Brev til Puk: Hvor er vi på vej hen?

Jeg er midaldrende, født på landet og opvokset med begrebet “almindelig pli.” Har rejst verden rundt og har forståelse for, at verden og livet forandrer sig.

Der findes heldigvis ikke en lovgivning om, hvordan man skal opføre sig, men jeg er egentlig også bare nysgerrig og vil have opklaret, hvordan den nye generation tænker eller er opdraget?

Læs også: Brev til Puk: Familien opfatter min søn som uopdragen

I mine “gamle dage” sendte man en hilsen eller en gave, hvis man var inviteret til en fest, men desværre ikke kunne komme. Man sendte kuverter med små beløb til venners og naboers børn, når de blev konfirmeret, selv om man ikke var inviteret. Man sendte en flaske til den runde fødselsdag, selv om man ikke var inviteret. Man sendte en blomst til begravelser, selv om det blot var et bekendtskab, men fordi man ville erkende, at det var et liv, man kendte/huskede og havde fulgt. Man sendte julekort til de mennesker, man ikke nåede at se dette år, men holdt af.

Jeg oplever med bare fem års forskel på mine børn, at den “pli“ er forandret. Min søn fik fra alle bekendtskaber, men min datter blev ignoreret til konfirmation – da var vi flyttet fra kommunen, men havde stadig kontakt. Dog er begge mine børn opdraget til at sende en personlig hilsen og tak for gaven efter deres fest.

Læs også: Farmor til Puk: De kommer med eller uden computer

Med varme tanker har jeg sendt alle mine hilsener og forventer ikke taknemmelighed, men er bekymret, når ikke en eneste af de unge, nu voksne, føler, at blot et “Tak” er høflighed. Jeg oplever, at Facebook er der, hvor man bare kan sige “tak for opmærksomheden.”

Jeg har forståelse for, at der i svære tider ikke er overskud til at være personlig social, men hvor er vi på vej hen? Boykotter man ikke den lokale og familiære omsorg, hjælp og empati? Bare tanker, jeg er ikke millimeterdemokratisk og har besluttet aldrig at blive det, men føler, der er en udvikling af “mig selv nærmest”, som bekymrer.

Tina

Læs også: Puks brevkasse: Ord, der har gjort mig stærkere

Kære Tina

Jeg kan fuldstændig følge dig. Jeg tror, der er flere ting i det. Jeg har også oplevet den tid, du beskriver, hvor man gjorde opmærksom på hinanden og mærkedagene med en ”fysisk handling” som at komme med en flaske, sende et kort, proppe en pengeseddel i en kuvert osv. Noget, man kunne tage og føle på.

Jeg tror egentlig ikke, at vores opmærksomhed på hinanden er blevet mindre, men den er helt sikkert blevet digitaliseret, så de ”fysiske ting” er blevet erstattet af en virtuel hilsen, en sms, et hej på Facebook, en pengeoverførsel på Mobilepay. Det er altså ikke længere noget, vi har i hænderne. Derfor føles det nok en del anderledes for os, der har prøvet de mere håndgribelige hilsner.

Læs også: Puks brevkasse: Hans børn er så uopdragne

Det er min opfattelse, at man generelt stadig er god til at huske hinanden på mærkedage. Måske endda endnu bedre, end vi var engang, fordi vi let kan få kontakt med hinanden over nettet. Vi sender hilsner til folk, vi ikke har set i årevis, fordi Facebook minder os om, at de eksisterer.

De nye digitale tider er helt sikkert en del af forklaringen på din undren, men om der så samtidig er blevet så travlt i vores samfund, at vi ikke har tid til at være fysisk til stede for hinanden, det kan jeg ikke gennemskue. Det lægger jeg op til jer, kære læsere. Hvordan oplever I det? Savner I den håndgribelige flaske rødvin og den lille kuvert, eller er det helt fint med sms og digitale hilsner? Husker vi hinanden, som vi gjorde engang? Jeg glæder mig til at høre fra jer.

Bedste hilsner fra Puk

Læs også: Puks brevkasse: Jeg må ikke godnathygge med min søn