Brev til Puk: Jeg forstår ikke min mor

Jeg skriver til dig, fordi du selv er mor og måske kan give mig en forståelse af, hvordan mødre tænker.

Læs også: Brev til Puk: Datteren er en præmietøs, sønnen er vild

Jeg forstår ikke min mor. Hun er efter mig døgnets 24 timer. Har du spist? Har du børstet tænder? Hun kommenterer alt, og jeg forstår ikke, at hun ikke kan se, at jeg er 18 år. Det driver mig til vanvid. Jeg kan godt mærke, når jeg er sulten, og huske at børste tænder. Det irriterer mig voldsomt, at hun behandler mig som et lille barn.

Læs også: Puks brevkasse: Brev til min datter

Min mor og jeg har det okay. Vi bor alene, og vi er ikke uvenner, vi er fine nok venner. Hun har travlt med job, og jeg har travlt med skole og venner. Men hvorfor kan hun ikke fatte, at jeg er voksen? Ved du det?

Gymnasieeleven

Læs også: Puks brevkasse: Skal jeg nu være mægler

Kære Gymnasieeleven

Nu skal jeg hviske dig noget i øret, som jeg håber, du kan bruge. Vi mødre får ikke altid sagt: ”Jeg elsker dig.” Nogle gange lyder det sådan her: ”Har du taget jakke med? Har du spist morgenmand? Du skal ringe, så snart du er kommet frem. Du skal sove inden klokken 24. Husk at lade telefonen op.”

Læs også: Fortvivlet mor til Puk: Vi elsker vores datter, men kan ikke lide hende

Vi siger alt muligt, og det hele kan omsættes til: JEG ELSKER DIG. Vi har svært ved at forstå, at I bliver store, og for at være helt ærlig, så tror jeg ikke, det stopper, når du bliver ældre. Måske aftager det, men der er en risiko for, at du som 37-årig vil høre din mor spørge, om du får nok at spise.

Det er kærlighed, og det er omsorg, og det er vanvittigt irriterende. Det kan jeg godt forstå. Min søn har fundet en udmærket metode for at få mig til at være stille. Han siger: ”Jegharspistmorgenmadjegharvarmttøjmedjegringernårjegkommerfremogjegharminoplader.” I én lang sætning, før han går ud ad døren. Så griner vi.

Læs også: Puk Elgårds læsere: Pigen og hendes forældre skal have hjælp

Jeg synes, du skal prioritere at tale lidt med din mor. Ikke så meget om det, hun siger, men om det, der optager dig. Lad hende lære dig lidt at kende, så kan hun bedre mærke, du er blevet voksen. Del synspunkter og oplevelser med hende. Brug tid sammen, så hun mærker, hvor du er i livet.

Stort kram fra Puk

Læs også: Puks brevkasse: Skal jeg fortælle moren, at hendes søn ryger?