kom hjem i en hospitalsseng, var vi kun tre, der magtede at besøge hende. De andre indrømmede blankt, at de ikke kunne.

ILs sidste bøn til mig var at tale med hendes ene datters klasselærer om datteren, der ikke kunne sørge.

Og IL havde bedt om, at vi fra hendes gamle arbejdsplads skulle bære hende ud af kirken sammen med hendes barndomsveninde.

Der var langt ned ad kirkegulvet i domkirken den dag.

Vi var fem, der kunne opfylde ILs ønske. De andre var der, men kunne ikke.

Hun blev 44 år, og hendes ældste datter blev student tre uger senere.

Læs også: Opslidende at være pårørende til en kræftsyg

Det er altså ikke til at vide, hvad vi gør ved sorg og sygdom.

At hade og skælde ud på dem, der ikke magter det, er irrationelle følelser.

Hvad ville du selv gøre, hvis det var andre, kære vrede mor? Du tror måske, at du kan, og det kan da også være rigtigt.

Næsten samtidig med ILs sygdom var min 80-årige faster syg og lå på min arbejdsplads.

Hendes fire børn kom, men det sidste døgn tog de afsted igen, da de ikke kunne holde ud at se deres mor ligge og lide.

Jeg sad alene og holdt hendes hånd, men blev sendt hjem og nåede lige derover igen, da hun var død.

Da min egen mand døde af prostatakræft for 9½ år siden, kunne kun halvdelen af børnene være her. De andre måtte komme og gå.

Bliv ikke vred, når andre ikke kan løfte din byrde.

Tilgiv dem og kom videre.

Ulla (selv kræftsyg)

Kære Ulla

Tak for dit brev. Det indlæg, du refererer til, var fra en mor, der følte vrede og had, fordi nogle i familien trak sig, da hendes datter fik kræft.

Ulla, du har ret i, at det ikke altid går, som man forventer eller håber, når sygdom rammer.

Jeg har også set mennesker i min omgangskreds, der umiddelbart virkede stærke og stabile, blive rædselsslagne og skrøbelige omkring syge mennesker.

Det er altså ikke alle, der kan rumme sygdom og død, og det kan der være mange grunde til.

Vi, der kan rumme det, må tage over og ikke se ned på de andre.

Vi skal være stolte af, at vi er robuste nok til at støtte i en svær tid, og som du også skriver, Ulla, så kan det være, at styrken hos os selv lige pludselig slipper op, hvis døden kommer alt for tæt på.

Vi er bare mennesker, og vi kan ikke altid forudsige, hvordan vi reagerer.

Læs også: Hvornår kan man begynde at tale om døden?

Til sidst vil jeg dog sige, at det ofte er tanken om f.eks. hospitaler og sygdom, der er det værste.

Det er tanken om at gå ind og være bange for at se det, man kommer til at se, der gør det uoverskueligt.

Finder man modet til at gå de første skridt og flytte sine egne grænser, så er det ofte en fin oplevelse at være til stede og hjælpe at andet menneske med sin omsorg.

Kærlig hilsen Puk