Hun vil have fikset sin næse

Mandag, 6. januar 2025
Af Puk Elgård
Foto: Birgitte Ahlmann
En bekymret svigermor undrer sig over sin smukke svigerdatters ønske om en næseoperation – skal hun blande sig eller holde sig på afstand?
Person der vil have fikset sin næse.

Kære Puk

Tak for en god brevkasse. Jeg kan godt lide dine svar og vil gerne høre din mening om dette:

Min søn har en, i mine øjne, meget smuk hustru sidst i 20’erne. Jeg synes, hun er skøn og ung og uden fejl, men hun mener, hendes næse er alt for stor, og nu vil hun have den opereret.

Jeg kan slet ikke se, hvorfor hun skulle bruge så mange penge på at ændre sin næse, og de penge kunne de altså bruge langt bedre. De har en lille datter, og der er nok at bruge penge på.

Jeg tror, at operationen koster omkring 50.000 kroner. Både hun og min søn arbejder, og hun har selv sparet op, men familien har hele tiden brug for penge, det har man jo.

Jeg har talt med min søn om det, men han har ikke rigtig nogen holdning, og jeg har egentlig lyst til at blande mig lidt, for jeg er en erfaren dame, der ved, hvilke udfordringer (også økonomiske) der kan opstå, når man driver hus og familie, og det er jeg ikke sikker på, at min unge svigerdatter ved.

Hvad synes du, Puk? Ville det ikke være fornuftigt at tale en lille snak med den unge dame?

Svigermor

Kære Svigermor.

Jeg er glad for, at du kan lide mine svar, men jeg er ikke sikker på, du kan lide dette:

Nej! Jeg synes ikke, du skal tage en lille snak med din svigerdatter om den næse. Hun har sparet penge op, og hun er en voksen kvinde. Hun kan træffe sine egne valg.

Havde du skrevet, at hun havde en kæmpe gæld og havde taget kviklån for at få operationen, havde mit svar nok været et andet, men om man kan lide det eller ej, er hun, for egne penge, i gang med at opfylde en drøm for sig selv.

Jeg har også en stor næse og har klaret mig fint igennem livet, endda med næsen blæst op på diverse tv-skærme over hele Danmark gennem de seneste 30 år, men vi er forskellige, og hvis den næse fylder på flere måde hos din svigerdatter, er det helt okay med mig, og det bør det også være med dig, at hun følger sin drøm.

Vi skal ikke blande os i alt på denne jord.

Jeg håber, din svigerdatter bliver glad, og at du hjælper hende i ugerne efter og krammer hende lidt ekstra, for den slags indgreb kan vist godt skabe ømhed.

Varme hilsner fra Puk