Hans datter styrer familien

Efter at have været alene med mine to drenge i fire år mødte jeg sidste sommer en rigtig dejlig mand.

Han og jeg prøver at få et forhold til at fungere og vil gerne flytte sammen. Mine drenge er seks og otte, og han har en datter på 10, som er hos ham hver anden weekend fra fredag til tirsdag. Og jeg har det efterhånden svært med hende.

Det var en rigtig grim skilsmisse, og hun har bestemt ikke haft det nemt. Hendes mor er flyttet sammen med en ny mand med to delebørn.

Pigen vil gerne styre sin far totalt og får desværre også lov til det. Senest var vi søndag taget til et sommerland alle fem, og mine drenge havde glædet sig rigtig meget. Efter en time fandt pigen ud af, at nu gad hun ikke være der mere, og hun skabte sig, så vi var nødt til at køre hjem alle sammen. Jeg ville gerne være blevet der med drengene, men offentlig transport kunne ikke fungere.

Hun har et stort værelse i sin fars hus, og mine drenge sover i et lille værelse, når vi er hos ham. Vi er der som regel hver weekend, og de weekender, hvor pigen ikke er der, går det fint. Nogle gange er hun sød og sjov og leger med drengene, andre gange ignorerer hun dem eller er direkte fjendtlig. Hun kan beklage sig over alting, og hendes far giver hende ret. Mere end én gang er han kørt efter pizza til hende, fordi det er ikke lige passede hende at spise den mad, vi andre skulle have.

Vi vil rigtig gerne flytte sammen, rent praktisk er det nødt til at være i min kærestes hus. Også rent økonomisk. Jeg har foreslået, at mine drenge kan få soveværelset, og så kan vi bruge det lille værelse til soveværelset, så længe det er nødvendigt. Så kan datteren beholde sit store værelse.

Vi vil rigtig gerne hinanden, og mine drenge har det fint med min kæreste, samværet med deres egen far er desværre meget ustabilt. Men den sidste episode med pigen får mig til at tvivle. Jeg har rigtig ondt af hende, men jeg har svært ved at nærme mig hende på en måde, som hun kan acceptere.

Men skal det virkelig være hende, der skal være skyld i, at vi ikke kan få skabt en familie? Hendes far kan godt se problemet, men næste gang, hun flipper ud, giver han hende bare ret i stedet for at sætte grænser.

Selvfølgelig skal et barn på 10 år ikke styre en hel familie. Det tror jeg faktisk heller ikke, pigen har spor lyst til.

Hun er et barn, hun skal have støtte og hjælp til at lære at løse de konflikter, hun havner i.

Jeg vil foreslå, at du begynder med at tage nogle gode samtaler med din kæreste, altså pigens far. De regler og den opdragelse, man kører i en familie, har bedst af at blive diskuteret blandt de voksne, uden at børnene overværer eventuelle skænderier.

Snak med ham om, hvordan han har det med sin datter. Har han dårlig samvittighed? Er han klar til at gøre en indsats, hvis I flytter sammen, også selv om det betyder, at han ikke kan efterkomme pigens mindste vink? Eller synes han bare, hun er helt skøn, som hun er?

Du er nødt til at vide en masse ting om, hvor han står som far, før I flytter sammen.

Nogen gange tænker man ”pyt, det løser sig”, men jeg vil virkelig anbefale, at I tager de store samtaler, før I står med hovedet i flyttekasser og skal til at skabe et fælles hjem.

Din opgave over for hende er også svær. Man ved ikke, hvor meget man kan ”opdrage” på andres børn, men når man flytter sammen og skal være familie, er man nødt til at tage et ansvar og hjælpe alle parter med at kunne dele og leve med nye mennesker omkring sig. Det gælder både voksne og børn.

Det er en stor opgave. Jeg taler af erfaring, da jeg indtil videre har haft 22 år med Lothars børn. Sig til dig selv, at det er okay, at du kløjes i det sommetider. Der ER svært, men ved at være en rolig stabil voksen i børnenes liv, kommer man meget langt. Men nr. 1 på listen – tal med din mand. Hvor står han?