Datter til Puk: Svært for mig at være sammen med min mor

I mine teenageår har jeg altid haft nemt ved at blive sur på min mor. Nu er jeg 20 år og skal snart flytte hjemmefra.

Min mor er for nylig blevet sygemeldt med stress, og det har gjort det endnu sværere for mig at være sammen med hende. Hver gang vi snakker, uanset om hvad, ender hun altid med at snakke om sig selv. Sådan har det været længe.

Læs også: Brev til Puk: Jeg vil ikke sygemeldes igen!

Derudover har hun det også med at sige meget til mig, som jeg ikke selv ville sige til min datter. Hun kan finde på at sige, at hun spiser for meget, fordi hun er ked af det, og kalde sig selv for tyk. Men nu er det også begyndt at handle om mine forældres økonomi og deres ægteskab.

Jeg forstår, at min mor har brug for støtte, men jeg bliver bare bekymret og er ked af det i min egen hverdag. Jeg har prøvet at sige til hende, hun skal tale med en professionel om det. Hun mener ikke, de har råd til det, hvor jeg måtte forklare hende, at hendes mentale helbred kommer først. Hun bliver meget sur og utroligt ked af det, når jeg siger noget til hende. Tidligere har jeg sagt til hende, at hun talte meget højt, og det tog hun virkelig personligt.

Læs også: Puks brevkasse: Hvordan får jeg mit frirum igen?

Jeg har lyst til at sige fra overfor hende, for hun gør mig bekymret og ked af det. Men jeg er bange for, at hun vil blive meget såret, og jeg skal alligevel flytte hjemmefra efter sommerferien. Bør jeg sige noget til hende, eller skal jeg holde ud de sidste måneder?

En fortvivlet datter

Læs også: Brev til Puk: Har endelig lært, at nej er et godt og positivt ord

Kære En fortvivlet datter

Jeg føler din uro, det skal du vide, og jeg kender den til hudløshed. Da jeg var 20 år, var min mor og hendes velbefindende også mit omdrejningspunkt. De råd, jeg fik fra andre, er sikkert de samme, som du får, ”lev dit liv, lad ikke din mor stå i vejen.” Det er let at sige og noget så svært at udføre.

Som du måske ved, har jeg en vending her i brevkassen, som jeg ofte skriver: Tag dramaet ud af situationen. Det er også mit råd til dig nu. Hold fokus på at flytte. Det er sundt og naturligt at flytte hjemmefra. Din mor er en voksen kvinde, og voksne mennesker gør, som de vil.

Læs også: Puks brevkasse: Brev til min datter

Jeg ville ønske, jeg havde vidst, hvor LIDT jeg egentlig var i stand til at ændre omkring mine forældres valg og levevis. Jeg troede, jeg kunne gøre en kæmpe forskel ved at slå knuder på mig selv og lægge al min energi i deres sorg og ulykke. Men de gjorde, som de ville, og som de bedst kunne, på trods af mine anstrengelser.

Så når jeg siger ”tag dramaet ud af situationen,” så mener jeg, mød din mor med omsorg. Lyt til hende og sig stille og roligt fra, når det handler om noget, du synes går over dine grænser. Du skal ikke lytte til noget om deres parforhold, men i stedet for det store opgør, så sig det venligt, men bestemt. Der er ingen grund til at optrappe situationen. Du kan også fortsat opfordre din mor til at søge professionel hjælp. Det har hun måske brug for.

Læs også: Puk Elgårds læsere: Pigen og hendes forældre skal have hjælp

Din mor holder måske også ekstra fast i dig nu, hvor du er ved at flyve væk, men det skal ikke bremse dig. Du gør ikke noget forkert ved at flytte. Jeg tror endda, det på sigt kan være godt for jer to at komme væk fra hinanden. Det lyder, som om jeres forhold er næret af de sammenstød og konflikter, I har haft gennem tiden, og hvis I skal ændre på den dynamik, skal du ikke optrappe med sammenstød, men gøre det modsatte af, hvad du plejer, og lære at glide af på hendes invitationer til diskussion. Det vil også gøre din mor mere rolig.

Jeg ønsker dig held og lykke i dit nye liv som voksen med eget sted og eget ansvar. Husk, det er glædeligt, og du må gerne have glade sommerfugle i maven over at være nået så langt i dit liv.

Stort kram og skriv igen, hvis situationen spidser til. Så er jeg lige her.

Kærlig hilsen Puk

Læs også: Puks brevkasse: Snyder jeg min datter?