Hvor meget skylder vi vores anden søn?

Vi (jeg) skriver til dig, da vi gennem nogen tid har drøftet en mulig løsning på nedenstående ”dilemma”.

Vi har i snart fire år passet/plejet en hund for vores ene søn.

På en tur i hundeskoven med os ødelagde den sit korsbånd i det ene bagben, og en operation var efterfølgende nødvendig, for at hunden kunne få et godt kvalitetsniveau igen.

Søn har ingen sygeforsikring på hunden, og vi har betalt tæt på 40.000 kr. for operationen. Det er vi indforstået med, da vi elsker hunden (og sønnike).

Men vi har en søn mere, og så tænker vi: Jamen, han skal vel også have en ”gave”, når vi nu har betalt for ”vores” hund?

Så vi har drøftet følgende: at give ham 1) samme beløb, som hunden har kostet os. 2) det halve. 3) et beløb svarende til en hundesygeforsikring i ni år ( hundens alder)! 4) eller ingenting?

Kan du bringe os på en fornuftig retning, så ingen føler sig ”skuffet”?

I passer sønnens hund kvit og frit i fire år, I betaler 40.000 for at få den opereret, og nu skal jeres anden søn så have en præmie på måske 40.000, fordi hundeejersønnen har været letsindig ikke at tegne en forsikring.

I er gode mennesker, så jeg har kun ét spørgsmål: Kan jeg blive adopteret ind i jeresfamilie?

Det her kan potentielt komme til at koste jer 80.000!? Er det rimeligt?

Hvorfor skal den hund overhovedet stadig regnes som jeres søns hund? I har haft den i fire år. Er det ikke jeres hund nu? Altså jeg holder meget af gode mennesker, og I er virkelig dejlige og gavmilde, men de penge er faktisk gået til hunden, og jeg kan ikke helt se logikken i regnskabet. Havde I stukket den ene søn 40.000 i hånden, kan jeg godt se, der var forskel, men nu betaler I til en skadet hund, som I tager ansvaret for.

Jeg synes virkelig ikke, at I skylder nogen noget.

På hundens vegne vil jeg gerne sige jer stort tak, fordi I æder den dyrlægeregning. Det er mange penge og dejligt, at hunden får en chance til, men jeg kan slet ikke se millimeter­demokratiet i den ligning. Jeres anden søn kommer måske i bekneb en gang, og så kan I træde til der og hjælpe.