Jeg har ondt i livet og overvejer et silent retreat?

Jeg er en ung kvinde med ondt i livet. Jeg kan ikke rigtig sætte fingeren på, hvor det gør ondt, og hvad der er forkert, men jeg er ked af det.

Jeg mistede min mor for nogle år siden, har aldrig kendt min far, og jeg har døjet med angst, siden jeg var barn. Jeg har job, og mange ville tro, at alt er okay med mig, men jeg sidder ligesom fast.

Min vennegruppe har talt meget om såkaldte silent retreats, og jeg har også læst artikler om det, senest i dag, og så tænkte jeg, at du har prøvet så meget, så måske kan du fortælle, om du tror, det ville være noget for mig?

Hvad er din erfaring med den slags kurser? Jeg mediterer i forvejen – når jeg lige husker det, men er aldrig blevet helt hooked. Jeg vil bare så gerne et sted hen, hvor jeg kan få skubbet mig selv videre.

Hvad tænker du?

Måske skal jeg lige forklare vores læsere, at et silent retreat er et ophold, hvor man fokuserer på sin egen indre proces. Man er sammen med andre mennesker, men man må ikke tale sammen. Man forholder sig ikke til dem. Nogle steder må man ikke engang kigge de andre i øjnene. Man skal overholde total tavshed, og opholdet kan være af forskellig længde. Jeg mener, at de mest populære ophold varer 10 dage. Man mediterer mange timer i træk, og man lukker sig om sig selv og finder ro. Det er vist meget kort fortalt, hvad det går ud på.

Jeg har ikke prøvet det selv, og jeg kender dig slet ikke godt nok til at vide, om det er en god idé for dig. Det eneste, jeg kan gøre, er at dele mine egne tanker om sådan et ophold.

I de perioder i mit eget liv, hvor jeg har været ramt af angst eller uro, ville jeg aldrig selv tage på et ophold, hvor jeg skulle være tavs. I de perioder har jeg i forvejen en meget larmende og urolig indre dialog med mig selv, om hvad jeg skal og ikke skal, og jeg ved, at det i de perioder ville gavne mig langt mere at åbne munden og tale med andre. Men det er jo bare mig. Jeg ved ikke, hvordan du er som person ud fra din meget korte beskrivelse af dit liv.

Jeg vil bare sige, at jeg tror, du skal overveje, hvordan det føles at gå mellem andre mennesker og ikke dele, at du er ulykkelig. Er det ikke det, du gør i forvejen? Måske skal du i første omgang begynde at tale med nogen om tabet af din mor og savnet til din far?

Jeg kan da godt forstå, at du er ked af det. Jeg synes, der er kommet sådan en fin tendens i tiden, hvor det er blevet helt okay at tale om psykisk sårbarhed, og den bølge skal du måske hellere hoppe med på?

Nu har du i hvert fald fået lidt at tænke over. Jeg håber, du finder frem til det, der er bedst for dig.