Jeg forstår ikke min vens kritik

Jeg har en ellers dejlig ven. Vi har været sammen i tre et halvt år, men vi bor ikke sammen. Vi kan ikke blive enige om hans vennekreds. Vi er tre par, som ses, hvor jeg er ”ny”, og de andre har kendt hinanden længere. Mit store problem er, at den ene af damerne ikke er enig med mig.

Når jeg fortæller noget, tror hun aldrig på mig, og det har stået på længe. Hun har også bedt mig om at holde mund på en togtur. Det skal lige siges, at hun selv sidder og råber højt. Jeg er ked af, at min ven ikke bakker mig op, tværtimod siger han, at jeg er for følsom, at jeg ingen venner har, og at mine børn aldrig kommer og besøger mig.

Og det forstår jeg ikke, at han siger, da jeg har et dejligt og varmt forhold til mine børn. Mine venner har jeg godt nok ikke haft så meget tid til, da det hele tiden er hans familie, vi er sammen med. Jeg forstår ikke hans kritik. Hvad vil du råde mig til?

Jeg vil i den grad råde dig til at finde de mentale boksehandsker frem, ranke ryggen og kæmpe for din egen værdighed. Du må ikke lade dig kue. Hverken af den sure dame, der forsøger at nedgøre dig, eller af din ven, som ikke bakker dig op. Jeg har lige fået en lille hundehvalp, og når jeg går tur med den i skoven, og vi møder en flok andre hunde, så smider min hvalp sig på ryggen og viser, at hun er underdanig.

Det er rigtig fint, når man er en lille hund og vil vise de andre, at man er ufarlig, men du må ikke gøre det samme. Du er en voksen kvinde. Du er mor. Du har haft et helt liv og skabt dig en vennekreds. Stol på dig selv og hold op med at finde dig i alt det der. Hvis ikke de behandler dig ordentligt, så vend dem ryggen. Sig, at du ikke gider finde dig i det. Besøg dine egne venner. Hyg dig med dine børn. Og sig til din ven, at hvis ikke han bakker dig op, så vil du ikke længere være sammen med ham.

Du må kigge dybt i dig selv og søge svar på, hvorfor du finder dig i at lade dig kue. Jeg sender dig god energi og styrke, og så løfter du hovedet og finder dig ikke i mere. Aftale?