Hvor blev min glade kone af?

Onsdag, 14. september 2022
Af Puk Elgård. Illustration: Birgitte Ahlmann.
Ægtemanden er fortvivlet, da han mener, at hustruen har ændret adfærd. Han savner den glade og nynnende kvinde, som han giftede sig med. Læs her, hvad Puk svarer. 
-

 

Du giver nogle udmærkede svar i brevkassen, selv om jeg ikke altid er enig, og nu oplever jeg en ændring i min kones adfærd, som jeg ønsker at vende med dig.

Da min hustru og jeg var unge, var hun en kvidrende sangfugl. Hun plejede at være nynnende og glad, når hun gik gennem huset og ordnede det, der skulle gøres. Hun havde nærmest altid et smil på læben. Det var dejligt og givende.

Nu er hun nærmest altid morgensur. Hun sætter sig med telefonen og kaffen eller sin krydsogtværs og lukker sig lidt om sig selv.

Det er sket sådan løbende. Hun er ikke syg eller generelt trist i tankerne. Hun fungerer fint med venner og børnebørn, men når hun er herhjemme, virker hun træt.

Jeg tænker ofte tilbage på den nynnende og solfyldte kvinde, jeg giftede mig med. Hvad blev der af hende – og tror du nogensinde, jeg får hende tilbage?

Ægtemanden

Kære Ægtemanden

Nu må vi se, om du er enig i mit svar denne gang.

Jeg vil begynde med at fortælle dig om en mand, der hedder Benjamin Zander, han er dirigent, og han har et begreb, han kalder Shining Eyes – altså strålende øjne.

Han siger, vi kan se vores egen bedrift i andre menneskers øjne. Stråler de, gør vi det godt, stråler de ikke, kan vi gøre tingene bedre. Han havde en periode i sit ægteskab, hvor hans kone havde det svært, og dér spurgte han sig selv: ”Hvem er jeg, der ikke kan få min kones øjne til at stråle?”.

Nu er det ikke, fordi jeg vil give dig skylden for din kones ændrede adfærd.

Jeg kender jo ikke mere til jeres forhold end de få linjer, du har sendt mig, men kunne det være, at din kone er træt? Kunne det være en regning, der nu skal betales, for at gå syngende gennem livet og lægge vasketøj sammen og ordne huset?

Ingen kan vel holde til at skabe glæde omkring sig et helt liv. Nu er det måske din tur til at få din hustrus øjne til at stråle. Gør hende glad, giv hende opmærksomhed, giv hende kærlighed, giv hende omsorg.

Jeg kan godt forstå, du savner din sangfugl – det er bestemt også virkelig en luksus at have sådan en at dele livet med, men nu må du tage over og være den glade og givende kilde til den gode stemning i hjemmet. Det har hun fortjent.

Mange hilsner fra Puk